Jeg blev ved med at sende e-mails til Luna, nogle gange fik jeg svar tilbage, ikke afvisende, hun fortalte om sit liv, hvad hun var optaget af, samtalen på cafeen dengang var en tank på larvefødder, den kørte lige igennem muren mellem os. Opholdet hos forældrene havde hjulpet hende, skrev hun, tak for rådet, jeg troede, du var idiot, undskyld, smiley. Jeg ville gerne møde hende igen, hun turde ikke, Mattis var stadig jaloux, skrev hun, han var ikke hård ved hende nu, hun turde ikke udfordre hans tålmodighed. Han holdt øje med hende, det var hun sikker på, han havde så mange venner, de lavede aftaler, holdt øje med de andres kærester, koner, ingen slap godt fra et sidespring. Jeg forsøgte at styre mig, ville ikke ødelægge den gode stemning, det var svært at holde ilden nede, det ulmede under asken, jeg kunne ikke få mig selv til at slukke det helt. Jeg havde stadig billederne, vi lavede dengang, de trøstede mig ikke, de gjorde det meget værre, jeg kunne ikke smide dem ud.

Jeg spurgte mange gange, må jeg komme forbi, hun svarede hver gang nej, jeg ved aldrig, hvornår Mattis kommer hjem. Hun turde ikke møde mig i byen, det var et helvede, jeg kunne ikke holde det ud, jeg ville ikke ødelægge familien, børnene havde det fint nu, det spøgelsesagtige var væk, de klarede sig godt i skolen, havde kammerater. Jeg ventede på en anledning, nogle gange fulgte jeg efter Luna, når hun handlede dagligvarer, modet svigtede mig, der var for mange mennesker, det var for risikabelt, hun ville afvise mig, hvis jeg kontaktede hende i mængden. Til sidst tog jeg mod til mig og opsøgte hende hjemme.

Det var en flot morgen, solen stod op uden omsvøb i orange, pink, det var en mandag tidligt i april. Mattis var taget til København på et byggeprojekt, han var væk hele ugen, Luna var sygemeldt, stress. Jeg tog derhen op ad formiddagen, gik i ring i kvarteret, var tæt på at køre igen, det skulle jeg have gjort. Jeg ringede på, hun lukkede mig ind, helt ind. Det var ubeskriveligt, årene forsvandt, vi var tilbage i min gamle lejlighed, huset var overtændt på en brøkdel af et sekund, væggene forsvandt, loftet, sengen under os svævede i det tomme rum, der var intet imellem os, kun blodets drøn i ørerne, de slikkende flammer sved huden af i trevler, kødet smeltede sammen til én organisme, alt andet var ligegyldigt. Bagefter så jeg en dyb undren i hendes blik, jeg ville spørge, jeg ville ikke ødelægge oplevelsen med ord, vi lå begge tavse længe, du skal gå nu, sagde hun, børnene kommer snart hjem.