Godmorgen Laika … nå … ja … forkert ord … det er langt op ad formiddagen, men jeg er lige stået ud af sengen. Om lidt kommer Julie, vi har aftalt at skrive rapport i dag. Lektier bliver næsten hyggelige, når man kan lave dem sammen.

Jeg har overvejet, om jeg skal slette min facebookprofil, der er tit nogle … klamme kommentarer. Alberte og Sandra er de værste, de benytter enhver anledning til at svine mig til. De har fået en ide om, at jeg har været sammen med Albertes kæreste … det har jeg ikke, hvorfor skulle jeg det? Philip er hundrede gange mere lækker end hendes Sebastian. Det kan da godt være, jeg flirter lidt en gang imellem … det gør hun også selv … hvem gør ikke det. Philip bliver let jaloux, det ville være idiotisk af mig at gå ud med andre end ham. Bortset fra Julie … altså … det må han acceptere. Man har brug for en venindeaften ind imellem.

Tilbage til facebook. Hvis jeg sletter den, slipper jeg for Alberte, men så får hun det, hun gerne vil have. Hun vil have mig til at lukke ned, og det skal hun ikke bestemme. Jeg har mange … venner, og så er der mormor, hende vil jeg gerne holde kontakten med. Det er mærkeligt med det der såkaldte cyberspace, Laika … det navn har det fået, fordi man tænker på det rigtige himmelrum med planeter og stjerner, der svæver vægtløse omkring. Det er ikke nogen særlig god sammenligning. Det virkelige space er fysisk konkret med enorme masser, der tiltrækker og frastøder hinanden … brændende stjerner … iskolde måner … sorte huller, hvor alting bliver væk … og så vores lille, blå planet i midten af ingenting. I cyberspace er det hele så … luftigt, hvis man rækker hånden ud, får man ikke fat i noget. Man kan brænde sig eller fryse til is … ja … hm … endda blive væk, men man finder aldrig ud af, hvad der skete. Det er en stor … illusion. Det er mennesker af kød og blod, der styrer tingene, men man ved ikke, om de er dem, de giver sig ud for at være. En Pinocchio med flere snore, end man kan tælle, bliver styret af små mennesker hver for sig uden nogen koordinering. Jo længere tid, der går, jo længere bliver næsen også. Han blinker med garanti ikke … svindel … løgn og bedrag … blomstrer og trives som aldrig før. Internettet er ude af kontrol, der er ikke nogen, der har overblikket over, hvad der sker derude, det er blevet et enormt monster, der smadrer alt omkring sig, hver gang det kommer til at flytte en smule på sig. Et Pinocchio-monster … hm … hæh … prøv at forestille dig det, Laika, det kan du sikkert ikke.

  

– Har du hørt det sidste, siger Julie.

Vi sidder ved skrivebordet med bøger, noter og hæfter over det hele.

– Hvad tænker du på? svarer jeg, – der sker så meget hele tiden.

Jeg smiler udfordrende, hun smiler tilbage. Det er jo sandt, det sidste nye i går er old news i dag. Men Julie er ekspert i at samle snask op fra alle hjørner af bekendtskabskredsen … inklusive de fjerneste hjørner … så når hun spørger på den måde, har jeg højst sandsynligt ikke hørt noget. Det er det mest irriterende ved Julie, hun er sladderens dronning nummer et. Alligevel stoler jeg på, at hun kan holde på mine … hemmeligheder. Det er egentlig paradoksalt, når jeg tænker efter, så det vælger jeg ikke at gøre. Hun har i hvert fald ikke sit snakketalent fra sin mor, for hun siger aldrig et ord, når jeg er hjemme hos dem, men det er jeg ikke så tit. Der er mere ro hos mig. Julie er vokset op skiftevis hos sin mor og far med hver deres nye kærester. I de små klasser boede hun en uge hvert sted, indtil hun blev træt af at være vagabond … det er det ord, hun bruger … vagabond … og gjorde sig så umulig, at hun fik lov til selv at bestemme, hvor hun ville bo. Da jeg … begyndte i hendes klasse, boede hun fast hos sin mor og var hos sin far et par weekender om måneden. Som sagt er hun pæn, hun er brunette som jeg, af og til farver hun sit hår rødt eller sort, en enkelt gang har hun også affarvet det, men det endte med at blive lyserødt … så var hun færdig med det. Hun har en bestemt måde at bevæge hovedet på, når hun flirter, et lille finurligt kast, mens hun sender dig blikket, der får varmen til at stige helt nede fra mellemgulvet og op i kinderne. Hun kunne gå lige ind i et modeblad, hvis hun ville, hun gør også sygt meget ud af sin makeup. Julie flirter med alle … piger og drenge … hun har ingen hæmninger på det punkt. Det skaffer hende fordele hos begge køn … siger hun. Det kan godt være. Hun er god til at smyge sig med ind de mest utrolige steder, og hun får som regel gode karakterer, selv om hun ikke er en skid klogere end mig.

– Det er Alberte, siger Julie, – hun har slået op med Sebastian. De havde et mega skænderi i fredags. Men det har været undervejs et stykke tid.

– Har det?

– Altså Silje, du lægger da heller aldrig mærke til noget.

– Og det har jeg det fint med. Desuden fortæller du mig de vigtigste ting … så hvorfor skulle jeg bruge tid på det?

