Plantagen

Jeg ved ikke, om det står der endnu, træet. Sidst jeg besøgte plantagen på den jyske hede, kom jeg til at gå forbi det flere gange, inden det gik op for mig, hvad der var sket. Der stod kun en trøsket træstamme tilbage, og tovstumpen var ingen steder at se. Sådan slettede naturen selv de sidste spor efter ugerningen.

Det er mange år siden, men forbrydelsen hænger stadig tæt sammen med plantagens historie. Nogle mener at have set ham gå rundt i skovbrynet og lede efter sin familie ved mørkets frembrud, men det er bare svage menneskers alt for livlige fantasier.

Sofie var smuk. Jeg har selvfølgelig ikke selv set hende, men sådan gik historierne om hende. Ikke alene havde hun udseendet med sig, hun var skarp i hovedet og kunne bruge sine hænder. Hende løb man ikke om hjørner med. Onde tunger vil vide, at hun holdt sin mand i stramme tøjler og ikke lod ham gå ud med vennerne. Det vil jeg gerne tro. Måske var det hele årsagen til hendes ulykke. Nå, men det er alt sammen snak. Nu skal jeg fortælle, hvordan det i virkeligheden gik for sig.

Det var ikke let at få enderne til at mødes. Arbejdet i plantagen var hårdt, og der var tre små munde at mætte, selv om den yngste stadig kunne nøjes med modermælk. Sofie plejede at inddrage lønnen, når Viktor kom hjem med den, for hun var den mest økonomiske og dygtig til at få pengene til at strække. Hun hjalp selv til på skovridergården, når der var behov for ekstra hænder, og så var der lidt mere at gøre godt med.

De havde ikke boet i skovarbejderhuset ret længe, måske kun et par år. De kom begge oprindeligt fra Fyn, hvor de to ældste døtre var født. Karen og Ellen var otte og fem år på tidspunktet for ulykken, deres lillesøster var få måneder gammel og havde endnu ikke fået navn.

Det var aftenen før skærtorsdag, og Sofie havde sendt Viktor i byen efter brød. Han lod længe vente på sig, og hun begyndte at blive urolig, da hun endelig hørte lyden af stemmer fra gårdspladsen. Sofie kastede et blik ud ad vinduet og så med det samme, at Viktor ikke var alene. Lasse Tyr, en af karlene oppe fra skovridergården, kom gående lige bag ham. Han holdt en brændevinsflaske i hver hånd. Synet satte sig som en sten i brystet på Sofie. Lasse havde fået sit tilnavn, fordi han hellere ville være sammen med kreaturerne end ude blandt folk. Når han havde drukket, blev han til gengæld særdeles frimodig, især over for tjenestepigerne, det havde Sofie selv mærket flere gange i løbet af de seneste måneder.

Døren gik op, og de buldrede ind i forstuen. Viktor var ikke direkte fuld, men han lugtede af sprut. Hun tog aldrig fejl af den lugt. Det var stanken af tæv og hårde ord. De to mænd var opstemte og bad om noget mad. Havde det bare været Viktor, så havde han fået hendes utilfredshed at høre, men hun ville ikke lade Lasse få fornøjelsen af at se hendes mand under tøflen. Han skulle ikke få gode ideer igen.

– Hvor er brødet, Viktor, sagde hun så henkastet, hun kunne.

Viktor undgik hendes blik og fortsatte med sin mandfolkesnak. En lille lyd fik Sofie til at vende sig om. Ellen stod med store øjne i døren til barnekammeret og suttede på tomlen.

– Det er en dejlig kone, du har der, Viktor, sagde Lasse. – Hvis der skulle ske dig noget, skal jeg nok tage mig godt af hende. Ja, og småpigerne også, selvfølgelig, tilføjede han og smågrinede, da han fik øje på Ellen i døren.

– Sikke noget snak, Lasse, det kan du godt glemme. Hvad skulle der ske? svarede Viktor, stadig uden at se på hverken ham eller Sofie.

Sofie fik mændene til at sætte sig ved køkkenbordet og skænkede kaffe for dem, som de spædede op med indholdet af Lasses flasker. Hun lovede, at hun straks skulle finde noget mad til dem. Så tog hun pigen i favnen og lukkede døren til barnekammeret på klem efter sig.

