Jeg skal ud med Philip i dag, Laika … han har en gave til mig. Det er præcis et år siden, vi begyndte at komme sammen, og han vil gerne fejre det. Selvfølgelig! Det er jeg med på. Vi skal mødes foran en cafe inde i byen om lidt … jeg har travlt. Philip kan ikke lide at vente. Jeg har ikke fortalt dig, at han har røven fuld af penge, hans far er direktør. Jeg tog ham ikke for pengenes skyld, men der er nu noget over sådan en direktørsøn. Han er vant til at blive vartet op, kan få det, som han vil have det. Ikke alene det, han ved lige præcis, hvordan han vil have det. Det er både trygt og … skræmmende på samme tid. Jeg ved ikke altid, hvad jeg vil. Så er det rart at overlade beslutningerne til Philip, selv om det først bliver perfekt, når han husker at fortælle mig, hvad han har bestemt sig for. Det glemmer han … tit. Nogle gange kommer jeg til at gøre ham sur … uden at jeg ved hvorfor. Han kan bare sige det, hvis jeg gør noget, han ikke kan lide. Han skrider … uden et ord. Det er det mest irriterende ved ham. Bortset fra det er han den mest … fantastiske fyr, jeg har kendt, og så er han pæn. Han gør meget ud af sig selv … klæder sig med stil, som man siger. Ja … er der mere at sige? Han er cool. Jeg føler mig heldig sammen med ham. Vi har været … uvenner et par gange, men det var min fejl. Jeg forstod ikke, hvad han ville have. Jeg skal lære, hvordan jeg aflæser ham. Han skal lære at fortælle, hvad han vil … ikke kun tænke det. Vi har masser af tid … hele livet foran os. Der står han … smuk og galant. Vi er det perfekte par.

– Hej honey, siger Philip.

– Hej, siger jeg, – skal vi gå ind? Jeg kan ikke vente med at se, hvad du har til mig.

Der er et glimt i Philips øjne, som jeg ikke kan placere. Det passer ikke til situationen, det … skræmmer mig. Jorden forsvinder under mig … jeg svæver nogle centimeter over fortovet. Hans mundvige bevæger sig … opad … det ligner ikke et smil … det er det vist. Han laver et kast med hovedet mod cafeen.

– Vi skal ikke derind, siger han.

Han blinker på den der Philip-måde. Jeg lander … forsigtigt … på fliserne igen. Han tager mig let om albuen og drejer mig omkring, fører mig ned ad Kongensgade … næsten ned til enden. På vejen taler vi om det år, der er gået, vi har lært meget om hinanden … også om os selv. Når man har en kæreste, skal man hele tiden forholde sig til en anden person … forstå signalerne … indstille sig på nye frekvenser. Philip synes ikke, det er raketvidenskab, man skal bare være sig selv og løse de misforståelser, der nogle gange opstår, fordi vores … baggrund er … forskellig … ja … forskellig … hvorfor … siger han det? Hvorfor skal han minde mig om min … baggrund? Mine kinder blusser, men han mærker det vist ikke. Det er køligt i aften, der er en fugtighed i luften, regnen venter på det rette signal. Jeg skubber det fra mig, i aften skal vi nyde hinandens selskab. Der løber en gysen gennem min krop … ikke noget dårligt … en forventning om bagefter … i aften … hjemme hos ham.

Vi nærmer os en af disse buffet-restauranter, der praler af deres store antal forskellige kødretter, man kan tilmed få kænguru og vildsvin. Jeg undrer mig, for Philip er ikke glad for buffeter. Så skal man selv øse op og betale ved kassen til sidst. Han er mere til tjener-restauranter. Så ser jeg det … lige ved siden af … en japansk sushi-restaurant.

– Så er det her, siger han.

Stemmen er drillende, han lægger armen om skuldrene på mig, som om han er bange for, at jeg skal stikke af. Det har jeg … også mest lyst til.

– Mener du det? siger jeg med en stemme, jeg næsten ikke selv kan høre.

– Har du glemt …

– Tsshy, siger han, – vær nu frisk. Jeg har bestilt menuen, det bliver fantastisk. Du har ikke smagt noget lignende før i dit liv.

