Smerte … Laika … smerte … smag på ordet … det vrænger ad dig … smææærrrrrte … snerrer … nærmest. Det er en underlig ting … i virkeligheden … ikke kun ordet. Jeg var ved tandlægen, det er noget af det værste, jeg ved. Hvis man har ondt i en tand, kan man ikke koncentrere sig om noget, man kan ikke spise, nogle gange gør det ondt at snakke. Så tandlæger er ikke onde … det er jo meningen, de skal fjerne smerten. Men der er noget … uhyggeligt i at ligge der uden at kunne gøre andet end mærke sig selv og fingrene, der roder rundt i munden. Hvis man skal have lavet et hul, kan man blive bedøvet … det er fint nok … men … fornemmelsen af manglende kontrol er der stadig. Man bliver ikke bedøvet, når de undersøger tænderne eller renser dem … det er en fejl … det gør skideondt. Så, i dag fandt jeg ud af, at det hjælper at nive sig selv i armen. Det er underligt … ja … er det ikke? Du fatter ikke en skid … jeg kan se det på dig, Laika, du har heller aldrig fået ordnet tænder. Men jeg burde have forstået det for længe siden … jeg har gjort det længe … meget længe … udskiftet en slags smerte med en anden.

Frederik … når jeg er sammen med ham, glemmer jeg alt om mor og far … jeg glemmer Kira … Mikkel … mormor … også det med morfar … så er det kun Frederik og mig. Jeg skal bruge al min opmærksomhed, når jeg er sammen med ham, så jeg gør de rigtige ting. Når smerten kommer … ja … så tænker jeg … det er fortjent … det er min straf for at glemme de andre og kun tænke på mig selv. Du er ikke med, Laika, det går over din forstand … så … flyv nu af sted … du har din himmelseng, jeg har ingenting. En dag vil jeg flyve med dig ud til de fjerneste galakser … lige nu må jeg blive her. Det er for farligt at flyve gennem atmosfæren med en lavasø i brystet … i maven … hvor den nu befinder sig.

Ja … hvor? … ved du det, Laika, hvor er indeni? Man siger, det gør ondt indeni … hm … hvor er det henne? Det er ikke hjernen … selv om det kan give hovedpine … man kan få ondt i maven … hjertebanken … besvær med at trække vejret, Laika, det er alt sammen fysisk. Hvor sidder sjælen … hvor er jeg henne? Lad være med at blive sur, Laika, stop din gøen … jeg ved det lige så lidt som du. Men du kender den … smerten … ikke sandt? Jeg ved det, du kender den alt for godt. Måske … jeg ved det ikke … men måske … nåede du at blive ven med den, mens temperaturen steg i dit torturkammer på vej rundt om jorden. Hvornår eksploderede dine blodårer af stress, Laika, vil du fortælle mig det? Hvor meget pres indefra kan en krop tåle? Nej … vent … jeg vil ikke vide det … jeg vil aldrig finde ud af det. Sig ikke mere, mine ører kan ikke tåle at høre mere. Måske en anden gang … kun måske … lige nu kommer der bare flere spørgsmål … hele tiden flere … ingen svar.