Laika, når han fortæller om sin mor, må jeg have papirlommetørklæder liggende ved siden af mig. Hvordan kan han skrive sådan … uden følelser … som om hun var en tilfældig forbipasserende, han var nødt til at dele nogle år af sit liv med. Hvordan kan han skrive sådan om at miste hende? Jeg kan ikke holde det ud … jeg har ikke lyst til at læse mere. Denne gang mener jeg det. Betyder det noget, om han er min rigtige far? Han har ikke været der for mig, han har ikke noget med mig og mit liv at gøre. Jeg har ikke lyst til at møde ham. Selv om jeg godt kunne bruge en far i mit liv … igen … er det ikke ham her, jeg vil have.
Nogle mener, at en baby selv vælger, hvem den vil fødes hos … det tror jeg ikke en skid på. Jeg ville aldrig have valgt … sådan. Jeg tror nok mere på skæbnen … men … nej … jeg ved det ikke. Så kan jeg ikke gøre noget selv for at få mit liv til at skifte retning, det er ikke til at holde ud at tænke på. Jeg vil gerne have kontrollen … selv bestemme … eller … hm … man kan ikke bestemme alt … men jeg vil selv vælge retning.
Nu lægger jeg min wannabe-fars historie væk en tid … til jeg er klar til at læse videre. Måske bliver det aldrig, Laika … så fred være med ham. Der er også et andet hæfte, Sofies bog, måske er det til at holde ud. Kom nu Laika … flyv forbi derude i mørket … lad mig se skyggen af din sputnik … eller … endnu bedre … kast anker ved mit vindue. Jeg har brug for selskab … en følgesvend, der ikke snakker … kun lytter. Sæt dig ved siden af mig, så skal jeg læse en historie for dig fra rigtig gamle dage.
Læs videre ->