Fødsel og død

Karen kom brasende ind på kammeret med vidt opspilede øjne, Sofie var ved at lægge Viktoria og tyssede irriteret på hende. Hun stoppede i døren og stod og trippede, tålmodighed var ikke en af hendes dyder. Sofie gav op, lod strengheden fordampe og sendte sin ældste datter et overbærende smil. Hun måtte stadig af og til knibe sig i armen for at overbevise sig selv om, at hun ikke drømte. Skæbnen havde vist sig fra sin fineste side, den dag de flyttede ind på møllergården. De trivedes alle fire bedre end nogensinde. Karen havde stadig sin hårde skal yderst, men ind imellem kom den gamle Karen frem, som nu hvor hendes spinkle krop dirrede af tilbageholdt spænding.

– Hvad er der så, min pige, sagde Sofie, – hvad er så vigtigt, at det ikke kan vente, til jeg har lagt Viktoria til ro?

– Fruen sender bud efter dig, sagde Karen ivrigt, – hun har brug for dig, jeg tror det skal være nu!

Karen hoppede op og ned, hun skulle til at dreje omkring og løbe ud igen, men Sofie stoppede hende.

– Næ-næ, hvis det er sådan fat, må du hellere blive her og få Viktoria til ro. Barnefødsler er ikke noget for småpiger.

– Men mor! Jeg er slet ikke lille mere, sagde Karen og satte sit allermest fortrydelige ansigt op.

– Nej, det er sandt nok, men dette er ikke noget for dig. Når du har lagt Viktoria, må du finde Ellen og få hende til ro også, sagde Sofie, – så kan du fortsætte med møllerens smårollinger. Det kan tage meget lang tid at hjælpe et barn til verden, og vi kan ikke have jer til at gå i vejen.

– To børn, sagde Karen og grinede over hele hovedet.

Hun havde accepteret betingelserne, hun var vant til at tjene andre og havde for længst optaget tyendets lod i sit blod: Adlyde og affinde sig med de forhold, der bliver givet.

– Se, det er der ingen, der kan vide noget om uden Vorherre, sagde Sofie og trak hende blidt i den ene fletning.

Fruen lå forpint i sin seng, da Sofie kom ind, et par af tjenestepigerne gik rastløse omkring hende og forsøgte på skift at følge hendes anvisninger og lindre hendes smerte, så godt de kunne. Det var ikke let, fruens ordrer fløj omkring dem som blade i vinden, ingenting kunne gøre hende tilpas. Sofie mærkede med det samme, at noget var galt. Det var ikke det forpinte udtryk i fruens ansigt, det lå dybere, hun følte helt ind i knoglemarven, at noget ondt sad på lur ved sengen. Det var ikke noget, hun havde talt med andre om, for hvem har lyst til at være talerør for onde skæbner, men det var ikke første gang, Sofie havde den slags forudanelser. Måske var det samme fornemmelse, der havde forhindret hende i at gå med Lasse Tyr ud i skoven anden gang den nat for så længe siden, men de seneste måneder havde hun haft lignende tanker, når hun havde med Carl at gøre. Hun rystede det af sig som overdreven bekymring og tillagde det sin viden om Carls ophav. Hun ville ikke ønske noget dårligt for drengen, det var der sikkert nok af andre, der gjorde, men tankerne trængte sig på i ledige øjeblikke mellem hendes mange gøremål på gården. Døden havde lavet sig et rum i hendes indre den nat i plantagen, og hun kunne mærke ham fylde rummet ud, hver gang hun kom i nærheden af en, han snart ville besøge.

Hun skubbede fornemmelsen væk og dannede sig hurtigt et overblik over situationen. Jordemoderen var tilkaldt, et par nabokoner var allerede til stede, tjenestepigerne havde sørget for varmt vand, klude, hvad der ellers var behov for. Det var ikke første gang, man skulle tage imod et barn på gården, og egentlig var der ikke behov for hendes hjælp, men fruen ønskede hendes tilstedeværelse, og derfor var hun her.

Sofie satte sig på stolen ved sengen og duppede fruens pande med en kold, opvredet klud. Hun var brændende varm, sveden drev af hende, sengeklæderne var gennemblødte. Fruens blik gik lige igennem hende, ordene kom snublende som et lille barn på en toppet gårdsplads.

– Sofie … du må … tage dig af … børnene, sagde hun, – jeg … stoler … på dig.

