Sofie lå syg. Det værkede i kroppen, og feberen havde herset med hende i tre dage. Denne morgen mærkede hun dog en bedring, hun håbede på at kunne stå op lidt senere på dagen. Grethe havde sat Mette til at se efter Viktoria, mens hun var syg, det passede hende ikke. Sofie kunne høre hendes eder helt ind i kammeret, da Grethe bad hende tage den modvillige pige med ud til hønsene. Viktoria ville helst sidde overskrævs på Sofies mave, men hun orkede ikke at have datteren hos sig. Det eneste, hun ville, var at sove. Der var ikke andet at gøre, end at vente til feberen drev væk, så hun igen kunne passe sine ting, selv om selve tanken om at stå op stadig gav hende kvalme. Foråret nærmede sig, Sofie glædede sig til lunere dage, men det havde lange udsigter, det kunne være koldt langt ind i april, hvis vejret ikke artede sig. Som det var nu, var hver dag en kamp for at få kroppen til at lystre. Hun vidste, at Grethe for længst måtte have lagt mærke til det, men endnu havde hun ikke sagt noget. Hun havde givet nogle af Sofies arbejdsopgaver til Mette for at lette dagen for hende, morgenmalkningen var en af dem.
Nu stod Grethe i døren til kammeret. Sofie lod, som om hun sov, men så åbnede hun alligevel øjnene. Grethe havde noget over sig, Sofie kunne ikke afvise hende, heller ikke nu.
– Er du frisk nok til at snakke, spurgte Grethe.
Sofie ville helst være foruden, men Grethe havde allerede sat sig på skamlen ved alkoven.
– Jeg kan se, at du ikke har det godt, sagde Grethe. – Altså, sådan i al almindelighed, jeg tænker ikke på denne feber.
Hun holdt inde og ventede på, at Sofie nikkede bekræftende. Sofie mærkede igen den trykken for brystet, som efterhånden var en fast følgesvend. Hun trak vejret dybt ind og holdt det inde, indtil hun var nødt til at slippe det fri. Det lettede presset lidt. Grethe rømmede sig og fortsatte.
– Det er ikke fordi, du ikke gør dit arbejde godt nok, sagde hun, – men du har ikke mange kræfter i øjeblikket. Du tror, vi ikke lægger mærke til det, men du kan snart ikke gå over gårdspladsen uden at slæbe benene efter dig. Det er ikke godt, du skulle gerne holde mange år endnu, så dine piger ikke bliver moderløse.
Sofie lå og ventede på, at Grethe skulle komme til sagen og sige hende op. Hun hørte ikke medfølelsen i Grethes stemme, kun den uafvendelige konklusion: At madmor havde lagt mærke til, at hun ikke længere kunne varetage sine pligter på gården.
– Er du med på, hvad jeg mener? sagde Grethe.
Sofie havde lukket øjnene, som om hun var faldet i søvn. Nu nikkede hun og vovede at se Grethe i øjnene.
– Men jeg har ingen steder at gå hen!
Sofie forsøgte at gøre stemmen hård, men den skælvede alligevel. Nu mærkede hun også øjnene brænde, og hun skældte sig selv ud for ikke at have hold på sig selv over for Grethe. Hendes egen og pigernes tilværelse afhang af, at hun var stærk.
– Det er lige det, sagde Grethe, – at det har du måske.
Glimtet i øjnene passede ikke til situationen, syntes Sofie. Hun havde ingen ide om, hvad Grethe mente. Faktisk blev hun vred. Grethe havde sit på det tørre, hun kunne ikke være bekendt at holde hende for nar på den måde. Hun skulle til at sige noget vrissent, men Grethe stoppede hende ved at lægge sin hånd over hendes.
– Jeg var forbi møllerens i går. Konen er med barn, som du ved, og hun er voldsomt besværet. Hun kan næsten ikke slæbe sig rundt, ligger mest i sengen. Husholdningen lider ved det, for det er hende, der plejer at styre både gård og mølle, hvad angår forplejning, indkøb og rengøring. Hun gør ikke selv ret meget praktisk arbejde, men hun er dygtig til at få tyendet sat i gang, og gården er på mange måder et forbillede for os andre i orden og hæderlighed.
– Hvad er det, du vil sige? sagde Sofie træt.
Feberen blokerede hendes sunde fornuft, hun kunne hverken finde hoved eller hale i Grethes fortælling, og hun kunne ikke forstå, hvad det havde med hende at gøre.
– Jo, ser du, mølleren kunne bruge en dygtig husholderske til at tage over for hustruen, indtil hun nedkommer. Bagefter har hun stadig nok at se til med barnet, ja, nogle mener, at hun venter tvillinger, så der vil være rigeligt at bestille hele det næste år. Hvad siger du til det?
– Mener du, at der er en plads til mig derude?
Sofie var målløs. Hun havde ikke prøvet at styre så stor en bedrift, og hun var ikke sikker på, at hun kunne klare det.
– Ja, det mener jeg. Jeg har set, hvordan du arbejder, og du har lært meget om gårdbrug og storhusholdning hos os. Jeg er sikker på, at du kan varetage opgaven. Desuden er møllerkonen der, hun kan lære dig, hvordan hun gør, selv om hun ikke er i stand til at arbejde selv. Hvad siger du til det?
– Men hvad med pigerne, sagde Sofie. – Der bliver endnu længere for dem at komme hjem.
– Det er det bedste ved det hele, sagde Grethe, – mølleren siger, at du kan tage dem med. Der er opgaver nok på gården, og der er så mange børn i forvejen, at et par stykker fra eller til ikke skulle gøre den store forskel.
Sofie lukkede øjnene igen. Det var som et eventyr, det måtte være feberen, der spillede hende et puds. Det kunne umuligt være sandt, det hun troede, hun hørte Grethe sige. Hun var ikke lige så sikker som Grethe på, at hun kunne klare opgaverne. Hun havde ikke før skulle sætte andre i arbejde på den måde. Men hun forstod, at der ikke var meget at betænke sig på. Her kunne hun ikke blive.
– Du kan tænke over det, sagde Grethe forsigtigt og rejste sig.
– Nej, sagde Sofie.
Grethe stoppede i døren og rynkede panden.
– Nej?
– Nej, jeg behøver ikke at tænke, sagde Sofie og åbnede øjnene igen. – Jeg vil gerne holde hus for møllerens.
Hun smilede med blanke øjne. Grethe nikkede. Det løste et problem både for hende selv og for møllerfamilien. Endnu engang havde hun bragt orden i sagerne til alles bedste.
Læs videre ->Læs kun Sofies bog ->