Min far påmønstrede motorskibet Hanne S som dæksdreng i 1953, rederiet A. E. Sørensen havde fået kontrakt med den britiske regering om sejlads med stykgods mellem London og Falklandsøerne. Han var 15 år, havde ingen planer om at se Svendborg igen, min mor mødte ham otte år senere på et værtshus ved havnen. Min farmor var død, far var tilbage i fødebyen, ville hjælpe sin lillebror op af det hul, han var faldet i. Der var vel også praktiske ting med boet efter farmor, min faster kunne ikke hjælpe, hun havde allerede været på statshospitalet i Middelfart i flere år.

Måske så mine forældre hinanden gennem længere tid, måske satte en enkelt nats uheldige sammentræf mig i verden. Jeg ved ikke, om far var den første sømand, min mor kastede sig over, det er mærkeligt, hun ikke fik andre end mig, sådan som hun levede. Måske var jeg det chok, som fik hende til at vågne op, passe bedre på, måske var jeg årsagen til hendes lange nedtur. Det får jeg aldrig at vide, hun ville ikke tale om det, til sidst opgav jeg at spørge. Oprydningen i rækkehuset i Vamdrup rejste flere spørgsmål, end den besvarede. Gamle billeder af personer, jeg ikke anede hvem var, breve fra ukendte slægtninge, skrammel fra mors barndom, jeg havde ikke noget forhold til det, jeg smed det hele i containeren, det har jeg fortrudt. Hun talte aldrig om sit liv før mig, kun når onkel Hans var på besøg, jeg smuglyttede ved døren, fik opfanget nogle løsrevne detaljer. Til mig fortalte han de vildeste historier, kun om sig selv, sin familie, engang imellem også mine bedsteforældre, mor var aldrig med. Hun var ikke født, hun dumpede ned fra en ufo den nat på beværtningen i Svendborg Havn, far samlede hende op. Jeg fik nogle stumper med mig fra mors samtaler med Hans om mig, min ankomst til denne verden, ord som svangrehjem, psykose, adoption, plejeforældre, det var ikke til at få hoved og hale i, jeg lod det ligge. Mine bedsteforældre har jeg aldrig set, der skete noget dengang, mor talte ikke om dem, jeg kender kun de historier, onkel Hans fortalte.

Min morfar hed Svend, han havde været gift før, havde Hans og Beate, hans kone døde fra dem, tuberkulose. Han var murer, hvad skulle han stille op med to små børn, de blev sendt på børnehjem, kort efter mødte han min mormor, de hentede børnene hjem efter et halvt år. Hans talte med begejstring om sin stedmor, hun var hans frelsende engel. Jeg tænkte ikke så meget over, hvordan det var at miste sin mor, komme på børnehjem, hans historier var fulde af farver, af forbudte drengestreger, hemmeligheder, for min skyld kunne han blive ved i timevis. Mor stoppede ham hver gang midt i en historie, hun kunne ikke holde ud at høre på ham ret længe. Nogle gange kom han, mens hun sov, jeg sagde, hun snart ville stå op, lavede kaffe til ham, løb til bageren efter smørkage, håbede han nåede at fortælle historien til ende, før mor vågnede. Han kom aldrig, når en af sømændene boede hos os, han må have vidst det, han kunne se det på lang afstand, vendte om, før han nåede hoveddøren. Da jeg lå på hospitalet i Odense efter havnearbejderen, kom han forbi et par gange, det var rart, mor var for fuld til at blive sluppet ind. Onkel Hans hjalp med at rydde op i rækkehuset, da det var slut med mor, bestilte containeren, fiksede regnskabet med boligselskabet, banken, hvad der ellers var. Jeg ved ikke, hvordan jeg skulle have gjort det, jeg skrev under på en fuldmagt, det var let nok.

Enlarge