Vi sætter os ved det reserverede bord. Jeg siger ikke noget, han ved det … jeg kan ikke fordrage sushi … enten er han glemsom eller også fucking ondskabsfuld. Har jeg gjort et eller andet … forkert de seneste par dage? Jeg kan ikke komme i tanke om noget. Gyset fra før siver ned i fødderne. Jeg hægter skoene af og lader det løbe ud i det kolde gulv. Han sidder og tjekker sin mobil … facebook? … mailen? Han fnyser hånligt, taster løs på skærmen, altså mailen. Han har fritidsjob i sin fars virksomhed og skal altid være online, available … tror han da. Jeg venter. Kigger mig omkring. Her er hyggeligt … en lun, orange stemning … men jeg kan ikke falde til ro. Jeg er stiv som … størknet lava, forsøger at tage Philips hånd. Han flytter den og taster videre.

– Jeg skal lige svare på denne, så skal jeg være der, siger han.

Der går et halvt minut. Han smækker coveret sammen og lægger mobilen på bordet. Der ligger den og syder, jeg kan se den smelte tværs gennem bordet … lande på gulvet og fortsætte ned i … jordens glødende indre.

– Skal den ligge der? spørger jeg. – Kan du ikke lægge den i lommen … for os to?

Han skærer ansigt, ryster på hovedet.

– Der er en situation lige nu, siger han, – jeg er nødt til at handle det, hvis noget failer.

Han bliver så anglo-agtig, når han leger forretningsmand. Det er komisk, men jeg griner ikke ad det … mere. På en måde er det også cute. Nu tager han en lille pakke op af lommen, mit hjerte slår et dobbeltslag … et stød i brystet. Båndet er pink og sort. Han smiler, et rigtigt smil, jeg smelter. Jeg pakker op, det er en guldhalskæde med brillantvedhæng. Den er … virkelig … smuk … ægte … stenene er ægte … kæden 24 karat … jeg ved det … han har råd. Jeg er en kopi … en kopi af mig selv … mit andet jeg falder … falder ned … et sug i brystet lukker mine øjne et øjeblik … begejstringen går ikke helt ind … smykket er så smukt … det rører … ikke … ved noget i mig … hvorfor? Philip har set det. Jeg blinker ikke … jeg må blinke … kom så … viljestyrke … kontrol … ingen skuffelse … stop den … før den når øjnene … stop … ikke et glimt må slippe ud gennem spejlet.

– Åh, Philip, hvor er den … smuk! sukker jeg … uden at blinke.

– Du kan ikke lide den, siger han.

Stemmen er Sahara om natten, øjnene har et stænk af metal.

– Selvfølgelig kan jeg lide den!

Min stemme er desperat … tror jeg … måske er det ok … måske lyder den fornærmet.

– Jeg blev totalt overvældet! Den er virkelig smuk … fantastisk.

Jeg ryster på hånden, vil åbne låsen, men fingrene lystrer ikke. Philip løsner op, hans stemme skifter klang. Vi er i 1001 nats eventyr, han er kongen, jeg skal finde på eventyr nok til at leve … en dag mere. Han står bag min stol og hægter kæden om min hals. Jeg lukker øjnene … men det er der stadig … for mit indre blik … skafottet med galgeløkkerne dinglende foran mig.

På vej hjem efter mange sushi-specialiteter, dessert … den var god … ok … smagte ikke af fisk … og lidt for mange cocktails, holder han mig tæt, mens vi gør os umage for at gå i takt. Jeg har svært ved at gå lige. Fugtigheden i luften lægger sig på mit ansigt som tårer og får Philips hår til at kruse ved tindingerne. Han har sin bil holdende tæt på … dejligt … nu er der afterparty, jeg glæder mig til at falde i søvn i hans arme. Sushi-fiaskoen glemmer jeg snart. Han åbner døren … bagdøren. Jeg ser på ham … hvad er meningen? Han griner og skubber mig ind, sætter sig ind bag rattet, starter bilen og kører. Han plejer at være galant og åbne døren på passagersiden for mig. Han har fundet på en ny … leg. Jeg opgiver at gætte, hvad den går ud på. Kulden kryber ind på mig fra alle sider. Den bevæger sig omkring på armene under min sommerjakke og nede i skoene. Jeg folder armene over brystet og gør mig så lille som muligt for at undgå at sende varme ud af kroppen.

Vi kører et kvarter, han holder ind et stykke uden for byen. Det er mørkt. Han sidder lidt, jeg lader, som om jeg sover. Jeg ryster … ikke kun af kulde. Han ser op i bakspejlet … øjnene glimter af noget fremmed.

– Nå, siger han, – har du prøvet at bolle på bagsædet af en bil? Jeg så denne her film forleden, det gav mig lyst til at prøve noget nyt. Sådan en årsdag skal være noget særligt.

