Laika, det er svært i dag. Mormor vil have mig til at smide min kniv væk. Jeg bruger den ikke så meget mere … men … ja … det er svært at skille sig af med den … den minder mig om morfar. Jeg fandt den i hans værktøjskasse, da vi boede her … dengang jeg var ti år. Det er en hobbykniv … gul og sort. Det betyder fare … gør det ikke? Den er skarp … meget skarp … selvfølgelig er den farlig … hvis man ikke ved, hvordan man skal bruge den. Men det ved jeg godt … ja … jeg ved det … hvor jeg kan skære … hvor dybt … uden at det bliver livsfarligt. Du lægger ørerne tilbage og blotter dine tænder, Laika … nej … slem hund … hold op … jeg gør dig ikke noget. Kan du grave et hul, der er dybt nok, så kan vi gemme kniven et sikkert sted? Du snerrer … jeg ved hvorfor … du vil ikke hjælpe mig … jeg kan se det … du ved det … ja … du ved, jeg vil sætte et flag i jorden på det sted og bede dig grave den op igen en anden gang. Klog hund, Laika, du læser mine inderste tanker … så let … selv om du aldrig har lært at læse. Skal jeg virkelig smide den i skraldespanden … det er ikke et spørgsmål … jeg er nødt til det. Der findes andre skarpe ting, hvis jeg får brug for det. Jeg kan smide den ud … så let som ingenting. Jeg leger med den en sidste gang … skyder bladet frem … det er kort, for jeg har knækket en stump af, hver gang jeg har brugt den. Der er ikke flere ekstra blade … jeg tog hele pakken fra værktøjskassen, og nu er den tom.

Dengang vi flyttede hjem til vores hus igen, havde jeg morfars kniv med i min taske. Der var tomt i huset. Far var der ikke, der var fred, men mor var ikke glad. Jeg holdt øje med hendes ansigt, når jeg kom hjem fra skole … om det var rødt og hævet eller blegt og indfaldet. Det gjorde ingen forskel … jeg kunne ikke lade være. Jeg ville muntre hende op og tegnede små tegninger til hende, skrev beskeder på papirslapper … jeg elsker dig, mor … verdens bedste mor … når hun var i køkkenet, gik jeg tit ud og hjalp hende med at vaske op eller lave mad. Det var ikke af pligt, men noget i mig kunne ikke lade være. Jeg ville gøre alt for at gøre hende glad … det var en sejr … en stor sejr … hver gang hun smilede.

Jeg havde det ikke godt i skolen … jeg holdt det for mig selv … mor havde nok i sine egne problemer. Jeg var altid sød og usynlig eller lydig og hjælpsom … altid … næsten. Når det kiksede, fandt jeg kniven frem. Den lå i skuffen under mine strømper … helt bagest. Når Kira var hjemme, gik jeg ud i haven, ellers kravlede jeg op i min seng. De første gange legede jeg med den … skød bladet ud og ind … den klikkende lyd beroligede mig. Jeg mærkede efter, hvor skarp den var … uden at skære. Senere ridsede jeg mønstre … helt overfladisk, som når man kradser sig selv med sine negle. Det gjorde noget indeni … tilfreds … ja … det er ordet … en sær tilfredshed. En dag kom jeg til at ridse for dybt.

Du vil se mine arme, Laika, der er ikke noget at se … jeg skar aldrig på de steder … altså … hvor man kan se det. Jeg går ikke i bikini eller bukser med lav talje eller hotpants … i gymnastiktimerne er jeg langsom, den sidste i salen, den sidste i badet. De andre piger vil kommentere det hele tiden … det kommer ikke dem ved. Jeg er nødt til at gøre det en sidste gang … så vil jeg huske morfar … jeg vil se hans smil under skægget … hans rynker ved øjnene. Måske var det ikke så let at være ham … måske fik han ikke sine drømme opfyldt … nej … men alligevel vil jeg tro på, at hans streger i ansigtet var smilerynker. Jeg tegner en smiley med kniven, den har skæg … tre tynde streger under den glade mund … det er til dig morfar … ja … til dig … jeg vil huske dig, derfor skærer jeg dybere, end jeg plejer. Dråberne ned over indersiden af låret … varme dråber … mit hoved eksploderer … jeg ser ham i vinduet, han kommer mod mig med smilestreger og julemandsskæg … han sætter sig på gulvet foran mig og ser på mig med sådan et mildt blik … jeg smelter. Lavasøen syder, isen om hjertet drypper … drypper … drypper … blodet drypper … dråberne baner sig vej på kinderne … på overlæben … på låret … på indersiden af brystkassen … dryp … dryp … dryp … ned i lavasøen … den åbner sig … der er fast grund under … den har ikke ædt sig vej igennem bunden af min eksistens endnu … der er stadig følelser tilbage … andre end sorg … vrede … onde tanker … der er stadig kærlighed tilbage i verden … selv om morfar er … rejst. Han tørrer dråberne med sit lommetørklæde … alle sammen … det er rødt … ja … rødt som kærlighed … så er han væk. Jeg vil gribe hans hånd … den blegner og bliver væk mellem mine fingre … saltfloden skyller hen over lavasøen … igen … igen … igen … jeg er sort og hvid indeni … sort som lavasten … hvid som salt.