Laika, det er fucking sygt. Jeg kan ikke holde mig selv ud, jeg er et monster … ødelægger alle omkring mig. Mormor sidder i stuen, hun græder … Kira er skredet, hun kan ikke holde ud at være her. Det må stoppe … jeg kan ikke blive ved med at lade vulkanen gå i udbrud, jeg må finde en måde at holde den nede på. Jeg har prøvet med kniven, det hjælper lidt … men det er ikke nok. Kan du hjælpe mig, Laika? Kom nu, vi må finde en måde, der må være en vej ud af det her. Grav et hul … stort nok til at jeg kan være i det … så kan du dække mig til bagefter. Det vil du ikke … dumme hund … nå … men så graver jeg selv … kom nu … hjælp mig … ja … sådan … godt … god hund. Jeg gør det alligevel, det er bedre at følge efter mig, så kan du passe på mig … klog hund … Laika … klog hund.

Det kribler og krabler hernede … regnorme … bænkebidere … jeg hader dem … jeg har fortjent det … ja … fortjent at være her og ikke oppe i lyset. Dunk … dunk … nu er der noget hårdt … en rod, den sidder ikke fast, den falder fra hinanden, når jeg trækker i den, trøsken graver sig ind under mine negle. Sådan er det … ja … der er ingen anden vej, når man ikke ved, hvor man kommer fra, eller hvor man skal hen. Man rådner op … går i opløsning.

Tror du, vi møder … Døden hernede, Laika, hvor ellers? Har du set ham et sted ude mellem stjernerne? Måske … ja … måske sidder han inde ved min egen lavasø, jeg kan se ham, han fisker … med ildfluer som madding. Hver gang han fanger en fisk, dør en af mine nærmeste … eller en ven. Heldigt … altså … at han er så dårlig til at fiske. Nogle mener, helvede ligger under jorden … uh … føj … forbandet sludder, helvede har ikke noget med ild og jord at gøre, helvede er ikke et sted, man kan ikke rejse derhen. Det er en tilstand, og jeg er der … lige nu. Laika, kan ild ophæve ild? Kan min vulkan udslukkes i jordens flydende, brændende indre? Jeg har brug for noget, der er større end mig selv … det skal brænde stærkere end min lavasø … overgå min vulkan i voldsomhed … så den aldrig mere tør vise sig frem for andre end mig.

Vi har gravet længe nu, der er ikke andet hernede end jord … kryb … rådne træstumper … sten … ler. Hvor er ilden? Jeg vidste ikke, der var så langt derned. Mine arme er lange som en orangutangs … vi må finde en anden måde at gøre det på. Kan man slukke en vulkan med jord, Laika, hvad tror du? Måske kan vi fylde krateret op med jord og sten, kvæle det med beton og mursten … hvad siger du? Du står med en gren i munden … logrer … lægger den for mine fødder … hvad skal det til for? Jeg vil ikke lege nu, orker det ikke, find en anden legekammerat … gå nu … ej … dumme hund … stædig … nå … så gør jeg den én gang, for gammelt venskabs skyld. Jeg kaster grenen, du sprinter af sted, kommer tilbage med den … tungen hænger langt ud af halsen på dig … det ser sjovt ud … jeg vil ikke grine … jeg kan ikke grine … mormor sidder inde i stuen og græder.

Alligevel gør vi det … igen … igen … du løfter mig op af hullet og ud af jordens dyb. Jeg glemmer min vulkan, lavasøens bølger slikker roligt op ad klippevæggen … Døden pakker sit fiskegrej og går ud for at finde et sted med bedre fangst. Så får jeg øje på mormor oppe i vinduet … hun vinker. Jeg kan ikke se hendes øjne tydeligt, lyset laver reflekser i ruden … de er sikkert røde. Jeg tror, hun smiler … ser jeg syner? Jeg vinker tilbage, hun forsvinder fra vinduet og kommer til syne i havedøren.

– Silje, hvad laver du? Er du ved at grave have? siger hun … jo … hun smiler.

– Jaeh … du har jo sagt, at køkkenhaven skal graves … inden vinteren.

Jeg kommer i tanke om, at jeg ikke er alene i haven. Mormor må ikke se dig, Laika, det ved du … gem dig bag en busk. Mormor går ned ad trappen og kommer ud på græsset. Hun betragter mit arbejde, lader sin latter drysse ud over mig og ned i alle hullerne. Det klukker i hendes mave, det lyder … fantastisk.

– Men du behøver altså ikke grave så dybt, siger hun

Hun har tårer i øjnene … ikke de samme tårer som før, de her kommer af latteren og efterårssolen, der kilder hende på kinderne.

