Laika, i tirsdags begyndte jeg i skole igen … jeg har allerede fået en rigtig veninde, ikke som Emilie, der ville have mig til at gøre ting for hende, hvis vi stadig skulle være venner. Emilie havde mange veninder, jeg kan stadig se dem sidde og fnise ved bordet på gangen og sende blikke mod mig, når hun havde parkeret mig uden for det gode selskab. Man skulle tro, de ville vokse fra tøsefnidderet. Jeg er glad for, at jeg ikke behøver at være sammen med dem mere.

Hun hedder Julie … mærkeligt, at hun ikke har nogen veninde i forvejen. Hun ser godt ud … er sjov at være sammen med. Drengene kan ikke lade være med at kigge efter hende, det sker næsten automatisk, som om hun har bundet snore i deres næser og trækker dem med sig, når hun går forbi. Jeg kunne drukne i hendes øjne … hvis hun gav mig lov, men det gør hun ikke. Hun trækker dem til sig, hvis jeg glor for længe. Hun er lidt vild, snakker meget om drenge og fester … men, Laika, hvad mener du … har jeg ikke brug for fest i mit liv … nu … efter alt, der er sket? Det tror jeg.

Klasselæreren præsenterede mig … det var pinligt … men ok alligevel. Han har fortalt om mig før, tror jeg, han sagde ikke ret meget … kun at jeg havde været syg … at de skulle tage godt imod mig … alt det der. De andre nikkede, ingen virkede overraskede, det er rart … ja … det er det … jeg behøver ikke fortælle en masse. Jeg har brug for at komme videre og ikke hænge fast i gamle ting. De har ventet mig længe, for jeg skulle være begyndt i januar … men så … ja … Laika … du ved det.

I dag så jeg Oliver i Ikea … underligt … længe siden … som et andet liv … ja … måske er det faktisk det … et helt andet liv. Han så ikke mig, og jeg kontaktede ham ikke. Han var en rigtig god ven … dengang. Nogle i klassen troede, vi var kærester … måske var vi det også … lidt … selv om jeg sagde nej. Det husker jeg knivskarpt … selv om det er fra et andet liv. Det var i sjette … i min gamle klasse.

Han har siddet og kigget på mig gennem hele matematiktimen. Hver gang, jeg ser op fra min bog, fanger han mit blik … viser mig alle sine tænder … blinker til mig … hurtigt, så ingen ser det. De andre larmer, vores matematiklærer er syg, og parallelklassens lærer har sat os i gang med at lave opgaver. Hun kommer ind imellem forbi … tysser … skælder ballademagerne ud, ellers får vi lov til at passe os selv. Jeg suger mig fast i bogen, laver et skjold rundt om mig, larmen kan ikke nå mig, men Oliver … altså … han glor … stirrer … blinker … det er svært at koncentrere sig. Han indhenter mig på vej hjem fra skole … det gør han tit. Jeg går som regel med det samme, han er langsom til at pakke sine ting, for de ligger ud over hele bordet og i vindueskarmen fra alle timerne.

– Hey, Silje.

Han råber det nærmet … sprinter op på siden af mig på sin cykel.

– Hejsa, siger jeg, – hvad havde du egentlig gang i?

– Hvad mener du?

Han står af cyklen … trækker den langs kantstenen ved siden af mig.

– Hver gang, jeg kiggede op fra matematikbogen, sad du og gloede på mig.

– Det gjorde jeg vel ikke, siger han. – I øvrigt kiggede du ikke op ret meget.

Han smiler sit dejlige, frække smil, hans tænder blænder mig … næsten. Ja … hm … ja … jeg ved det, det lyder plat … men jeg er altså heller ikke mere end 12 år.

– Nå … hvordan ved du det … hvis du ikke gloede? siger jeg.

Det varer lidt, før han finder på noget at sige. Det plejer ikke være et problem for Oliver.

– Det er fordi, du er så dejlig at kigge på, siger han.

– Oliver, hold nu op … vi er bedste venner … ikke? Det synes jeg, vi skal blive ved med at være.

– Jeg er heller ikke ved at foreslå noget andet.

Hans øjne er alvorlige, håret stritter på den helt rigtige måde, selv om det lige er kommet ud fra en cykelhjelm. Han er min bedste ven … min fortrolige … jeg vil ikke ødelægge det.

– Men skal vi så ikke lade det være, som det altid har været?

