Først var landbetjenten i tvivl. Måske havde Viktor hængt sig selv i træet. Det virkede dog usandsynligt. Rebet var gjort fast så tæt ved jorden, at det ville være nærmest umuligt at hænge sig i det. Konklusionen blev, at en anden måtte have slæbt det bevidstløse offer hen til træet, lagt hovedet i løkken og trukket rebet op over grenen. Mistanken faldt næsten omgående på Lasse. Først nægtede han alt, men konfronteret med Viktors livløse krop og træet i plantagen, brød han sammen. Tømmermændene slog ekstra hårdt den morgen. Det var ikke første gang, Lasse var på kant med loven. Han var dømt flere gange tidligere, både for vold og for voldtægt, men han havde tilbragt et års tid på et optagelseshjem og fået en god udtalelse, før han begyndte at arbejde som karl på skovridergården.

Lasse selv kunne ikke give nogen forklaring, andet end at han godt kunne tænke sig Viktors hus, og hvis konen fulgte med, ville det ikke være så dårligt. Hvordan det skulle gå til, ville han ikke uddybe nærmere. Der gik rygter i skovdistriktet om, at han havde forsøgt sig med Sofie før, nogle mente endda, at den yngste pige var Lasses og ikke Viktors, men når nogen vovede at antyde det over for Sofie, blev hun rasende. Hun nægtede enhver forbindelse med Lasse, og når man en gang havde stiftet bekendtskab med Sofies temperament, skulle man ikke have noget at skaffe med det igen. Lasse blev senere idømt 16 års tugthusarbejde for ugerningen. Det hjalp ikke Sofie. Hun stod alene tilbage med sine tre piger, og fattighjælp ville hun ikke høre tale om.

Viktor blev begravet halvanden uge efter mordet. Karen sad i kirken og holdt i smug øje med sin mor. På trods af sin unge alder havde hun allerede set nok af livet til at fornemme, hvilken afgrund der havde åbnet sig under dem. Morens ansigt lyste hvidt midt i det sorte, hendes øjne var røde og opsvulmede. Karen vidste, at en af karlene oppe fra skovriderens ville komme tidligt næste morgen og læsse den blå kommode med familiens ejendele på vognen og køre dem langt væk til nogle slægtninge på Fyn. Karen kunne ikke huske ret meget fra den tid, hvor de boede på Fyn, midt i sorgen kildede det underligt i maven af spænding.

Præsten talte om Viktors grufulde død og en mørk skygge, som ikke ville forsvinde, selv om mange havde forsøgt at trøste og hjælpe. Den mørke skygge var brændevinen, forstod Karen, og de andre skovarbejdere havde lokket Lasse og Viktor til at begynde at drikke igen. Præsten sagde tilmed, at Lasse ikke havde gjort det af ondskab, og bad Gud om at være nådig mod både den døde og hans morder. Karen forstod det ikke. I hendes øjne havde morderen ikke bare taget hendes far fra hende, han havde også stjålet hendes trygge hjem og gjort hendes mor til en fremmed. Hun vidste ikke, om hendes rigtige mor kom tilbage igen, eller om dette var den nye tilværelse, hun skulle vænne sig til.

Marie, konen fra nabohuset, havde siddet hos Sofie og taget sig af den lille i dagene efter ulykken, mens hun bare lå der i alkoven og så tomt frem for sig. Karen gik rastløst omkring i huset, ude af stand til at finde ro. Den tredje morgen tog hun Ellen ved hånden og forsvandt ud i skoven. En af skovarbejderne fandt dem hen under aften næsten helt ude ved skovbrynet i et tæt krat, hvor de lå og sov i en hjemmelavet hule. De var kolde som døden, men det lykkedes at få dem varmet op og vakt til live igen hjemme ved ovnen. Den aften stod Sofie op, tog forklædet på og besluttede sig for at leve.

Efter begravelsen samledes de igen i kirken. Den lille skulle døbes. Som skik var, havde Sofie ikke fortalt nogen, hvad barnet skulle hedde. Karen så sin mor hviske Marie navnet i øret, lige inden de gik ind i kirken igen. Hun var gudmor og skulle sige barnets navn højt for første gang. Karens øjne hang ved hendes læber gennem hele ceremonien, lige indtil navnet rungede klart og tydeligt mellem hvælvingerne: Viktoria Marie Sørensen.

Enlarge