Laika … hmm … hvordan skal jeg begynde … øh … der er noget, jeg er nødt til at spørge dig om. Har du nogensinde set en engel ude mellem stjernerne? Er det et mærkeligt spørgsmål? Hvorfor? Masser af mennesker tror på engle, flere end der … sådan helt alvorligt … tror på julemanden, for børn mister troen på ham, når de bliver gamle nok. Det er egentlig en skam … men så er der jo englene. Morfar er begge dele … både en engel og en slags julemand … jo … sådan er det … tror jeg. Sidst han besøgte mig, kiggede jeg efter, men der var ikke nogen vinger. Har engle vinger? Laika, ved du det? Hvorfor skulle de behøve det … de er ikke lavet af det samme materiale som mennesker … har ikke brug for at svæve på vinden som fugle eller flyvemaskiner … har de? Du har ingen vinger, Laika, vend dig om … nej … ingen vinger … du flyver uden problemer rundt i planetland … ja … hvad skulle du bruge vinger til? Jeg ville ønske, du kunne tage mig med, for jeg længes efter at se alting sådan lidt mere fra oven.
Jeg har … oplevet noget. Det er derfor, jeg spørger dig om engle. Der kom en … mand til mig i nat. Jeg vågnede midt om natten, fordi noget … eller nogen … strøg mig over panden. Det var ikke, som når mormor kommer ind og tror, jeg sover, det var ikke en menneskehånd. Det var som … hm … svært at forklare … pyh … som et vindpust … ja … en let vind, der strejfede mig, selv om vinduet ikke var åbent. Så … huf … gåsehud … Laika, kom lidt tættere på, jeg må have hjælp her … luften blev ligesom suget ud af rummet. Jeg gispede efter vejret, så kom det hele tilbage på én gang … ja … og jeg blev fyldt af en følelse … en sorg så stor, som om der sad en elefant på mit bryst … og … og … bagefter … det var mærkeligt … men … bagefter en glæde, som jeg ikke kan beskrive. Den kom indefra … puffede til elefanten … ophævede sorgen … ophævede alting … selv tyngdekraften … jeg svævede på vat, kunne ikke bevæge mig … alting stod stille indeni og omkring mig. Så stod han der … ja … jeg blev ikke forskrækket … han var halvt gennemsigtig, som morfar.
Jeg ved ikke med morfar. Måske laver jeg ham selv oppe i hovedet … ja … sådan er det nok … og lyser ham ud i rummet, som når læreren henne i skolen tænder for projektoren og viser os, hvad han har på sin computer. Morfar siger ikke andet, end jeg forventer … jeg føler det samme, som når jeg var sammen med ham … dengang. Det her var anderledes. Jeg har aldrig set manden før … alligevel virkede han bekendt. Hvordan skulle jeg kunne lave ham selv, når jeg ikke kender ham? Er han i mit blod … en del af mig … mit inderste … er det derfor? Var det en engel, eller måske et … spøgelse? Men jeg tror ikke på spøgelser … det tør jeg ikke … så tør jeg ikke være til. Jeg har set meget, mens jeg var syg … de forklarede det … jeg tror på det … jeg vil tro på deres forklaring. Når jeg så … de ting, var det noget, der bare ligesom faldt ud af mit hoved, fordi der ikke længere var plads til det derinde. Engle tør jeg tro på … de kommer kun med gode ting, har jeg hørt … men spøgelser … uh … dem kan man ikke være så sikker på.
Så, Laika, hvad betyder det, at han kom til mig i nat og strøg min pande? Bagefter satte han sig ned på kanten af min seng … kiggede på mig … længe … meget længe. Jeg lå helt stille … turde ikke bevæge mig. Til sidst faldt jeg i søvn, og da jeg vågnede, var han væk. Hvad tror du? Laika, var det min wannabe-far … ville han sige farvel? Er han død? Kom jeg for sent? Laika … svar mig nu. Der er så mange spørgsmål, jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med dem. Det gør mig … vred, jeg har ikke brug for at se flere ting, der ikke findes. Jeg har lyst til at bede dig begrave det for mig … men jeg vil ikke slippe det … ikke glemme ham. Der var noget … fredeligt over ham, da han sad der på sengen. Som om han ønskede, jeg skulle gøre noget for ham, men han ville ikke tvinge mig til noget. Derfor … tja … hvordan skal jeg udtrykke det … derfor både håber jeg og håber ikke, at han kommer tilbage en anden gang. Forstår du det, Laika? Nej … sikkert ikke … du er bare en dum hund … ja … endnu en ting, der bliver ved med at falde ud af mit hoved. Se ikke så hidsigt på mig … det er sandt … blink tilbage til mig … jeg siger sandheden, du ved det. Du må kunne tåle at høre sandheden … du som ikke har noget at miste. Jeg har stadig alt at miste … det har jeg … Laika … selv om der ikke er så meget tilbage. Du må ikke gå, jeg har brug for dig lidt endnu. Kom med ned i min drypstenshule … lad os sejle på lavasøen … ikke kun ude på midten, hvor jeg plejer at vugge rundt … nej … ikke kun der … Laika … lad strømmen gribe os, lad os glide af sted til dybere lag, ind i slugter og huler, hvor jeg ikke har været før. Måske kan vi finde et svar dernede … hvis du ikke allerede har set det derude i månens kratere … på Saturns ringe. Har du det, Laika? Ikke? Nej, det tænkte jeg nok. Så kom … lad os fortsætte rejsen mod jordens indre.