Jeg standser ved indkørslen til vores hus.

– Må jeg ikke komme med ind? Jeg har noget til dig.

Det får han lov til. Mor er faldet i søvn på sofaen … hun er sygemeldt og går hjemme … vi lister ind og sørger for ikke at larme. Vi sætter os på Kiras seng, hun er hos en veninde … jeg låser døren. Han kigger på mig … længe … uden at sige noget, jeg flytter uroligt på mig, ved ikke hvad jeg skal stille op med det blik. Det er ikke et kammerat-blik, der er for meget kærlighed i det. Han finder en pakke frem og rækker den hen til mig. For stor til at være en ring … pyha.

– Oliver … vi skal ikke være kærester. Hvad nu hvis det ikke går? Så er det svært at være venner igen … bagefter.

– Luk den nu bare op, siger han.

Jeg åbner den … det er en globus af glas. Den er vildt nuttet. Han tager den ud af hånden på mig og holder den hen foran sit ansigt. Hans højre øje bliver kæmpestort gennem glaskuglens runding.

– Man kan se hele vejen tværs gennem verden, siger han. – Jeg fandt den i en boghandel, og jeg tænkte på dig med det samme. Du er den eneste, jeg kender, som kan finde på at læse en ældgammel sci-fi om en skør videnskabsmand, der prøver at finde jordens kerne. Nu kan du selv se, at der ikke er nogen.

– Det er vel ikke mere skørt end at flyve til Mars eller forsøge at lande på en komet, siger jeg. – Bare vent … en skønne dag sender videnskaben dykkerklokker til jordens indre for at udforske sammensætningen af flydende metaller.

– Du er skør, men det er præcis det, jeg kan lide ved dig.

– Det er da ikke skørt.

Jeg ignorerer resten af hans sætning.

– Vidste du, at jordens indre er mere uudforsket end universet omkring os? siger jeg. – Det må snart være på tide at finde ud af mere om vores egen planet. Hvem ved, hvad der gemmer sig … under jorden?

– Det kan være, videnskaben er bange for at finde Helvede.

Oliver falder bagover i Kiras puder af grin ved det billede, hans egne ord fremkalder.

Jeg rækker tunge … snupper jordkloden ud af hånden på ham … sætter den på kommoden. Et øjeblik lader vi vores blikke filtre sig ind i hinanden … hans ansigt er faretruende tæt på. Så … ja … så lader jeg ham gøre det. Mit første … kys på munden. Det føles … hm … både rigtigt og dejligt … men jeg tør ikke give los. Han lægger sin venstre arm om mig, den højre stryger mit lår på ydersiden ved knæet … bevæger sig længere op … længere indad. Jeg lægger min hånd oven på hans og trækker munden til mig.

– Oliver … du er min bedste ven. Måske kan vi være kærester senere. Nu vil jeg gerne bare være din ven. Kan du leve med det?

– Det ved jeg ikke. Det kan jeg blive nødt til.

Hans øjne er en vens igen. Han puffer til mig, ansigtet er åbent, han er ikke sur. Jeg puffer igen, så får jeg en kildetur. Kiras seng ligner noget, der er løgn … jeg er ligeglad. Oliver er stadig min bedste ven.

Det skete et par gange mere … vi kunne ikke helt lade være med at kysse, men vi var ikke kærester … nej … altså … jo … måske lidt alligevel … måske skulle jeg have sagt ja. Nu er det ikke muligt, der er sket for meget. Jeg kan ikke se ham i øjnene mere, kun … uden at blinke. Klik … klik … klik … hobbykniven i min hånd … det er min lyd. Det er et ritual, Laika … du ved det. Klik … klik … langt blad … klik … klik … klik … kort blad … klik … klik … sådan. Luk øjnene, Laika … god hund.

Oliver

Det er svært det der … med drenge. Du vil da godt hjælpe mig igen … ikke?

Hvad synes du om Oliver?

• Cute ... scor ham! (100%, 1 stemmer)
• Sød ... næsten for sød. (0%, 0 stemmer)
• Naiv ... drop ham. (0%, 0 stemmer)
• Unreal ... eksisterer vist kun i din fantasi. (0%, 0 stemmer)
• Lusket ... han vil bare score dig. (0%, 0 stemmer)
• Påtrængende ... respekterer ikke dine grænser. (0%, 0 stemmer)

Stemmer i alt: 1

 Indlæser ...