Det var svært at følge far på kryds og tværs hen over Atlanten, de øvrige verdenshave, jeg brugte oceaner af tid på logbøger, mandskabslister, statistikker over søulykker, andre dokumenter forbundet med den danske søfartshistorie. Han boede i Svendborg et par år, begravede min farmor, tog sig af sin lillebror, vel også mor og mig, siden han erkendte faderskabet, betalt børnepenge en årrække. Han stak til søs igen i 1964, nu som styrmand, sejlede på Sydamerika, Vestindien, Asien, hvor han kunne finde hyre. Han ville verden rundt, gav pokker i trygheden ved samme hyre i længere tid, rastløsheden sejlede med ham i blodet, måske ragede han uklar med kaptajn efter kaptajn, måske drak han for meget, måske var han uduelig, doven, man kan forestille sig så meget, i virkeligheden ved jeg ingenting om årsagen til hans mange skift. Sporet ender et sted i det sydlige Stillehav d. 12. juli 1977, hans skib forliste, tre mand omkom, resten blev samlet op af en coaster i nærheden, jeg ved ikke, om han var blandt de overlevende. Der er ingen optegnelser noget sted efter den dato, jeg ville godt have mødt ham, det skulle ikke lykkes.

Jeg husker den sommer, 1977. Jeg var lige fyldt 15, det var sidste år, onkel Hans tog mig med i Legoland, egentlig var jeg ved at være for gammel til den slags. Vi var lige flyttet til rækkehuset i Vamdrup, jeg skulle begynde på efterskole efter ferien, maven var fuld af sommerfugle, hovedet af mine første rigtige erotiske erfaringer med en pige, verden var vild, grænseløs, det var jeg også. Hun hed Anette, gik en klasse under mig på skolen i Kolding, jeg gik der næsten et år. Første gang var en aften efter en skolefest, vi havde rom i colaflaskerne, der var en lille lund ved siden af skolen, vi lå på stikkende kviste, fugtig skovbund, jeg ved ikke om hun fakede, jeg syntes selv, jeg gjorde det ganske godt. Jeg vidste alt om sex, havde hugget et par pornofilm fra sømanden, der boede hos os i den periode, han hed Jens. Han var stor som et bjerg, mest fedt, hans pik lignede stilken på et enormt æble, når han kom luntende fra soveværelset til badeværelset uden en trevl på kroppen. Bortset fra det var han flink nok, jeg kunne altid få en tier ud af ham, hvis jeg spurgte på den rigtige måde. Anette blegnede efter den aften, vi var sammen et par uger mere, det var ikke det samme de næste gange, så slog jeg op. I Vamdrup fandt jeg hurtigt sammen med genboens datter, Karin hed hun, sommeren gik med eksperimenter af forskellig slags, vi genoptog kontakten, hver gang jeg var hjemme fra skolen de næste par år, måske troede hun, vi var kærester. Hendes tårer, da jeg flyttede til Kolding, overraskede mig, hun havde aldrig været mere end en ferieflirt for mig.

Der var en episode den sommer, jeg ikke kan lægge fra mig, nu hvor jeg måske kender min fars dødsdato. Jeg kan ikke huske datoen, det kunne have været d. 12. juli, jeg er sikker på, det var i 1977, det var på værelset i Vamdrup, flyttekasserne stod stadig i stabler langs væggene overalt i huset. Jeg vågnede tidligt den morgen, aftenen før havde jeg tilbragt med Karin, det blev sent, jeg havde regnet med at sove indtil middag. Morgenlyset stod skråt ind gennem vinduet, gardinerne var ikke monteret endnu, støvfnug dansede i solstriberne, der lå en tone og dirrede i luften, sikkert et bremsende godstog, i halvsøvne lød det som et kor af dissonante englestemmer. Drømmen havde ikke sluppet mig helt, jeg var under havoverfladen, kæmpede for at trække vejret, fik kun saltvand i lungerne, pludselig fandt jeg teknikken, lungerne trak ilt ud af havvandet som fiskenes gæller, jeg gik på bunden blandt skibsvrag, havvæsner, fuld af undren, uden frygt for fremtiden, kun fred herskede. Hjernen begyndte at registrere interiøret i værelset, det blandede sig sammen for mit blik, jeg ved ikke, om jeg stadig drømte, måske var det virkeligt. En skikkelse som af gele brød frem i hjørnet, bevægede sig over mod sengen, stod et øjeblik bøjet over mig, så forsvandt den ud gennem det lukkede vindue, støvfnuggene hvirvlede rundt, jeg mærkede et vindpust, det lugtede af havbrise.

Jens var den sidste af mors sømænd, jeg kender til, han boede der det meste af min efterskoletid, han lærte mig mange ting, selv om jeg ikke var hjemme så tit. Efter ham flyttede studenten ind på mit værelse, jeg ved ikke, om han også var sømand, måske var mor ved at være færdig med den slags. Hun drak konstant, var sjældent helt klar, det var ikke kun alkohol, også piller, jeg er ikke sikker på, lægen havde ordineret dem. Jens var rar, jeg har svært ved at sætte flere ord på, han var bare rar, godheden selv, intet kunne hidse ham op. Jeg fatter ikke, hvad han ville med mor, hun skældte ham ud for ingenting, nogle gange slog hun, Jens brummede, flyttede sig uden for rækkevidde, gik sig en tur. Han kom ind igen en halv time senere, mor havde glemt, hvad hun var sur over, de forsvandt ind i soveværelset, jeg gik over til Karin. Jens arbejdede ikke, jeg tror han var invalidepensionist, havde problemer med sin ryg, sit venstre ben, der var også noget med hovedet. En par gange om ugen tog han bussen til Kolding, der var en cafe for sådan nogle som ham derinde, måske mødtes han bare med nogle venner, han skulle vel også have luft ind imellem. Når han kom tilbage, var han glad, optimistisk, han havde købt roulade med flødeskum fra supermarkedet, walesstang fra bageren. Vi drak kaffe, spiste kage, mor kæderøg Prince, Jens fortalte historierne, han havde samlet op i Kolding. Aftenen faldt på uden spektakel, jeg hentede mad fra grillbaren, Jens var som en bundgarnspæl midt i stormen, intet kunne slå ham omkuld, heller ikke mor. Jeg ved ikke, hvor han blev af, det er en skam, da han forsvandt, havde mor ikke længere noget at holde fast i, hun drev til havs akkurat ligesom far.