– Jeg tænkte, det skulle gøres grundigt, siger jeg og kigger ned på hullerne.

– Du ligner din mor alt for meget, siger mormor.

Jeg kan se, hun fortryder det med det samme.

– Undskyld, siger hun, – det røg lige ud af mig.

– Det gør … ikke noget, siger jeg.

Der ligger en fælles forståelse og svæver mellem os, men vi får ikke det samme ud af den. Hendes tårer bliver hængende … hun savner mor … det gør jeg også … men der er et spørgsmål … ja … det ligger der … inde i lavasøen … jeg tør ikke sige det højt, for hendes øjne stopper mig hver gang. Jeg ved ikke … stadig ikke … hvorfor mor rejste … hvorfor hun ikke har lyst til at besøge os … bare én gang. Mormor ville tilgive hende lige med det samme, det ved jeg … måske … ja … måske ville jeg også. Eller hvis det er for meget med et besøg, så bare et brev … måske … eller en e-mail. Bare sådan … hej, har I det godt, det har jeg … hvorfor er det så svært? Jeg vil spørge, men ordene sidder der og … laver en prop i halsen … jeg tør ikke … nej … tør slet ikke. Jeg kommer bare til at lave flere sorte huller, det kan mormor ikke tåle. Jeg kan ikke undvære hende, det er nok … mere end nok … at morfar ikke er her mere.

– Det er mig, der skal sige undskyld, siger jeg, stadig med øjnene nede i hullerne. – Så … det må jeg hellere gøre … undskyld.

Jeg løfter hovedet igen, ser lige ind i mormors øjne. Hun siger ikke noget … løfter armene … skræver over et hul … krammer mig så hårdt, at al luften bliver klemt ud af mig. Jeg krammer igen, ikke lige så hårdt … mormor er lavet af glas. Hun tåler ikke stød og hårde tryk. Så slipper hun, lægger hænderne på mine skuldre. Hun ser dybt ind i mig … måske ser hun lavasøen og Døden, som pakker sit grej og forsvinder.

– Jeg forstår dig, Silje, siger hun, hendes stemme er dyb og fremmed, – tro mig, jeg forstår dig. Vi er på denne rejse sammen, og vi må prøve at få det til at fungere, ikke?

– Jeg vil ikke være så ond mod dig, mormor, jeg er et … monster!

– Vel er du ej et monster! siger hun og rusker mig. – Vågn op! Du er en lille pige, der har oplevet noget, som ingen børn skulle udsættes for. Du er på vej ud i livet med en tung bagage, og jeg vil gerne hjælpe dig med at blive stærk nok til at bære den. Husk det altid.

Jeg nikker. Først forstår jeg ikke alle ordene … kun at hun er på min side, og at jeg ikke kan støde hende fra mig … lige meget hvad jeg finder på. Lavasøen bobler og kaster sig mod væggene i hulen, den vil bestemme over vulkanen … få den til at hælde sit indhold ud over mormor. Jeg kniber øjnene sammen, vil have ordene til at give mening … så ser jeg det … ja … det males op med lava inde bag øjenlågene. Ikke jord … ikke ild … ingen af delene kan tømme lavasøen og slukke vulkanen. Et andet sted bryder … noget gennem klippevæggen, en revne, en lidt mørkere tone i alt det grå, det pibler … pibler … pibler … våde salte dråber glider stille nedad … nedad … lander i søen med en sydende lyd. Inde bagved presser det på … presser … skubber … maser … smerten sidder i halsen, noget vil ud gennem den væg, revnen bliver større, væggen kan ikke holde det inde. Det bryder frem … vandet bryder igennem … en flod … tusindvis af salte dråber tumler … vælter … ned i søen og fylder hulen med hvid damp. Jeg kaster mig i armene på mormor og hulker, som jeg ikke har gjort meget længe.

– Der er en ting mere, min pige, siger mormor efter et stykke tid.

Jeg trækker mig fri … stirrer på hende.

– Vil du ikke nok smide den kniv ud? Ikke for min skyld, men for din egen.

Hun ser på mig … roligt. Vi har talt om det før. Det er modigt af hende at nævne det igen … det har lavet større sorte huller end noget andet … men måske har hun ret. Jeg er ikke klar endnu … måske bliver jeg det en dag … måske.

– Jeg skal tænke over det.

Jeg undgår hendes blik, hun skal ikke se mere derinde. Hun klemmer mine skuldre en sidste gang og går ind i huset igen … jeg graver haven færdig. Så hjalp det, Laika, at grave. Jorden er min ven. En dag … ja … det vil jeg tro på, en dag kommer jeg ud og besøger dig mellem stjernerne … men ikke nu … jeg er ikke færdig med jorden endnu.

Læs videre ->