Jeg vil ikke ønske for nogen at finde sin mor død, jeg havde aldrig tænkte på det som en mulighed. På efterskolen frygtede jeg at komme hjem til et tomt hus, hun kunne være flyttet uden mig, det faldt mig ikke ind, hun kunne dø. Det er vel naturligt, børn tænker ikke de tanker, helt galt var det ikke fat med os.

Mens jeg boede i klubværelset i Kolding, tog jeg bussen ud til Vamdrup, besøgte hende, jeg havde chokolade med, blomster, det er sådan noget, man gør for sin mor. Hun spurgte, har du ikke også et par øl med, det havde jeg ikke. Hun var kommet til at se gammel ud, jeg tror ikke, hun gjorde rent. Da studenten flyttede, gik det ned ad bakke, han gjorde rent, ryddede op som en del af huslejen, måske lavede han også andre ting. Jeg ved ikke, om der kom flere ude ved hende, jeg blandede mig uden om, der var aldrig andre i huset, når jeg kom, strømmen af sømænd var ved at tørre ud. Da jeg havde fået min egen lejlighed, var begyndt på fotografuddannelsen, tog jeg derud igen, jeg havde ikke så meget tid, ville lige smutte forbi. Hun lukkede ikke op, jeg ville lægge blomsterne på dørmåtten, gå igen, naboen stak hovedet ud ad døren. Han havde ikke set hende i flere uger, sagde han, det lugtede underligt derindefra. Vi kiggede ind ad vinduerne til køkkenet, værelset, gik gennem hans hus ud i baghaven, ind gennem havelågen til hendes have. Det lignede en losseplads, gammelt skrammel, aviser, ølkasser overalt, vi havde svært ved at bane os vej til havedøren, jeg fik øje på hende gennem vinduet. Hun lå på gulvet med ansigtet nedad, hendes venstre ben stak ud i en forkert vinkel, der var fluer overalt, jeg fik hjulpet naboen ind til sig selv, lavede en kop stærk kaffe, lånte hans telefon, ringede til politiet. Blomsterne smed jeg i skraldespanden foran huset.

Det er længe siden, det sidder der stadig, fluer giver mig kvalme. Jeg var ung, jeg knækkede ikke. Jeg sad på en bar med en øl, stirrede ud i luften, jeg ved ikke hvor længe. Den dag bestemte jeg mig, jeg ville ikke bruge alkoholen, ikke som mor gjorde. Det var et løfte til hende, til mig selv, jeg ville ikke begynde at drikke sådan for alvor, et par enkelte glas, en øl kunne jeg godt tage, jeg drak mig sjældent rigtig fuld, aldrig flere dage i træk. Da jeg kom hjem fra Ankara, var løftet brudt, jeg kunne ikke tage mig sammen til at stoppe igen. Jeg kan sætte mig hen i et hjørne, surmule, sige det er Lunas skyld, det er det måske også, det hjælper mig ikke. Jeg skulle have set det dengang, stoppet før jeg kom rigtigt i gang, jeg havde aldrig lært andre måder at takle et nederlag på, min selvkontrol var smadret, så lidt skulle der til.

Jeg kunne ikke lade Luna være i fred, jeg fik et polititilhold, det var ikke godt for forretningen, jeg var nødt til at finde noget andet at fotografere. Pigerne gav ikke nok indtægt, ilden var gået ud. Det blev naturfotografier, landskaber, dyr, planteliv. Det var ikke ukendt for mig, jeg havde hele tiden fotograferet natur i min fritid, stilheden, ensomheden i skoven en tidlig morgen, ved stranden en vinterdag tiltalte mig, dulmede min rastløse natur. Jeg brugte flere uger på at studere naturkalendere, fotomagasiner, forfine min teknik, inden jeg sendte de første billeder til redaktionerne på forskellige blade. Jeg blev virkelig god til at fange en rovfugl i flugten, sidde parat, vente i timevis på motivet, på et øjeblik have alle sanser tændt, opmærksomheden spændt til det yderste, kontrollere alle muskler, holde motivet i linsen, skyde løs til mindst et af billederne ville være perfekt. Luna gled i baggrunden, det lykkedes mig at koncentrere al min opmærksomhed om fotograferingen, min selvkontrol vendte tilbage, jeg havde styr på mit liv, de sidste flasker Smirnoff røg i skraldespanden, jeg tørlagde mig selv fra den ene dag til den anden. Efter nogle måneder gav det en pæn indtægt sammen med aktiehandlen, nok til at betale husleje, faste udgifter, jeg kunne lægge lidt til side, hvis jeg holdt mig fra coke. Der gik et par år, jeg forsøgte at glemme det. Ind imellem tog jeg en længere tur ud af landet, jeg måtte tilfredsstille mit behov for eventyr, nye motiver, nyt blod. Lysten vendte tilbage, jeg kunne ikke få nok variation uden min business med pigerne, det var for risikabelt at samle nye piger op på barer, diskoteker hver uge, det var ikke min stil. Luna havde givet mig en trang til at gå lidt hårdt til den, jeg turde ikke give los med en pige, jeg ikke kendte, ludere gad jeg ikke, det var for dyrt. Udlandsturene gav mig ny energi, jeg behøvede ikke være bange for at møde pigerne i supermarkedet dagen efter, jeg kunne forsvinde i mængden, tage det næste tog langt væk uden risiko for at blive fundet, selv når pigen følte sig dårligt behandlet.

Det må have ligget der et sted, ønsket om at se barnet, Luna påstod ikke var mit. Jeg så hende første gang tilfældigt ved et busstoppested, hun var omkring to år, jeg holdt for rødt, fik øje på dem i mængden af ventende passagerer, alting gik i stå, bilen bagved dyttede som en vanvittig. Jeg vidste ikke, hvad hun hed, jeg så mig selv som i et spejl gennem årtiers spindelvæv, glemte erindringer. Der var ingen tvivl, hun var min, jeg ville ikke lade Luna beholde hende for sig selv.

Jeg hyrede en privatdetektiv, havde egentlig ikke råd, jeg måtte vide besked. Han fik navn, sidst kendte adresse, kærestens navn, hvis hun boede sammen med ham endnu, jeg fortalte om vores forhold, han fik en fornemmelse af, hvad det handlede om. Tilholdet fik han ikke besked om, det kunne han selv støve op, han ville nok ikke tage sagen, hvis han vidste det.