Da Mattis flyttede ind hos Luna igen, købte jeg en kniv, en Berkley filetkniv med skede, 22 centimeter lang, den kunne sættes fast i livremmen. Det var ikke lovligt at gå rundt med den, med en fiskestang, lidt andet udstyr i bagagerummet, bildte jeg mig ind, jeg kunne have den med i bilen uden risiko. Det var ikke min tanke at slå ham ihjel, jeg var nødt til at konfrontere ham, hvis han rørte hende igen, det var ikke til at vide, hvad han kunne finde på. Silje var blevet stor, 12 år, hun gik i sjette klasse, havde for længst fået bryster, former. Hun var smuk, bortset fra øjnene lignede hun sin mor, jeg kunne ikke få nok af at se på hende, stod på lur ved skolen, fotograferede hende flere gange. Det var ikke til at forstå, jeg havde været med til at skabe sådan et væsen fuld af ynde, skønhed, jeg troede, jeg kendte mig selv til bunds, jeg var for gammel til at blive vækket til live igen, for stivnet til at gå nye veje, jeg tog fejl. Hun efterlod mig åndeløs, hun gik tæt forbi mig fuld af farver, lysglimt i håret, jeg stod i en have, bag et træ, betragtede hende, sugede hvert ansigtstræk, hver kurve i hendes skikkelse til mig.

En gang forsøgte jeg at tale med hende, jeg spurgte om vej, hun så på mig som en fremmed, rystede på hovedet med et dødt udtryk i ansigtet. Jeg ville holde hende fast, ryste hende, sige hende sandheden, se genkendelsen bryde frem i hendes spejlblanke øjne, som når man efter timelang venten trækker ørreden op af fiskesøen, jeg beherskede mig. Spejlet var tåget, overtrukket med en tyk hinde af års fravær, det kunne ikke ske på den måde, jeg måtte udtænke en bedre plan.

Det var svært holde rede på Mattis, han skiftede ofte job, uddannelse havde han ikke, ind imellem var det fabriksarbejde, byggebranchen var han forbi flere gange, kommunen havde ham inde i deres teknik- og miljøafdeling, på genbrugspladsen, i vedligeholdelsen af veje, bygninger. I perioder gik han arbejdsløs, huset var mørkt, tillukket, gardinerne trukket for, det flimrede blåt fra stuen, Luna gik med lange ærmer, lignede en zombie, børnene løb rundt i haven uden overtøj om vinteren, i bar røv om sommeren. Det var før, da de var små, ingen passede på dem, når Mattis var i det humør, Luna havde travlt med at gøre ham tilpas. Det var længe siden, jeg havde set dem sådan, de var større nu, havde andre interesser, kunne passe på sig selv.

Mattis havde haft job som bygningsarbejder et par år, forskellige byggerier, han havde benyttet chancen til at tage AMU-kurser, satsede mere målrettet på den branche, det var mere legitimt at skifte arbejdsplads, der var ikke så meget snak, mange østeuropæere, hans engelsk var dårligt, hvis man kom op at toppes, kunne man finde et andet sted. Mange virksomheder var ved at rejse sig efter krisen, stormskaderne havde gjort deres gavn, Mattis manglede ikke længere arbejde. Det hjalp på hans humør, det var længe siden, han havde opført sig dårligt, han huskede sin medicin. Jeg ventede på den næste tsunami, optur, nedtur, jeg var ved at blive vanvittig. Alle mine vågne timer kredsede om den familie, jeg begyndte at glemme aftaler, der var langt mellem de gode kendisfotos, bladet ville sende mig på endnu en udlandstur, jeg afslog, de truede med fyresedlen, hvis jeg ikke tog mig sammen. Det kunne ikke vente længere, jeg måtte få talt med Mattis, Karsten havde ingenting at berette, der var ikke noget at tale om, han opførte sig eksemplarisk.

Hvorfor skete det, jeg har tid til at tænke nu, det er en gåde for mig. Mattis var en led stodder, han fik, hvad han fortjente, jeg skulle have planlagt det bedre, det er for sent nu. Generne har vel deres andel i det, jeg kunne have valgt anderledes, der er ingen undskyldning. Er der tilgivelse et sted for sådan en som mig, jeg tror det ikke, jeg gik for langt, tilbagevejen er blokeret. Fortiden betyder ingenting, sagde jeg engang, på en måde er det rigtigt, bare ikke for mig. Jeg sidder her på grund af mine dårlige valg, jeg skulle have begravet min lyst, jeg ville ikke give det fra mig, der er kun mig selv at takke. De havde omsider et acceptabelt liv, måske endda godt, måske var de faktisk lykkelige. Jeg kunne ikke holde ud at se på det, jeg var ikke en del af min datters liv, det rev mig i stykker.