Sofie kunne ikke få sætningerne til at give mening. Fruen havde tilkaldt hende, hvad ville hun havde hende til at gøre? Hun knugede Sofies hånd, så det gjorde ondt. Det var umuligt at gå nogen steder, så længe fruen holdt så godt fast i hende.

– Karen tager sig af dem, sagde Sofie, – du skal ikke bekymre dig.

Karens opgave på møllergården var som i hendes forrige plads at se efter de mindste af børnene og sørge for, at de læste deres lektier, lavede deres pligter og ellers ikke kom galt af sted. Men fruen rystede på hovedet.

– Jeg s-stoler … på dig, gentog hun.

Jordemoderen kom, Sofie trak sig ud. Fruen havde lettet sit hjerte, nu var det op til jordemoderen, skæbnen og de højere magter at få barnet godt ind i denne verden.

Nogle timer senere var fødslen stadig i gang, det var ikke noget, der burde bekymrede Sofie, sådanne ting tog den tid, de nu skulle, men hun kunne ikke ryste uroen af sig. Karen havde fået alle de små i seng og var også selv gået til ro, men Sofie gik stadig hvileløst omkring i køkkenet. Fruens klageråb var stilnet af, men der var stadig ingen barnegråd.

Så kom Lise, en af tjenestepigerne, ned til hende i køkkenet. Hun var askegrå i ansigtet, øjnene var røde og hævede.

– Det går ikke, sagde hun, – det går slet ikke.

– Så, så, det er måske første gang, du er med til en fødsel, sagde Sofie for at berolige den oprevne pige til trods for sin egen uro.

– Nej, jeg har set mange fødsler, men fruen er helt stille nu, som om veerne er holdt op, sagde pigen. – Jordemoderen render rundt og vrider sine hænder, hun har tilkaldt lægen.

Sofie hadede, at hendes bekymring så ud til at være berettiget. Hun satte kaffe frem til pigen og gik op til fødestuen, der nu lå i total tavshed og mørke. En anden af pigerne kom ud, hun tyssede på Sofie, selv om hun ikke havde sagt et ord. Så kom også jordemoderen ud.

– Hvad sker der, spurgte Sofie med lav stemme, – Lise siger, du har tilkaldt lægen?

– Ja, sagde jordemoderen, – der er noget galt, hun åbner sig ikke, veerne tager ikke rigtig fat. Jeg har givet hende noget beroligende, så hun kan få en pause, nu venter vi på lægen.

Sofie brød sig ikke om udtrykket i jordemoderens ansigt, håbet var ikke til stede, kun træthed og afmagt.

Et par timer senere blev præsten også tilkaldt, lægen og jordemoderen havde i fællesskab haft held til at vende barnet rundt, drengen kom ud med sædet først, en tynd og bleg lille sag, han blev med det samme døbt Hans Christian efter sin far. Men fruen havde mistet meget blod, feberen rev og sled i hende, hun havde brugt sine sidste kræfter, og der var ikke mere, lægen kunne gøre for hende. Sofie sad ved sengen og holdt hendes hånd, da hun trak vejret for sidste gang. Mølleren gik omkring i rummet med stift og indfaldet ansigt, så gik han ud i marken og blev væk resten af natten og morgenen med, gården var for lille til at rumme hans sorg. Den nyfødte havde man taget ud af rummet, også han var svag efter den lange fødsel, han levede kun et par dage.

Da Døden havde hentet sit andet bytte i møllergården på få dage, tog Sofie atter engang forklædet på og besluttede sig for, at han ikke skulle få lov til at kaste sin skygge over hele husstanden, hvis det stod til hende. Fruen havde oplært hende godt, hun vidste besked med alle detaljer i husholdningen, og hun havde i løbet af de korte måneder, hun havde været der, lært at sætte sig i respekt. Livet gik videre, det var skæbnens vej for hende, sådan som det var det for mølleren, hans familie og alle de folk, han havde i sit brød. Sorgen skulle have sin tid, men den var kun en gæst, der skulle behandles godt, så længe den krævede sit, og derefter skulle nødes til at rejse videre. Det vidste Sofie alt om, og i dette lå hendes styrke, noget hun ikke havde forestillet sig, skulle komme hende til gavn i dette liv.

Læs videre ->
Læs kun Sofies bog ->

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0