Hej Laika, jeg er på vej hen til Philip, han har inviteret nogle venner til en lille fest, ikke nogen speciel anledning … bare fordi. Philip er mega lækker, jeg er helt væk i ham. Desværre er det ikke en pige som mig, han er på udkig efter, jeg er for … hm … almindelig … ja … eller for mærkelig. Julie er overbevist om, at han er forelsket i hende … det tror jeg ikke. Han kigger aldrig på hende på den der måde … hun bliver skuffet. Philip går i parallelklassen, men han bor på samme vej som mig. Min mormors hus ligger lidt længere nede ad vejen på den anden side. Jeg har kendt ham, siden vi begyndte at komme hos mormor sammen med mor … dengang var han bare en legekammerat, nogle gange irriterende, ikke noget særligt. Mit hjerte står stille, hver gang han kigger på mig. Jeg har sagt til mig selv, at jeg skal holde op med at være fjollet og se at komme videre med mit liv. Det går ikke. Philip har haft flere kærester, selv om han er yngre end mig. Han slår hellere op end tager en konflikt … har jeg hørt nogen sige. Sidst var det dog kæresten, der slog op med ham … hold kæft … han blev hidsig. Hun går en klasse under os. Jeg har hørt hende sige, at hun ikke gad være med til hans små julelege mere. Det var for uforudsigeligt at være kæreste med ham, og han ville bestemme det hele. Måske er det hende, der er for dominerende … hun kan ikke holde på en kæreste ret længe ad gangen.

  

Festen er i kælderen … hans forældre har det sejeste hus på vejen, og det siger ikke så lidt. Kvarteret er det dyreste i Odense, de mangler ikke penge. Endnu en grund til, at han aldrig vil vælge mig.

– Hej Silje, siger Julie.

Hun står uden for Philips hus og venter. Det ligner hende ikke at tøve med at gå ind. Hun er pludselig blevet genert … det er sjovt.

– Hej Julie, er du klar til at feste?

Det var en lam replik. Julie er altid klar til fest. Vi går ind. Philip tager imod os i døren … han giver os et kram og hjælper os af med overtøjet. Han efterlader sin duft på min kind, den sender impulser ind gennem huden og ud i blodbanen med det samme. Jeg må holde mig på afstand … jeg kan ikke finde ud af at opføre mig normalt, hvis han er for tæt på.

  

Det gør jeg så … holder mig på afstand. Kælderen er fuld af folk, mange jeg ikke kender. En del lækre fyre. Jeg har ingen kæreste, det gik ikke så godt i mit sidste forhold … glem det … siger jeg til mig selv … glem det. Jeg vil have det sjovt og glemme, hvor besværligt livet nogle gange kan være.

Laika, hvorfor ryster du på dit hundehoved? Hvad ved du om livet? Ja, jeg er ung, og hvor svært kan det være. Det er let at sige for dig … du svæver rundt oven over alting, du kan flyve din vej, hvis noget kommer for tæt på. Du skulle prøve at være her midt i det hele … kaos til alle sider … man ved ikke, hvilken retning man skal gå i. Laika … nej … bliv hos mig … flyv ikke væk nu. Det var ikke min mening at gøre dig ked af det. Jeg har drukket for meget … munden løber løbsk … tankerne flyver i forkerte retninger … jeg kan ikke styre det. Måske er det på tide at gå hjem.

Julie og jeg sidder i tv-stuen og fjoller med et par fyre fra 1.g. Jeg vidste ikke, at Philip havde så mange venner. Måske er nogle af dem dumpet ind, fordi de lugtede en fest. Den ene sidder tæt ved siden af mig i sofaen … ind imellem lægger han sin hånd på mit lår. Jeg bryder mig ikke om det, han er ikke min type. Jeg vil gerne væk derfra … vil rejse mig op … han holder endnu bedre fast om låret … lægger den anden arm om mine skuldre … trækker i mig. Han vil kysse mig.

– Hallo! Styr dig lige!

Jeg råber så højt, jeg kan, og slår på hans hånd med knytnæver.

– Julie! Hjælp mig!

