Mormor hed Ditte, hun var et overjordisk væsen, en elverpige, en god fe, altid klædt i lyse, flagrende kjoler, altid med et smil i ansigtet, hun kom lige ud af en drøm, tog lejligheden i besiddelse efter morfars døde kone. Sådan lyder historien fra onkel Hans, virkeligheden må have været lidt mere jordnær, det var ikke noget, jeg tænkte nærmere over som dreng. Hun stod for mig som uskyldigheden selv, jeg forstod ikke, hvorfor mor ikke ville tale med hende, lade mig besøge hende. Hans gav mig ikke nogen forklaring på det, sagde mor var gået sin vej som ung, hun havde ikke set sig tilbage. Mormor accepterede hendes valg, gemte sorgen som en sort plet i en skjult søm på sine vide gevandter, snakkede aldrig om mor igen, mens han hørte på det. Hun havde ikke kendt andre mænd før min morfar, hendes familie havde opgivet hende, hun blev nok aldrig gift, ikke som hendes søster Anna, hende stod de unge mænd i kø efter. Mormor uddannede sig til sygeplejerske, viede sit liv til at pleje tuberkulosepatienter, der mødte hun morfar. Han besøgte sin kone hver uge, nogle gange var Hans og Beate med, hun ville ikke have, de skulle se hende sådan. Da mormor giftede sig med morfar, holdt hun op med at arbejde, hans børn blev det nye mål for hendes kærlighed, de gengældte den uden forbehold, sært hun ikke havde samme virkning på sin egen datter.

Enlarge

Hans fortalte ikke ret meget om morfar, kun at han elskede mor meget højt, måske for meget, da hun begyndte at få former, havde han svært ved at holde fingrene fra hende, mormor gjorde ingenting. Jeg forstod ikke, hvad han mente, han havde drukket for mange snaps til silden sammen med mor en weekend i december. Jeg glemte det igen, måske skjulte min bevidsthed det for mig med vilje, det dukkede op midt i mors kaos, da vi ryddede op i rækkehuset. Hvad skal jeg tænke om det? Det er fortid, mor er død, jeg kan ikke bruge det til noget, måske tog onkel Hans fejl, han boede ikke hjemme længere på det tidspunkt.

Det var svært at følge mors slægt tilbage gennem århundrederne, mormors forfædre kom fra København, der var bunkevis af kirkebøger, folketællinger, dokumenter at vælge imellem, de flyttede konstant, Ejner tilbød at hjælpe, jeg sagde ja tak. Jeg kaldte ham Arkiv-Ejner, han var guld værd, efterhånden blev han en ven, jeg kunne tale med ham om mange ting, det var kun sket få gange før i mit liv. Ejner var lærer, hvordan han var havnet i den lille flække, ved jeg ikke, han var skarp i hovedet, havde humor, menneskekender var han også. Han elskede at fortælle historier, han leverede dem på syngende fynsk, jeg nåede at høre dem alle et par gange. Det gjorde ikke noget, det var hyggeligt at gå sammen med ham i arkivet, drikke kaffe, høre de andres oplevelser fra ugens løb, det var så nede på jorden, almindeligt, slet ikke som mit liv havde formet sig. På en måde blev han den bedstefar, jeg aldrig havde haft, jeg skuffede ham fælt, det er jeg ked af.

Ejner nåede ikke at blive færdig med historien om min slægt, han begyndte på fars side, det bad jeg ham om, jeg havde onkel Hans til mors side af historien. Måske lever Ejner stadig, han nåede kun lige at strejfe min mors slægt, jeg ville gerne have hørt ham fortælle den del også. Han havde en særlig måde at fortælle på, hans øjne gnistrede, han kløede sig i skægget, rev sig i håret, sænkede stemmen, lod den stige til voldsomme brøl, i fortællingen var han intens, levende på en måde, kun Ejner kunne være. Han opførte et teaterstykke foran mit måbende ansigt, fagter, mimik, historierne brændte som sankthansbål, for længst afdøde skikkelser dansede derinde. Jeg så min fortid vokse frem, tage form foran mine øjne, forstod hvor jeg kom fra, så mig selv i årtiers fantastiske, forspildte liv. Foruden Luna er det uden tvivl det stærkeste, jeg har oplevet nogensinde. Hvis jeg havde haft et videokamera, havde jeg optaget det, erindringen blegner. Jeg ville gerne møde Ejner igen, se skuespillet en gang mere, mærke gløden, branden, måske den kunne vække mig til live, give mig håbet tilbage, jeg tvivler.