Mattis var ikke nogen god far for Silje, jeg vidste det allerede, da hun var helt lille, hvad så Luna i ham. Han var hård ved Luna, slog hende, tog hårdt fat, hev hende i håret. Hun havde sjældent synlige blå mærker, i perioder gik hun med langærmede bluser midt om sommeren. Han slog ikke Lunas piger, heller ikke sin egen datter, han kontrollerede dem med stemmen, brugte hårde ord, skældte dem ud for ingenting.
Sin søn kunne han give en røvfuld, en lussing, detektiven kunne ikke levere billeder, det foregik inde i huset, sagde han, måske var han for langsom med kameraet. Da Silje begyndte i skolen, blev Mattis mere nærgående, tog hende hårdt i armen, skubbede til hende, så hun stod på næsen, han var ofte irriteret på hende. Jeg tror ikke, han misbrugte hende, detektiven fandt ingenting af den slags. Silje var ti år, da han flyttede igen, sønnen blev boende, jeg håbede, det kunne give mig en ny chance. Der var ikke mere at få ud af detektiven, jeg lavede en aftale med Karsten. Han kørte forbi ind imellem, hang ud ved genboens hæk, støvede rundt i deres have om aftenen, det morede ham, sagde han, det skulle ikke koste andet end aftensmad når han kom forbi, husk, der skal være øl til.
Lunas mailadresse var en af de ting, jeg fik ud af at hyre detektiven, jeg begyndte at sende e-mails en gang om ugen, hun svarede ikke. Da Mattis flyttede, sendte hun en enkelt linje, hold dig væk, jeg opfattede det som en invitation. Hun havde ikke svaret på en eneste e-mail før, det var et råb om hjælp, om nærhed. Jeg skrev igen, hun svarede, lad mig være i fred, fuck, du fatter ikke en skid af det her. Jeg gav mig ikke, bad om lov til at komme forbi, skide være med det polititilhold, for gamle dages skyld, vi havde da noget godt sammen engang. Der gik en uge, så skrev hun igen, det går ikke her, kan vi ses i byen. Jeg troede, jeg skulle dø, mit hjerte stod stille i flere minutter, jeg kunne ikke trække vejret, det glimtede rundt i synsfeltet, en høj tone summede i mine ører. Et øjeblik efter vågnede jeg nede på gulvet med en bule i baghovedet, jeg læste mailen igen, det var ikke indbildning.
Vi mødtes næste eftermiddag på en cafe i Fredericia, hun var bange for Mattis. Han tævede hende, i den maniske fase blev han aggressiv, irritabel, sov næsten ikke om natten, skældte ud, satte store projekter i søen, han ikke kunne gennemføre. Når han var depressiv, talte han om at hænge sig i birketræet i baghaven, børnene gik omkring som små spøgelser, troede, det var deres skyld. Han ruskede hende, holdt hende fast, tog hende mod hendes vilje. Medicinen virkede ikke ordentligt, han glemte at tage den, når han havde det godt, han ville flytte ind igen, han savnede sin søn. Hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre, hun elskede ham, sagde hun, det sled hende op. Jeg undertrykte min trang til at kysse hende, holde hende tæt ind til mig, måske skulle jeg have givet efter, intet kunne have været værre end det, som skete efter vores samtale. Lysten blev til had, ikke mod Luna, mod Mattis, han havde hele tiden stået i vejen for vores forhold, han var en lidenskab for hende, hun var det for mig, det kunne ikke blive ved. Jeg skulle have givet efter for min trang til at beskytte hende, jeg kunne have givet hende det trygge tilflugtssted, hun drømte om, det gjorde jeg ikke. Jeg sagde, hun skulle tale med sine forældre, overvinde sit oprør, flytte hjem til dem med børnene nogle måneder, de havde plads nok. Hun kiggede underligt på mig, hvad vidste jeg om det, havde jeg udspioneret hende, jeg sagde ingenting, hun gik, jeg brød mig ikke om udtrykket i hendes ansigt. Senere fandt jeg ud af, at hun havde fulgt mit råd, det gjorde mig tilfreds på en underlig måde, som om jeg alligevel havde haft sex med hende den eftermiddag.
Jeg tog et halvt år af sted for bladet, håbede at glemme det hele, måske finde et bedre sted at slå mig ned, fremtiden herhjemme var død, jeg kom hjem, tog af sted igen, sådan gik et par år. Mattis begyndte at komme hos Luna igen, jeg var lamslået, hadet blussede op, jeg vidste ikke længere, hvad jeg gjorde.
Læs videre ->Læs kun Kevins bog ->