Julie siger ingenting, hun er helt nede i halsen på den anden fyr … jeg fatter hende ikke. Hun vender sig om og sender mig et sløret blik … trækker på skuldrene … fortsætter med fyren. Hun tror, vi stadig pjatter, men han vil noget mere … jeg vil ikke være med.

– Vær nu ikke så kunstig, siger fyren.

Han læner sig ind over mig … hans hånd bevæger sig længere op ad låret … snart rammer han mine trusser. Hans venstre arm holder mig i en skruestik, hans ansigt nærmer sig mit. Jeg vender hovedet væk … råber at han skal holde op. Så siger han pludselig en halvkvalt lyd, og hans arm bliver slap. Jeg kigger op. Der står Philip med armen om halsen på ham. Han har trukket fyren op af sofaen på den måde, ansigtet har fået en usund kulør. Fyren kæmper for at komme fri … spræller … hans knæ rammer mig på kinden … jeg vælter ned på gulvet. Tårerne springer frem i mine øjne … ud af øjenkrogen kan jeg se Philip smide fyren ud.

– Hvad bilder du dig ind at sidde og pille ved min kæreste! råber Philip.

– Hey, det vidste jeg sgu ikke, råber fyren tilbage, – giv mig min jakke, din fucking stodder!

– Du skal ikke kalde mig stodder, siger Philip.

Han stikker fyren en på kassen, så han trimler baglæns ud ad døren. Så smækker han den i med et brag. Først nu går det op for mig, hvad Philip lige har sagt. Hvornår blev jeg hans … kæreste? Han sagde det vel for at få ham fyren ud i en fart. Jeg sidder og mærker efter på kinden … det dunker og svier … men ikke mere end det. Så kommer Philip ind igen.

– Er du ok? siger han bekymret. – Kom med ud på badeværelset, så kan du få noget koldt på kinden.

– Det er ikke nødvendigt, siger jeg.

Varmen stiger op i kinderne og får det til at dunke endnu mere. Jeg genvinder … nogenlunde … kontrollen over mig selv … alkoholen suser stadig rundt i kroppen … langt over den accepterede fartgrænse. Hvis jeg har en plan i dette øjeblik, er det at få ham væk i en fart … inden jeg går fuldstændig i selvsving. Jeg er svimmel … det er alkoholen … nej … slaget … nej … Philip … nej … det hele … jeg ved det ikke … bare svimmel.

– Vil du med ovenpå, siger han, – der er mere fred og ro, så du kan komme til dig selv. Mine forældre er ikke hjemme, det er ok.

– Øh … det … ved jeg ikke, siger jeg.

Jeg er forvirret over hans pludselige omsorg. Philip hjælper mig op og fører mig hen mod trappen uden at vente på yderligere svar. Festen er stadig i gang … folk sidder rundt omkring ved borde eller på gulvet … snakker … danser i gildesalen … står i krogene og kysser. Enkelte har overgivet sig, de ligger og sover den ud midt på gulvet … man må træde hen over dem for at komme forbi. Philip ryster på hovedet og sparker til et par stykker. Han beder dem skrubbe hjem, hvis de ikke kan holde sig vågne … han skal ikke have overnattende gæster.

Vi kommer til trappen … han fører mig ovenpå. Jeg tøver … hvad vil han?

– Jeg tror ikke, det er nødvendigt, siger jeg og vil trække armen til mig.

– Pjat med dig, siger Philip.

Han ser mig lige ind i øjnene … jeg har svært ved at holde balancen på trappen. Han lægger armen om mig og fører mig videre op. Hans overarme er muskuløse … hans brystkasse er fast og tryg at hvile hovedet på. Jeg vover at lægge min arm om hans krop, den føles hård og veltrænet.

– Kom med herind, siger Philip, – der er en divan, du kan ligge og hvile dig på, så kommer jeg om lidt og ser, hvordan det går.

Han fører mig ind i et gæsteværelse ved siden af trappen. Der er køligt og dufter frisk af gulvvask og blomster. Jeg er stadig svimmel … det er rart at ligge ned. Philip stryger mig på kinden, så går han nedenunder igen. Jeg falder i søvn.

Jeg ved ikke, hvor lang tid, der er gået, da jeg vågner, min mobiltelefon har jeg efterladt i tasken i kælderen. Der kommer ingen lyde op nedefra … jeg er usikker på, hvor meget man normalt vil kunne høre. Så er der alligevel et par stemmer. Jeg anstrenger mig for at høre, hvad de siger … genkender Julies stemme.

