Jeg er vred, Laika, hvad bilder han sig ind … at sige, at far ikke var nogen god far for mig. Som om han selv har været meget bedre. Jeg har fortalt dig mange ting nu, Laika, mange gode ting … ikke sandt? Hvad skal det betyde … det kast, du laver med hovedet? Jeg gider ikke lege nu, jeg vil smadre noget … ikke kaste bolde ud på gangen, så du kan hente dem igen. Der står en globus af glas på mit skrivebord. Jeg fik den af Oliver, da han spurgte, om vi skulle være kærester. Jeg sagde nej … det gjorde jeg … men han ville give mig den. Jeg tager den ud af sin metalholder … skjuler den i mine hænder. Tung … glat … kølig … jeg sender vreden ind i den … gnider … gnider … kører den rundt med hænderne tæt om den … ja … jeg sender al min brændende hidsighed derind … den skal blive gloende varm af min arrigskab, men det sker ikke … den er stadig koldere end mig. Jeg flytter mine tommelfingre og kigger gennem sprækken. Den er gennemsigtig, landene er graveret ind i overfladen, matte og hvide, verdenshavene er blanke. Danmark er ikke med … typisk. Jeg bor i et land, der ikke findes. Jeg holder globussen med to fingre … lukker det ene øje … kigger ind i den med det andet helt tæt på … betragter landene fra indersiden. Når jeg holder den op mod lyset, bliver verdenshavene hvide og landene mørke. Jeg stikker den anden hånd om bag ved, så farvetonerne bliver orange, så dukker mine negle op på kæmpefingre, som truer med at tage fat om mig og kaste mig på hovedet ud i havet. Kuglen falder ud af mine hænder … lander på min storetå … fuck … det gør ondt … nej … Laika … kom her med den … løb ikke væk … jeg er ikke vred mere. Det er lige meget, hvad ham den idiot mener om far. Han var ikke kun svær at leve sammen med, han var også en god far … legede med os … fandt på sjove ting … fortalte historier.
Jeg kan huske engang, vi var små … Kira sidder i sin høje stol ved bordet, vi har spist … mor er ved at vaske op. Far har taget et æble fra frugtskålen og skal til at tage en bid, så siger Kira bold. Far griner … triller æblet hen til hende … hun tager det op med den ene hånd og kaster det ned i bordet. Hun laver kastebevægelsen med begge hænder, samtidig med at hun nikker med hovedet og råber op af fryd … æblet triller hen ad bordet … forbi mig. Jeg tænker, hvad mor mon vil sige, vi må ikke lege med maden. Jeg vender mig om … kigger gennem køkkendøren … hun står med ryggen til henne ved vasken og ser det ikke. Jeg fanger æblet … sender det tilbage til far.
– Silje, ikke lege med maden! lyder mors stemme bag mig.
Jeg bliver så forskrækket, at jeg falder ned fra stolen og slår min hage mod bordkanten. Jeg har jo lige sikret mig … tjekket … at hun ikke ser os … hvordan kan hun pludselig stå der … bag mig. Far griber æblet og lader, som om han vil kaste det i hovedet på mor. Hun drejer … hurtigt … kroppen til siden, men æblet er stadig i hans hånd. Hans latter runger i lampen og falder fladt ned på bordet foran os.
– Årh, Luna, lad os nu have det lidt sjovt, siger han.
Så kaster han æblet … rigtigt denne gang … efter hende, hun griber det ikke, vender bare rundt og går ud i køkkenet. Æblet lander på gulvet ved siden af hende, hun samler det op og smider det i skraldespanden. Kira sætter i et hyl … far tysser på hende. Han tager et nyt æble fra kurven … lægger det foran hende. Min tunge gør ondt, jeg bed mig … før. De to andre triller æblet på kryds og tværs af bordet. Jeg går ind på værelset.
Jeg leder … Laika … ja … altså … efter et andet minde … et bedre minde, uden smerte. Det må være der et sted … vent … ja … nu har jeg det.