Senere, da mændene næsten havde tømt fade og flasker, kunne hun ikke lade være med at nævne brødet igen. Hun havde ingenting til næste morgen, hvis de ikke fik skaffet noget brød, og hun turde ikke selv gå ud efter det og lade mandfolkene alene med pigerne.

– Jeg har noget rugbrød på mit kammer, sagde Lasse. – Kom, lad os hente det, så lader hun dig vel i fred, tilføjede han og skævede til hende.

Sofie brød sig ikke om udtrykket i hans ansigt. Hun lod, som om hun ikke hørte det, og fik travlt med at skramle med tallerkner og gryder. Viktor så op fra sin kop. Hans blik var sløret. Så rejste de sig begge og gik. Det var hen under midnat.

Da Sofie havde ryddet op i køkkenet, lagde hun sig i alkoven med alt tøjet på, men søvnen ville ikke indfinde sig. Hun kunne ikke lade være med at tænke på Viktor, og hvad der kunne ske ham ude i den mørke nat. Til sidst døsede hun alligevel hen.

Hun vågnede ved et voldsomt rabalder af nogen, der dundrede på døren. Først blev hun vred. En ting var, at Viktor ravede rundt ude i plantagen midt om natten, men at han også skulle komme hjem og vække hele huset, det var for meget. Så blev der helt stille. Han kom ikke ind. Hun satte sig op i sengen og slap al luften ud af lungerne i et langt suk. Hun havde næsten glemt at trække vejret, da larmen begyndte. Hun havde ikke sat slåen for døren. Hvorfor kom han ikke ind?

Det var Lasse, der stod derude. Man kunne ikke se på ham, at han havde drukket tæt siden før solnedgang. Han havde et halvt rugbrød under armen. Hun lod ham komme ind i køkkenet. Der sad han så for enden af bordet og hældte mere op i koppen.

– Hvor er Viktor, sagde hun, mens stenen i brystet gled op og satte sig fast i halsen. Det susede i ørerne og hun måtte støtte sig til bordet for ikke at miste balancen.

– Din mand kunne ikke gå længere, svarede Lasse. – Han ligger ude på stien og sover. Jeg tror minsandten, han faldt i søvn midt i et skridt.

Lasses øjne var smalle som streger, og han lo, som om han havde sagt noget sjovt. Så ville han give hende penge for maden og kaffen. Sofie rystede på hovedet og satte sig ned på en skammel med ansigtet i hænderne.

– Tag det nu ikke så tungt, han bliver såmænd god igen, når han vågner. Jeg kunne ikke tage ham med, han er for tung at slæbe på. Du kan selv komme med ud og se. Og tag så de penge, ellers kunne det hænde, at jeg kom til at skære halsen over på dig, sagde han og grinede igen.

Nu sad han og legede med en lommekniv. Hun trak vejret i små, korte stød og stirrede ned på en mørk plet i bordpladens rå træplanker. Karen havde lavet den plet engang. Hun havde stukket en pind ind i ovnen til den glødede, og bagefter havde hun presset den ned i bordpladen. Et lykketræf, at hun ikke havde brændt hele huset ned til grunden. Lasse kaldte hende tilbage til nutiden med et højt host og sendte en spytklat langt hen ad gulvet. Med en pludselig bevægelse huggede han kniven i bordet, så det gav et spjæt i hende. Hans blik gled fra hendes ansigt og ned over hendes bryst og liv. Munden stod åben.

– Kommer du så med ud til ham? sagde han til sidst. – Din mand har vist brug for hjælp.

Sofie turde ikke andet end at følge med Lasse. Om ikke andet, så fik hun ham ud af huset og væk fra pigerne. Han hev kniven ud af bordpladen, stoppede den i lommen og gennede hende foran sig ud ad døren. De gik omkring hundrede meter ind i skoven fra huset. Så vendte han sig om og kiggede sig søgende omkring.

– Det var da heromkring, mumlede han.