Sarkasmen glimter imod mig fra hendes blågrå øjne med den der lille flig af grønt i det venstre, der er så fascinerende. Mine er brune … bum. Julies sarkasme er ikke ondskabsfuld, det er mere en forundring over verdens mangfoldighed, når hun møder mennesker som er så forskellige fra hende selv, som jeg er. Hun synes, det er spændende … har hun engang sagt.

– Det lader til, at Sebastian har haft gang i Sandra ved siden af, tilføjer Julie.

– What! Så er der kold luft mellem slyngplanterne, siger jeg og forsøger at forestille mig det umulige.

– Nej, desværre. Sandra bed ikke på, hun sladrede til Alberte, og så var det, at uvejret brød løs midt i fredagsbaren. Sebastian bliver ved med at sige, at Sandra lyver, men hvem køber den.

Hun skærer ansigt og sender mig blikket. Hendes høje kindben og smalle ansigtsform giver det ekstra styrke. Det er hendes udseende, der får det til at lykkes hver gang. Hendes læber er fyldige, og hun undlader ikke at fremhæve det. Hun bruger både blyant og pensel, selv i dag hvor vi bare skal lave lektier. Tænk, hvis hun mødte drømmefyren i Netto lige den dag, hun havde sjusket med makeuppen … det er hendes motto. Jeg har kun lagt en hurtig streg ved øjnene og så mascara, selvfølgelig. Ingen grund til at overdrive. I modsætning til Julies er mit ansigt nærmest rundt. Desuden har jeg arvet min mors fregner, jeg dækker dem med foundation, når jeg ikke har planer om at være hjemme hos mig selv hele dagen. Mine øjenbryn er for kraftige, men heldigvis er de artige … holder pænt den korrekte afstand til hinanden. Julies er smalle og buer op på den helt rigtige måde, hun behøver ikke at plukke dem. Det gør hun vist alligevel.

– Nå, men så har vi hende nok på nakken snart, siger jeg og glæder mig ikke til de forventede syreangreb på facen.

– Don’t feed the trolls, siger Julie.

– Hvad?

– Ignorer hende, folk, der bare er ude på at provokere, skal man ikke give opmærksomhed. Trolls, kalder man dem.

– Jamen … altså … jeg svarer aldrig, men det er fucking annoying alligevel. Hvis jeg sletter hendes kommentar, skriver hun den igen. Jeg gider ikke mere, og hvis jeg ikke kan lægge noget ud, er det ikke sjovt at være på.

– Hvorfor blokker du hende ikke?

– Tja … jeg ved ikke. Det hjælper nok ikke alligevel, og det virker også sådan … lidt overdrevent.

Jeg kan selv høre, det lyder idiotisk. Alberte er overdreven … ikke jeg.

– Det er endnu mere overdrevent at hoppe ud af facebook, svarer Julie. – Og du er også på twitter og instagram, snapchat, hopper du så også af der? Du kunne ligeså godt flytte til en øde ø og begynde at gå med bastskørt.

Vi griner begge to. Billederne flyder forbi mig som en indre power point … mig med bastskørt … mig der spiser en banan, mens en abe ser sultent til … lille mig med næsen trykket flad mod internettets usynlige cyberrude, mens de andre hygger sig … flasher kærester … nye frisurer … de seneste festbilleder. Nej, dårlig ide. Jeg må tåle Alberte lidt endnu.

– Hvis jeg sletter hende, kan jeg ikke følge med i, hvornår hun smækker til med et hadeindlæg, siger jeg.

Jeg demonstrerer smækket med min højre hånd. Den stopper fem centimeter fra Julies kind. I virkeligheden er det ikke spor sjovt.

– Det kan jeg holde øje med, siger Julie, – så kan jeg give hende smæk tilbage.

– Jaeh … måske … jeg skal tænke over det.

Jeg er bange for, at syreniveauet stiger, hvis jeg laver sådan en demonstration. Bedre at tie og tåle … jeg skal også møde hende irl. Julie rynker næsen. Nu synes hun, jeg er slatten, men hun siger ikke mere. Hun ved bedre end at skubbe mig ud over … kanten. Vi sidder lidt og lader, som om vi koncentrerer os om lektierne. Så kommer det.

– Du kan regne med mig, siger Julie, – det ved du, ikke?

– Jo, siger jeg og mener det hundrede procent.

– Jeg skulle bare være sikker.

– Hvad skulle jeg egentlig have gjort uden dig.

– Så, så, nu taler vi ikke mere om det.

Sådan er hun også, vil ikke have for meget opmærksomhed omkring min … sygdom og hendes enorme indsats dengang, da jeg skulle tilbage til et … normalt liv igen. Uden hende var jeg ikke kommet så langt. Selv om jeg på en måde har fået anledning til at betale noget af det tilbage, kan det aldrig helt udlignes. Julie er guld.

– Hvordan går det med dig og Philip, siger hun og skæver sådan tilfældigt hen på mig … uden at blinke.

Hun narrer mig ikke. Det er det eneste, hun ikke kan fake. Hun er dybt betaget af min kæreste, men hun kunne ikke drømme om at stjæle ham fra mig, med mindre jeg en dag kasserer ham. Hvilket jeg ikke har tænkt mig at gøre … foreløbig.

– Fint nok, siger jeg. – Var det ikke noget med en rapport, vi skulle se på?

– Nårh jo, siger hun og fniser.

Hun giver mig blikket igen, men det har ikke den samme effekt som før. Hun ligner en ræv med krampe i mundvigene. End of discussion … sådan er det hver gang, vi kommer til at tale om Philip.

Læs videre ->