Jeg er meget tæt på at snerre … et eller andet dumt … fucking idiot … røvhul … men gør det ikke. Det vil hidse ham op. Philip kan ikke lide, når nogen råber eller taler grimt til ham.

– Hvorfor vil du vide det? siger jeg. – Er det ikke lige meget, hvad jeg har prøvet? Det er ikke noget særligt på et bagsæde. Det gør … ludere hele tiden. Jeg vil hjem, kan vi ikke køre hjem? Jeg fryser … det er mørkt … jeg kan ikke lide det.

Stemmen er … næsten … under kontrol … kun lidt skinger … ingen hulk … den ryster ikke. Philip griner fjoget, min frygt tænder ham … min frygt … han mærker den alligevel. Forkert taktik … jeg har lyst til at slå mig selv. Hvis jeg havde råbt, var han måske blevet sur og havde mistet lysten. Jeg bider mig selv i tungen for ikke at miste kontrollen.

– Men jeg kan lide det, siger han, – kom nu, lad os lege lidt. Det skal ikke altid være så kedeligt, vel?

Han går ud af bilen. Jeg vil åbne døren i den anden side … jeg vil også ud … det lykkes ikke. Han kaster sig ind over mig … roder med min kjole … mine trusser … sine egne bukser.

– Hold op, Philip, hyler jeg, – hold nu op, jeg vil hjem!

Min stemme er tynd som is … splintrer … fordamper i tusinde små dråber … de sætter sig indvendigt på vinduerne som dug. Han fortsætter … jeg er svimmel … så kommer kvalmen. Han kan ikke komme til, jeg ved ikke, hvad han har forestillet sig. Det er for trangt, hans fantasi er så småt ved at fordampe … sammen med min stemme. Han får en ny ide. Han bakser med døren bag sig og trækker mig ud ved benene, puffer mig rundt om bilen og ned i grøften. Den er fugtig og kold, det støvregner. Jeg holder op med at gøre modstand … ligger bare og venter på, han gør sig færdig. Så falder han tungt ned over mig … pruster. Kulden stikker op gennem min ryg med tusindvis af pigge … de kunne godt tage og spidde ham også … de er ikke lange nok. Vi kører hjem, han sætter mig af foran kollegiet. Jeg står og ser efter ham, holder om halskæden, indtil der er dybe furer i hånden og i nakken.

Jeg vågner langt op ad formiddagen. Jeg har brug for at tale med nogen, men Julie er ikke hjemme. Laika, du er hjemme. Der er noget, jeg har … tænkt over. Måske kan du give mig svar … ellers kan du lytte. Nogle gange kommer svaret af sig selv, når man taler. Der er så meget, der handler om penge. De er alt for … vigtige … selvfølgelig er det vigtigt at tjene nok, forsørge sig selv og sin familie. Men når fokus skifter … det sker … det gør det … så handler det om, hvor meget man kan skrabe til sig … hvad man kan spare sammen til … hvad man skal bruge sine ekstra penge på. Så giver det ingen mening at kalde noget ægte eller uægte … hvis man ikke kan få penge for det, altså.

Men det er forkert, Laika, jeg ved, det er forkert. Der findes jo veninder … ægte veninder … ægte venner … det har ikke noget med penge at gøre. Man skal ikke skylde nogen noget, har jeg hørt folk sige … det er også forkert. I et venskab må man gerne skylde hinanden at være ægte, man må tilmed skylde hinanden alt. Så kan man ikke bare … droppe venskabet, hvis noget går skævt. Julie og jeg er stadig veninder, vi skylder … på en måde … begge hinanden livet. Det er ikke alle, der kan tåle sådan en afhængighed. Nogle finder det kvælende, men for mig er livet blevet værd at leve igen.

  

Laika, jeg har lyst til at fortælle dig noget fra min barndom. Jeg har både gode minder … og dårlige … hvem har ikke det … alle har oplevet dårlige ting, men jeg vil først vise dig nogle af de gode. Det er lettere at fortælle om de … svære ting, når man først er kommet i gang med de gode.
Jeg har en søster, Laika, det har jeg ikke fortalt. Jeg elsker hende meget højt … kan du se, jeg blinker? Hun er tre år yngre end mig. Egentlig er hun min halvsøster, men jeg regner hende som min helt ægte søster. Kira. Da vi var børn, sagde mor altid, at det betyder stråle af lys. Det var hun meget stolt af og pralede af det hele tiden. I virkeligheden betyder det herskerinde … det passer meget bedre til hende. Mit eget navn betyder blind. Desværre vil Kira ikke tale med mig mere, men jeg håber, vi engang kan nærme os hinanden igen. Dengang alting eksploderede … i Big Bang … blev vi blæst fra hinanden … vi blev to sprængstykker af vidt forskellige materialer … to planeter … to himmellegemer … helt forskellige med hvert sit liv. Nu kan vi ikke længere nærme os hinanden, uden at alt liv på begge udslettes. Som hvis månen eller solen landede på jorden … så ødelæggende ville det være. Jeg er ikke tæt nok på hende til at vide, om hun er en planet, en måne eller en sol … måske kommer jeg det en dag. Måske kan du se det, Laika, du som svæver rundt ude mellem stjernerne. Hvis du finder ud af det … lov mig at fortælle det. Det kan aldrig blive som før, men jeg nægter at tro, det er … forbi. Jeg håber ikke, hun er blevet til en måne så gold som vores egen følgesvend. Der må stadig være potentiale for liv i hende.