De skiftede retning og havde gået et lille stykke, da han vendte sig om med et hurtigt ryk og greb hende om livet. Hun var ikke forberedt og skreg op. Han lagde sin hånd over hendes mund og trak hende ind til sig, drejede hende rundt og skubbede hende baglæns med sin krop, til hun mærkede et grantræs bark mod sin nakke. Hun slog løs på ham af al kraft og forsøgte at vride sig ud af hans greb, men han holdt godt fast. Hun mærkede hans sure ånde mod sin kind, og hans læber søgte hendes hals. Med den ene hånd forsøgte han at trække hendes skørter op over hofterne, mens den anden stadig var presset mod hendes mund. Selv om tyngden af hans krop næsten naglede hende til træet, fik hun den tanke, at manden kun havde to arme, og derfor ikke både kunne forhindre hende i at skrige, holde hende fast og flå i hendes tøj på samme tid. Så satte hun tænderne i hans hånd og bed til, samtidig med at hun drejede sig til siden, fri af træstammen, og lod sig falde bagover. Nu var det hans tur til at vræle op, han slap hendes ansigt, og skørtet gled ud af hans hånd. Hun kom snublende på benene og løb med hivende åndedræt så hurtigt hun kunne. Det var pludselig en fordel, at han havde drukket, for selv om han tilsyneladende ikke var påvirket, var han langt fra så hurtig, som han plejede at være. Bag sig hørte hun hans eder og forbandelser, men lyden blev mere og mere dæmpet for til sidst at forsvinde. Da hun nåede huset, smækkede hun døren bag sig og slog slåen for. Hun gled ned på gulvet med en klynken og forsøgte at få den dunkende fornemmelse i kroppen til at falde til ro. Der var ingenting i hovedet andet end blodets pulsende strøm, tyngden i brystet splintredes til sandskorn, som prikkende bredte sig ud i arme og ben, hun var kun en sanseløs dynge af knogler, muskler og hud. Hun vidste ikke, hvor længe hun havde ligget der, da den lilles gråd kaldte hende ud af intetheden. Hun kom på benene og begyndte med mekaniske bevægelser at gøre klar til at amme.

Lasse kom tilbage en stund senere. Han ville sige undskyld, men Sofie turde ikke tage slåen fra. Resten af natten tilbragte hun siddende i forstuen med ryggen op mod døren. Da morgenen kom, var hun stiv og kold både i krop og sjæl. Hun rejste sig forsigtigt og listede ind i stuen. Der hørtes ikke en lyd fra pigerne endnu. På vejen gennem køkkenet greb hun en kniv for en sikkerheds skyld. Så gik hun ud til døren igen og trak langsomt slåen fra. Åbnede døren på klem og skævede ud på gårdspladsen. Det første, hun lagde mærke til, var, at brøndrebet var skåret over, så spanden var faldet ned i brønden. Nu kunne hun ikke hente frisk vand, før Viktor havde fisket spanden op igen.

Hun blev varm i kinderne, og hun knyttede hænderne. Nu, hvor det var lyst igen, føltes nattens begivenheder fjerne og fremmede. Han kunne vente sig. Hun skubbede alle bange anelser væk og begyndte at afsøge området omkring huset. Han kunne ikke være kommet langt, så fuld som han var. Hun håbede, at han ikke havde pådraget sig en lungebetændelse. De havde ikke råd til, at han forsømte sit arbejde en eneste dag.

Et kvarter senere blev varmen i kinderne erstattet af isnende kulde, og tyngden i brystet kom tilbage, stor som en kampesten. Et lille stykke fra stien kunne hun ane en skikkelse ved et ungt fyrretræ, men kroppens stilling var helt forkert. Hun sprang det sidste stykke derhen og fandt ham halvvejs hængende fra en gren med hovedet en meter over jorden. Hun genkendte med det samme rebet fra deres egen brønd. Hun var ikke i tvivl. Viktor var død. Men han skulle ikke hænge sådan. Hun holdt ikke ud at se ham sådan. Hun kunne ikke tænke på andet, end at få ham ned, og det så hurtigt som muligt. Så kom hun i tanke om køkkenkniven i hånden, og hun betænkte sig ikke et øjeblik, men filede og filede, indtil rebet gav sig og Viktors døde krop tumlede om på jorden. Så sank hun sammen med hans hoved i sit skød og skreg sin fortvivlelse ud i den morgenstille skov.

Senere huskede hun ikke, hvordan hun var kommet tilbage til huset. Karen sad med lillesøster og vuggede hende frem og tilbage, mens hun nynnede en melodi. Ellen legede med en pind ved den lunkne ovn. Sofie sank ned ved køkkenbordet og stirrede udtryksløst på det halve rugbrød, som Lasse havde taget med til dem om natten. Hun vidste ikke, hvad hun skulle stille op med sig selv. Der var kun en eneste tanke, der fyldte hende: At holde resten af den lille familie samlet for enhver pris.

Læs videre ->
Læs kun Sofies bog ->

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0