Vi sidder i stuen, det er eftermiddag … en weekend i november. Jeg er 12 år, vi spiller Uno … mest for Kiras skyld … men det er hyggeligt. Far er med … også mor. Mikkel sidder på værelset, han er svær at få væk fra sin computer, han gider ikke spille kort … bliver så sur, når han taber. Han smider kortene eller krammer dem, så de knækker. Jeg ved altid, hvornår den ene af de grønne 2-kort-op kommer … jeg kan kende den på knækket i hjørnet. Vi sidder der en time, mørket falder på, der er chips og pebernødder på bordet. Det er sådan set det … ikke noget særligt … der sker ingenting … vi sidder bare der … spiller … lader tiden gå. Far er glad … mor er glad … det er Kira og jeg også, vi har ikke brug for små antenner og usynlige signaler. Der har været fred i huset så længe, at vi ikke er bange for, at den forsvinder.
Laika, kom her, giv mig så den globus, tak skal du have … god hund. Jeg sætter den tilbage i holderen … stiller den i vindueskarmen … drejer den rundt. Bag Afrika dukker mit kæmpe fingeraftryk op. Sydamerika, Australien flyder forbi foran fingrene. Jeg tænker på, hvordan mit liv ville være, hvis jeg var født et andet sted på kloden. Jeg kigger ud ad vinduet, vejret er gråt, det passer fint til mit humør. Så får jeg øje på … noget … ja … det er … nej … jo … en skikkelse nede ved hækken … jeg kan se hende … mor! Hun står ude på fortovet … halvt i skjul af lygtepælen … jeg kan se hende … jo, det kan jeg … gennem gitteret i jernstolpen … jeg stirrer … stirrer … det er sandt nok … hun er der i virkeligheden. Hendes øjne rammer mig i brystet, hun har set en bevægelse i vinduet … trækker sig baglæns … går ned i knæ … vil ikke blive set … hendes hår … det er stadig synligt.
Jeg blinker et par gange … stirrer … stirrer … blinker. Nu er det svært at skelne hårtoppen fra hækkens blade. Forsvind ikke nu … bliv her hos mig … jeg løber ud af værelset … ned ad trappen … smækker hoveddøren op … spæner ud til vejen … til lygtepælen … hun er væk. Jeg hiver efter vejret, kigger ned ad vejen i begge retninger. En dame med en hund kommer imod mig … en mand længere henne luger sin havegang … en cyklist triller forbi. Hun kan ikke bare være væk … hun må gemme sig et sted … jeg løber ned ad vejen … kigger ind i alle haver … den anden vej … jeg finder hende ikke.
Mormor står i døren, da jeg kommer tilbage.
– Hvad sker der? siger hun.
– Jeg så mor, siger jeg. – Hun stod … lige der.
Jeg peger … mormor ryster på hovedet.
– Silje, du ser syner igen, siger hun med lille stemme. – Din mor er ikke her, det ved du godt.
– Men jeg … så hende.
Mormor ryster på hovedet igen og står og stirrer efter mig ved foden af trappen, mens jeg tramper op på mit værelse. Jeg ved, hvad jeg så … tror jeg nok … jo … jeg så det da … gjorde jeg ikke? Forvirring, gå … du er ikke inviteret. Hvad med morfar, siger du Laika … ja … det er sandt. Ham ser jeg hele tiden, selv om han er væk. Jeg går hen til vinduet igen. Der er ingenting dernede … heller ikke et blad, der ligner en hårtop. Der var noget lige før, nu er det væk. Jeg krammer jordkloden igen, kulden i glasset hjælper mig ikke denne gang. Jeg åbner vinduet, vil ramme lygtepælen … det lykkes ikke … nej … selvfølgelig. Kuglen lander et par meter fra husmuren, jeg vil ikke høre lyden, den smutter alligevel med ind gennem vinduet, før jeg smækker det i. Laika, du kan hente den … hvis du vil … men pas på, du kunne skære dig. Verden er ond. Når jeg tror, den vil mig det godt, bider den hånden af mig … lader mig sidde alene tilbage. Jeg løfter madrassen … føler mig frem under den … noget hårdt … ja … der … kniven under mine fingre.
