Laika … jeg kan lige så godt sige det med det samme: Hvad får en mor til at sende sine små piger væk til … fremmede og bilde sig ind, de stadig er hendes egne? Det tror jeg ikke, min egen mor … nogensinde … ville så meget som overveje … trods alt. Ja ja … jeg ved det, det var en anden tid … helt almindeligt dengang … bla bla … Det er bare vildt mærkeligt … hvad sker der i hovederne på de folk? De bytter børn, som om det var den mest naturlige ting i verden … altså … hm … jeg fatter ikke en skid.

Hvad er et hjem … bare det sted, hvor man bor? Det hedder et hus, ikke et hjem. Et hjem har med familie at gøre, derfor ved jeg ikke, om man kan kalde det her hus for et hjem. Min mormor bor her … min søster … jeg bor her … tja … jo … vi er i familie med hinanden, men er vi en familie? Dine hundeøjne er kæmpestore, Laika, er det spørgsmål for svært at svare på, eller er du overrasket over, at jeg kan finde på at stille det? Betyder din logrende hale, at du er glad, eller griner du ad mig? Du skal ikke grine … jeg ved, hvad et hjem er. Sådan et har jeg boet i … dengang vi var en familie … mor og far … Mikkel … Kira og jeg. Om lidt skal jeg i skole, men først vil jeg fortælle dig noget.

Det er i femte klasse, i en natur og teknik-time. Vi kommer til at tale om gener … vores lærer viser os et eksempel på, hvordan det virker. Det er ikke meningen, at det skal handle om det, men vores lærer er så nem. Man skal bare stille et spørgsmål og se interesseret ud … så glemmer han alt om læseplanen. En af drengene spørger, hvordan det kan være, at børn kan få en anden øjenfarve end deres forældre. Det tænder ham, det er et af hans yndlingsemner, han begynder at skrive en masse op på tavlen. Vi er ellers i gang med fødekæder, men det her er virkelig spændende. Midt i hans forklaring bliver jeg pludselig ekstra opmærksom. Han forklarer, at man kan have blå øjne, selv om ens forældre har brune øjne … ikke omvendt. Så skriver han en hjemmesideadresse op, hvor vi kan læse mere, hvis vi har lyst … og vi er tilbage ved fødekæderne. Jeg får noget at tænke over … jeg har brune øjne … mor og far har begge blå. Måske … ja … det tænker jeg … måske skjuler de noget for mig. Tænk … jeg kunne være … adopteret.

Da jeg kommer hjem, forklarer jeg, hvad læreren har sagt. Jeg kan ikke huske detaljerne nøjagtigt … har ikke fået skrevet adressen ned.

– Det lyder indviklet, siger mor.

– Jeg synes, det lyder som noget fandens vrøvl, siger far, hans ansigt ligner en rynket tomat.

– Men det er rigtigt, siger jeg ivrigt … jeg er stadig fascineret af min nye viden … glemmer at være opmærksom. – Det er videnskaben, der har fundet ud af det.

– Videnskaben kan rende mig, siger far, og hans stemme dirrer.

– Du kan tjekke din dåbsattest, siger mor, – der står både fars og mit navn. Hvis du var adopteret, ville der stå nogle helt andre navne.

– Men måske er jeg blevet forbyttet på hospitalet … så?

Jeg er så opslugt af problemet, at jeg ikke ser farven i fars ansigt … den nærmer sig det kritiske punkt. Mors latter lyder … forkert.

– Skat, hold nu op med det der.

Mor skæver til far, han står ved spisebordet og bladrer i en reklame. Han river en af siderne ud … riiitssssj … krøller den sammen … kyler den efter mig.

– Du hører efter NU! siger han, – hold din kæft og gå ind til dig selv.

Jeg adlyder. Det er ikke smart at trodse fars ordrer. Jeg smækker døren bag mig … fortryder det med det samme … står der et par minutter med lukkede øjne … der sker ikke mere. Jeg kan høre deres høje stemmer fra stuen … bider mig selv i armen … siger min karma-remse. Det har jeg lært af naboens datter. Hun hedder Sol. De er sådan lidt … alternative, hendes mor er clairvoyant, hendes far laver aromaterapi, de har en klinik hjemme i huset med et skilt ude ved vejen. Sol lirer en slags trylleformular af, hvis hun har lavet ulykker … så er hun sikker på, hun ikke får ballade … eller at det ikke går ud over andre. Hun har selv fundet på det … tror jeg. Hun har givet mig min egen remse. Jeg skal give mig selv smerte og sige den højt syv gange … så vender ulykken tilbage til sit ophav. Jeg forstår ikke meget af det, jeg har prøvet det nogle gange … det virker ikke. Det har jeg … selvfølgelig … sagt til Sol, men hun mener, jeg gør det forkert. Det virker for hende.

