Livet er kynisk, sparer ingen, tilfældigheder styrer lykke, ulykke. Jeg troede, jeg kunne finde en slags forklaring i min slægt, måske sjælefred. Jeg giver ikke andre skylden, det kunne være rart at finde en slags forklaring. Det ligger i generne, siger man, så kan man ikke gøre for det. Når barnet opfører sig forfærdeligt, ligner han en onkel på eksmandens side, hvis datteren har charmeret bukserne af en ungersvend, det ligger i generne, sådan var hendes mormors søster Anna også. Det er ikke sandt, det kan aldrig alene være genernes skyld. Jeg tog nogle dårlige valg, det betaler jeg for, det er ikke genernes skyld, man kan godt have brug for en forklaring alligevel.
Min første udfordring var at finde far. Mor havde fortalt så mange historier om ham, jeg havde ikke den fjerneste anelse om, hvad der var sandt, hvad der var hentet op fra bunden af en ølflaske. Hver gang jeg forsøgte at fritte hende ud, satte hun i bakgear, nægtede at åbne munden. Jeg vidste, han hed Anders, kom fra Svendborg, selv det var jeg ikke sikker på. Min dåbsattest var forsvundet i et flyttelæs engang, jeg bestilte en ny, min fars navn stod der ikke. Jeg søgte om adgang til faderskabssagen, jeg havde min egen fødselsdato, mors navn, det var tilstrækkeligt. Langt om længe stod jeg med min far i hånden, papirer som beviste, han eksisterede. Han hed Anders Møller Olsen, født i Svendborg lige før Anden Verdenskrig, 1938. Han måtte være omkring halvtreds, papiret fortalte ikke noget om, hvor i verden han befandt sig. Hvis han var sømand, kunne han være hvor som helst, jeg ville ikke tænke på, han også kunne være død.
Enlarge

Min far rejste fra os, måske smed mor ham ud, det ville hun ikke fortælle, det var begyndelsen på historien om sømændene. Jeg var lille, forstod ikke, hvad det gik ud på. Hun ville beskytte mig, sørge for, jeg ikke blev skræmt, de var alle sammen min far, sådan fik hun livet til at hænge sammen. Hvem ved, om min far var hendes livs kærlighed, han vendte aldrig tilbage, hun ledte efter ham over det hele, i alle de sømænd, hun mødte på sin vej. Jeg kan ikke finde noget, de alle havde til fælles, jeg kan ikke forestille mig min far ud fra dem, ikke deres udseende, ikke deres væremåde, deres sprog, deres måde at bevæge sig på. De var alle fremmede, fra de kom, til de gik.
En af mors sømænd var bartender, han blandede drinks med en behændighed, jeg kun havde set i film. Han blandede også en til mig, uden alkohol, jeg var ti år. Jeg kunne godt lide ham, drømte om, han var min far, han hed Frank. Mor blev alt for fuld, når de var sammen, det var lige meget, han byggede Lego med mig lørdag morgen, når mor ikke stod op. Han gik til bageren efter rundstykker, brunsviger, så lavede han kaffe, vi fortalte frække vittigheder, vi spiste til vi revnede. Jeg fik lov til at drikke lunken kaffe med mælk, sukker i, jeg ved ikke, om jeg kunne lide det. Stemningen var lun, på en måde blågrå, som tågerne over cafebordene, hvor jeg forestillede mig, han arbejdede om natten. Jeg drømte mig ind i hans liv, smilet fra hans skæve, gule tænder erobrede min sjæl, gjorde mig varm helt ud i tæerne. Jeg drømte om at blive bartender ligesom ham, i virkeligheden ved jeg ikke, hvad han lavede, en måned senere var han væk. Mor sagde, han var blevet taget af politiet, hun sagde så meget.
En anden af sømændene var sjakbajs, jeg var ret betaget af det ord. Jeg kan ikke huske, hvad han hed, han var lidt kraftig i det uden at være fed, muskuløs, ikke så høj. Hans hår var helt kortklippet i siderne, oppe på hovedet var det langt, redt lige tilbage, nogle gange havde han en elastik i, det så underligt ud, jeg forsøgte at lade være med at grine. Når han gik, hang hans arme ud fra kroppen, han havde ståltråd under armene i stedet for hår. Sjakbajs var noget med at bestemme, jeg gik på gaden, skød brystet frem med armene ud til siden, rettede ryggen, øvede mig med dyb stemme, jeg er sjakbajs, proklamerede jeg. Han var en type, man ikke skulle gå i vejen for, jeg var glad, da han havde holdt sig væk så længe, jeg var sikker på, han aldrig kom igen.
Jeg var ikke ked af det hjemme, når sømændene var der, de gjorde mig ikke noget, kun havnearbejderen, mor var gladere, når der boede en hos os. Når hun var alene, passede jeg mig selv, hun glemte at komme hjem, sad på værtshuset, jeg hentede hende, når jeg blev sulten, nogle gange gav hun mig penge til grillbaren. En gang var det nær gået galt, hun fik for meget, ville ikke vågne næste morgen, jeg ringede efter ambulancen, de tog hende med til udpumpning, måske var der også piller.
Hvordan havde livet været med min egen far, det kan man godt overveje, jeg kender ham ikke, måske ville det ikke have været anderledes. Skæbne er noget underligt noget, man kan ikke gøre noget ved det, der sker det samme, uanset hvad man vælger, det er en mærkelig tanke, befriende, uhyggelig på samme tid. Jeg vil gerne tro det, skylden ligger ikke så tungt på mig, hvis det er sandt, jeg tror det desværre ikke.
Læs videre ->Læs kun Kevins bog ->