Der boede en mere hos os … ikke min bror … Kiras halvbror … Mikkel. Han er lidt yngre end mig, i skolen gik han en klasse under mig … han er fars søn. Nu skriver jeg far … det er forvirrende … han er ikke min rigtige far, men den eneste far, jeg har kendt. Så, hvis det ikke gør noget for dig, Laika, kalder jeg ham far indtil videre. Altså … Mikkel … min papbror … jeg ved ikke, hvorfor han boede hos os og ikke hos sin egen mor. Dengang syntes jeg, det var unormalt. Jeg tænkte, at hans mor var en slags … heks eller en ond stedmor for nogle andre børn. Så kunne hun ikke også være en god mor for ham. Det var meget barnligt af mig. Han blev boende hos os, også selv om far nogle gange … flyttede ud. Han havde sit eget værelse. Jeg delte værelse med min søster. Det var ok, for vi skændtes tit, og han slog mig, når han blev vred. Engang ville han nikke mig en skalle, men jeg flyttede mig. Han ramte dørkarmen i stedet. Sikke en ballade.

Men nu gør jeg ikke det, jeg sagde før. Jeg er allerede i gang med de … svære ting. Vent lidt … jeg finder nogle gode.

Jeg kan ikke huske, hvad jeg tænkte om Kira, da hun blev født. Jeg var jo så lille. I det første minde, jeg kan huske om hende, er jeg måske fem år. Vi sidder i sandkassen i haven, det er eftermiddag og koldt … det må være vinter, for vi har flyverdragter på. Kira har taget handsken på højre hånd af, i venstre har hun en skovl. Hun graver i sandet med blå fingre, der er is på vandpytten ved siden af hende. Hun kigger på sandet og tager fingrene op til munden, men hun må ikke spise sand … mor har bedt mig passe på hende … hun får orme i numsen, siger mor, det er så irriterende. Jeg holder fast i hendes hånd, hun slår ud efter mig med skovlen og rammer mig i øjet. Jeg kan mærke frustrationen og gråden stige op i halsen … nu … som om det skete i går. Hvad skal jeg finde på for at få hende på andre tanker? Gennem den stikkende smerte i øjet ser jeg fingrene på vej mod munden igen … klumpen i halsen bliver større … jeg vil synke den … så får jeg en ide. Jeg rejser mig op og hyler, mens jeg hopper omkring og holder på mit øje, så ændrer jeg tone, min hylen bliver til abelyde, og jeg hopper op og ned, klapper mig selv på hovedet, kratter mig på maven, bukker mig forover og spiler øjnene op. Det stikker og prikker i øjet, men jeg bliver ved. Kiras hånd stopper halvvejs mellem sandkassen og munden … hun måber … et smil bryder frem, til sidst klukker hun af latter, klasker skovlen ned i sandet og glemmer at smage på det. Jeg tager en sandform … den ligner en banan … og lader, som om jeg slikker på den, vender den om og fylder sand i den. Vi laver banankager hele vejen rundt på kanten af sandkassen. Det er svært. Kira når at ødelægge en, hver gang jeg har lavet to. Til sidst kommer mor ud og kalder, det er tid til aftensmad.

– Kira, har du nu spist sand igen, siger hun og kigger bebrejdende på … mig, – du har sand i hele hovedet, og hvor er dine handsker?

Jeg samler handskerne op og trasker med dem ind.

Laika, det er ikke for at tale udenom, men hvad jeg skal sige om i går? Philip plejer ikke at være sådan, måske går det over. Jeg fortæller det ikke til Julie … hun fatter det ikke … hun mener, det er mig, der ikke kan håndtere det. Måske har hun ret.

Læs videre ->