Denne gang virker det heller ikke. Stemmerne bliver skarpere … et eller andet vælter i stuen … hoveddøren smækker. Mor græder inde i soveværelset. Der er noget, de ikke har fortalt mig. Hvorfor skulle far ellers blive så tosset? Det er ikke let for en kvinde at snyde sig til et barn … det vil som regel mangle et andet sted. Sådan som alt og alle bliver registreret, kan man vel regne med det, hvis hendes navn står på dåbsattesten … hvad med faren? Det er kun en dna-test, der kan afsløre, om han virkelig er far til barnet.

Så allerede dengang var jeg i tvivl, om Mattis var min rigtige far. Det var noget andet med mor … hende var jeg ikke i tvivl om. Jeg kunne drille hende en gang imellem … hvis far ikke var hjemme … spørge, om hun havde et billede fra dengang, jeg kom ud. Det havde hun ikke. Hun havde forbudt far at tage billeder af hendes underliv … så gad han slet ikke fotografere. Jeg ligner hende meget, så det var mest for sjov. Far syntes ikke, det var sjovt … det gider jeg ikke skrive mere om. Han forstår ikke min humor.

Men … Laika … det, jeg vil fortælle … ja … hvordan skal jeg sige det … et hjem … hvad er et hjem? Det er et sted, man tør dumme sig. Man kan komme til at såre hinanden … man kan skændes … endda blive uvenner … man hører til alligevel. Man tør udfordre hinanden, for man ved, at man hører til. Man har ikke nogen andre steder at gå hen … det har de andre heller ikke. Derfor var det et hjem for mig … min søster … mor … vel også Mikkel. Jeg ved ikke med far. Når det rigtig brændte på, når far havde været for vild … taget for hårdt fat i mor … givet Mikkel en røvfuld … Kira og mig en skideballe, uden vi fattede årsagen … så gik han ud. Nogle gange flyttede han og var væk i flere måneder. Han kom altid tilbage igen … men … ja … mon … altså … jeg tænker tit på … havde han et hjem et andet sted … et sted vi ikke vidste noget om … hvor han kunne slappe af og være sig selv? Nogle gange ville jeg ønske, jeg kunne have sat et kamera på ham og følge ham, når han gik. Så ville jeg vide, om han hørte til hos os eller ej.

Ude på gaden står Julie og venter. Det er hyggeligt at følges ad. Det regner lidt … hvad betyder det, når man har en veninde, man kan stole på. I dag går vi.

– Klar til en ny dag? siger Julie.

Et eller andet sted skal samtalen begynde.

– Mmmm, svarer jeg, – hvad med dig?

– Egentlig ikke, siger hun og laver en grimasse, – men vi skal jo til det.

Jeg kopierer hendes grimasse, vi griner begge to … slentrer af sted i langsomt tempo.

– Var du sammen med Frederik i går, siger hun pludselig.

– Jaeh, siger jeg og kigger efter en kat … den forsvinder ind under en hæk nogle meter længere fremme.

– Måske skulle jeg ikke sige det her, men …

Julie tøver. Jeg ved, hvad der kommer.

– Er han ikke lidt grov? Jeg synes ikke, han taler pænt til dig.

– Sådan er han, siger jeg.

Sådan tænker jeg, hver gang hans ord rammer mig skævt … det lyder underligt, når jeg hører mig selv sige det. Julie kigger på mig, som om hun forventer, jeg skal sige noget mere. Min hjerne er tom. Jeg kan ikke finde et eneste ord … nogen steder derinde. Jeg glor dumt tilbage.

– Jeg ville ikke finde mig i det, siger hun så.

– Det er der ikke noget der hedder med Frederik.

Det ryger ud af mig … ordene går uden om hjernen … jeg bider mig selv i tungen … den skal holde op og lystre mig igen. Hvis jeg siger for meget, vil hun vide mere. Det er jeg ikke klar til.

– Slår han dig også?

– Nej!

Jeg standser, stirrer på hende … uden at blinke en eneste gang. Hvor kom det fra? Måske … kun måske … vil jeg snakke om det, men ikke her … midt på gaden … på vej til skole. Hun træder et skridt baglæns … som om jeg har slået hende.

– Ok, ok, siger hun, – jeg spurgte bare. Folk snakker, ved du.

– Hvem snakker? siger jeg.

Min hals er tør … håndfladerne fugtige … jeg kan ikke lide det … ikke her … ikke nu.

– De andre piger, mumler Julie og studerer sine nye sko.

– Julie, siger jeg … luften går ud af lungerne i et langt støn. – Kan vi ikke snakke efter skole en dag?

Hun overlader skoene til sig selv og sender mig et af sine specielle veninde-blikke … kun forbeholdt mig og hende.

– Jo, siger hun, – det er i orden. Husk nu, at jeg kun er ude på at hjælpe dig, ikke?

– Det ved jeg, Julie, siger jeg, – og det er jeg mega glad for.

Kontrollen genoprettet, vi fortsætter mod skolen … denne gang bevæger vi os elegant uden om Frederik. Jeg kan ikke undvære Julie, hun holder mig oppe … det ved hun. Derfor … kun derfor … tør hun stille sådan nogle spørgsmål.