Godmorgen Laika, nu har jeg læst første kapitel i Sofies bog så mange gange, at jeg … næsten … kan det udenad. Jeg har ikke sovet i nat. Hvad er der med mig? Det skete for mere end 100 år siden, hvorfor kan jeg ikke læse det som en gammel historie … hvordan kan en ældgammel kvinde, som for længst er rådnet op i et hul i jorden, tale til mig på den måde? Der er noget i historien, jeg kan genkende … men jeg ved ikke, om det er min egen bevidsthed, der prikker til mig, eller om der findes sådan noget som slægtens bevidsthed, der flyder gennem årerne … og årene … sammen med blodet og gives i arv til næste generation, selv om man slet ikke kender sine forfædres historie. Ved du det, Laika? Du er en videnskabshund, måske nåede du at opsnuse et eller andet, før de sendte dig ud i det tomme ingenting.

Enlarge

Jeg sidder med tovstumpen fra kassen med hæfterne … jeg vil ikke tænke på, hvor han har den fra … eller hvad han tænkte på, da han samlede den op. Jeg har besluttet at læse hele historien om Sofie … men jeg kan ikke tage mere nu. Den er lige så uhyggelig som min wannabe-fars historie … den går ind og skygger for min dag … jeg er nødt til at læse, når jeg er i godt humør, ellers ved jeg ikke, hvad jeg kan finde på at gøre ved mig selv. Jeg har ikke min … kniv mere, jeg lovede mormor at smide den ud … det løfte holdt jeg. Der findes andre skarpe ting, Laika … det tænkte jeg også dengang. Der sker ikke noget ved at smide den ud … tænkte jeg … man kan altid finde et skåret glas … kanten på en konservesdåse … ja … der findes mange skarpe ting … ikke noget problem.

Laika, ved du, hvor meget du hjælper mig, selv om du aldrig siger et ord? Jeg ser dig flyde forbi i en strøm af stjernestøv … det lindrer lige så meget som at se … blodet løbe ned ad min nøgne hud. Jeg kan ikke forklare det … sådan er det. Du flyder i min tankes mælkevej … surfer i mine årer på en blodplade på vej fra hjertepumpen til kroppens fjerneste kapillærer … der prikker du hul på alle mine luftige mareridt … du tager dem med tilbage gennem venerne … smadrer dem i hjerteklappernes regelmæssige trommerytme. Bum … bum … bum … hvert slag er en ond tankes endeligt … hvert dunk er et håb om en ny og … l – y – k – k – e – l – i – g fremtid.

Jeg må drømme, jeg må bygge luftkasteller … nej … træhytter for at overleve. Jeg bygger dem mellem stjernerne nu … under jorden har jeg været alt for længe … dernede er der ikke noget liv … for mig … kun rådne knogler … regnorme … trøskede rødder, som ingen steder fører hen. Trærødder uden forbindelse til stammen er ikke til nogen nytte. De rådner op til sidst … det tager lang tid … men der er ingen anden vej … og træer, Laika, træer uden stærke rødder må styrte om, når stormen bliver for hård. Sådan er livet, det kan gamle historier ikke lave om på. Jeg ved ikke, om jeg er et træ uden rødder eller en rod uden stamme. Ingen af delene … håber jeg … men jeg beder til … ja … til hvem? … jeg ved det ikke … men jeg ønsker af hele mig, at livet fra nu af ikke bringer værre storme, end jeg er i stand til at stå oprejst i.