– Det plejer hun sgu ikke!

– Men jeg så, at hun gik, lyder Philips stemme, – hun var skidefuld, jeg er sikker på, hun er gået hjem for at sove den ud. Der er jo ikke så langt.

– Hun plejer at sige farvel, hun går ikke uden mig, bliver Julie ved.

Hendes stemme er skinger, sådan som den lyder, når hun har fået for meget at drikke. De taler om mig. Jeg sætter mig op. Philip må have glemt, at han har fulgt mig herop … eller … tror han måske, jeg er gået? Jeg føler mig på forbudt område. Det var ikke meningen at falde i søvn her. Jeg vil gå ned til dem, så bliver jeg svimmel og kvalm igen … jeg falder tilbage på divanen … eller … det er ikke en divan … det er en boksmadras. Der er trukket et stræklagen stramt hen over den, langs med væggen står 5-6 store, bløde puder. Jeg kan høre døren nedenunder smække, Philip må have overbevist Julie om, at jeg er gået. Jeg får dårlig samvittighed, men jeg er for fuld til at gøre noget ved det. Jeg døser hen igen.

Da jeg vågner, ligger Philip ved siden af mig … hans hånd hviler på min hofte … hans øjne er klare … uden undskyldninger. Et smil ligger i mundvigen. Jeg er pludselig meget vågen, kvalmen er væk.

– Du er super dejlig, siger Philip, – vidste du det?

Jeg slår blikket ned … en del af mig vil springe op … råbe, at han ikke er rigtig klog … at jeg ikke er en luder, han kan behandle på den måde … men jeg rører mig ikke ud af stedet. Er det ikke det her, jeg har drømt om? Han er min drømmeprins, jeg har kredset om ham, siden jeg flyttede ind på vejen. Jeg troede ikke, han kunne falde for mig. Nu … lige nu … sker det … lige nu er vi her … sammen. Jeg vil fastlåse dette øjeblik i min bevidsthed. Philip og jeg … sammen på en stjerne i himmelrummets uendelige sorte hav … kun os to … intet må forstyrre dette øjeblik … intet må komme imellem os … intet nogensinde.

Jeg åbner blikket mod ham og lukker ham ind. Han tager mig i besiddelse, som kun han kan. Vi er ikke længere to planeter i hvert sit solsystem … vi er så tæt på hinanden … jeg ved ikke, hvilket stjernestøv der er hans … hvilket der er mit. Nu kredser vi om samme sol … helt tæt … ingenting kan skille os ad. Han elsker mig blidt og intenst på samme tid, jeg giver ham alt … alt … hvad jeg har, selv om jeg havde lovet mig selv, det aldrig skulle ske igen. Hvad er der galt med mig … hvorfor kan jeg ikke holde noget tilbage … hvorfor skal jeg give det hele væk på én gang? Han kalder på noget dybt i mig, der vil elskes … berøres … igen og igen … jeg kan ikke få nok. Jeg er bange for at suge alting ud af ham med det samme, men Philip har mere, end jeg kan få ud i første hug. Jeg slipper kontrollen og lader ham bestemme. Det føles godt … ja … det er ordet … godt.

Bagefter ligger vi og ser ind i hinandens øjne. Han holder min hånd og betror mig, at han har været tiltrukket af mig siden første gang, han så mig. Han kender min historie. Han vil ikke skade mig … han vil passe på mig. Han fylder mig med gode ord … jeg flyder i et hav af kærlighed … nu er det os to … Philip og jeg.

  

Sådan er det, Laika … sådan er kærligheden. Overraskende … altopslugende … når man mindst venter det, kommer den og forandrer alt. Jeg er … tør jeg tage det ord i min mund? … jeg er … ja … l – y – k – k – e – l – i – g … kan man være det med et liv som mit? Ja … det kan man … det skal man kunne … det vil jeg vælge at tro på … Laika … tro på det sammen med mig. Philip er sød, kærlig, han kan hjælpe mig, han forstår det … han vil ikke gøre mig fortræd.

Læs videre ->