Hvad skal jeg sige til det, Laika? Det er mærkeligt at læse om sig selv og mor … underligt at vide, at manden har set mig og gjort sig tanker om mig, uden at jeg vidste noget om det. Jeg ved ikke … er ikke overbevist om, at han er min rigtige far. Alligevel … jeg føler mig tiltrukket af ham på en … frastødende måde. Giver det mening? Nej … nej … det gør det ikke … jeg kan ikke forklare det bedre. Han må have været ved vores hus mange gange. Politiet var indblandet … siger han … jeg ved det ikke … jeg kan ikke se på bogstaverne i hæftet, om han blinker eller ej. Jeg kan ikke huske noget usædvanligt i den retning. Jeg leder og leder i hukommelsen, der dukker ikke noget op. Måske var jeg for lille til at forstå det … måske kom han på tidspunkter, hvor jeg ikke var hjemme … om aftenen når vi sov.
Men hvorfor skulle han finde på sådan en historie? Jeg kan ikke regne det ud … ikke få det til at give mening. Måske er han skør i bolden … det er han sikkert … helt sikkert … men come on. Og så hans mor … uh … det er for grimt … jeg kan ikke holde det ud. Det bobler dybt nede i min lavasø … der er noget, der vil op til overfladen … men jeg venter ikke, Laika, jeg kigger væk … jeg vil ikke se, hvad det er. Jeg vil flyve med dig ud til en stjerne i stedet, ikke for tæt på, tæt nok til at mærke dens varme og nyde flammernes dans på overfladen. Så kan vi sidde der og drikke cola og spise popcorn … ja … det gør vi … er du med, Laika? De popper sikkert af sig selv hvis afstanden er rigtig.
Astronomi og rumfart
Universet er uendeligt stort … men nogle gange kan det være i min hjerne. Andre gange svæver jeg … i det tomme rum. Hvad med dig?
Det giver slet ikke mening at regne lysår om til kilometer, men vi prøver. Ca. hvor mange kilometer går der på et lysår?
Hvilket årstal landede vi første gang på månen?
Hvad kaldes disciplinen inden for astronomien, der beskæftiger sig med det lys, vi kan se med det blotte øje eller gennem kikkerter?
I november 2014 satte et landingsfartøj sine metalben på en komet for første gang i historien. Hvad hed det?
Det første større dyr i rummet?
Himlens klareste stjerne, Sirius (eller Alfa Canis Majoris), kendes også under et andet navn. Hvilket?
Hvad befinder der sig i Mælkevejens centrum?
Hvilken planet bliver ofte kaldt enten morgenstjernen eller aftenstjernen?
Hvad består en stjernetåge af?
Jurij Gagarin var det første menneske i rummet, men hvad hed han til mellemnavn?
Share your Results:
Jeg har tændt syv fyrfadslys på et fad … de giver mig ro … jeg tænker på vores stjerne af alle kræfter, så billedet af hans mor på gulvet i stuen med fluerne ikke brænder sig fast. Jeg holder min pegefinger ind i flammen fra det nærmeste lys … længe … så længe, jeg kan holde det ud. Jeg var ellers holdt op med … den slags. Jeg tager den ud, den er sort af sod … ingen vabel denne gang. Så langemanden, den kan tåle lidt mere … smerten svider, brænder sig vej gennem billedet … det smelter … krøller sig sammen … jeg læser det ikke igen.
Et minde presser sig på … jeg ser det så tydeligt, som om jeg er der igen. Jeg sidder på gulvet i mit værelse … måske er jeg syv år … måske otte. Jeg kan høre mor i stuen, der er musik, hun nynner med på sangen. Hun er ikke god til at huske tekster … hun kan nogle af ordene, dem synger hun højt, resten bliver … tralala-bum-da-da … eller bare en tone … sådan noget. Melodier … ja … dem kan hun huske, hendes hjerne er fluepapir for gode melodier … har hun sagt. Hun kan begynde at nynne en sang, hun har hørt for et par dage siden, så plager hun livet af os andre for at huske, hvordan ordene i verset begynder. Hun støver af … hun synger … måske danser hun lidt … jeg kan ikke se hende … kun høre ujævne trin og hendes stemme. Det gør mig glad. Så går hoveddøren op, far kommer hjem. Musikken stopper. Far har slukket … det gør han tit … musik irriterer ham. Stemmerne bliver høje, jeg lukker min dør. Det hjælper ikke … jeg hører hvert ord, de råber til hinanden. Jeg rejser mig, vil kravle op i min seng, men på vejen derhen kommer jeg til at træde på en plastikdims på gulvet. Det gør ondt … meget ondt … jeg vil løbe ind til mor, men ved døren kommer jeg i tanke om balladen. Der står jeg … ryster … tænker … bliver klar over, at smerten ikke er en ond smerte. Jeg havde glemt lydene i stuen, det var dem, jeg ville gemme mig for … jeg glemte dem, da smerten kom. Det er en slags ahaoplevelse for mig.
Et par dage senere bruger jeg min nye erfaring. Det er værre … lydene kommer fra soveværelset … ikke kun høje stemmer, der er bump mod vægge … klask … skrig. Det er aften, vi er lagt i seng. Kira sover … jeg kan ikke putte mig ind til hende … hun vågner … det vil jeg ikke have. Jeg holder mig for ørerne nede under dynen … det er ikke nok. Trykket i brystet er mere, end jeg kan holde ud … jeg vil skrige … det vil også vække Kira. Så bider jeg mig selv hårdt i hånden … det hjælper lidt. Jeg tager fat med den ene hånd om mit lår … borer neglene ind, så de sætter mærker … det bløder ikke. Jeg ligger under dynen, og smerten laver en kapsel af tung luft omkring mig … tung … så lydbølgerne bliver døsige og fjerne. Til sidst falder jeg i søvn.
Sådan var det ikke hele tiden, Laika … det kom i bølger. Kira og jeg havde vores egen måde at overleve på. Om dagen gik vi ud i haven, når huset var fyldt af larm … også nogle gange om aftenen, hvis vi ikke var lagt i seng. Det faldt os ikke ind at stå op og stikke af. Mikkel var på sit værelse. Han havde sin computer og sine hørebøffer. Jeg talte ikke med ham om det … måske lagde han ikke mærke til noget. Sådan en skærm er god at have … verden bliver væk … man kan gå ind for sig selv … lave sin egen verden. Kira og jeg havde et fjernsyn og en iPad til deling.
Læs videre ->