Hallo Laika, mormor og jeg er lige kommet hjem fra en handletur … morfar står på trappen og stirrer på mig. Hvad er der galt med ham … jeg håber ikke han har været på mit værelse igen. Han siger, det er ham, der bestemmer … det er hans hus … hallo … gamle mand … jeg bor her da også. Alle mennesker har ret til privatliv … ja … det er jeg sikker på … også børn. Morfar har ikke ret til at gå og rode på mit værelse, når jeg ikke er hjemme.
– Hvad er det her, Silje.
Han rynker panden og holder den gule og sorte hobbykniv frem.
– En kniv.
Jeg siger ikke mere end det … hvad havde han forventet?
– Den har jeg virkelig ledt efter længe, siger han, og rødmen stiger op i hans kinder. – Hvorfor lå den i din skuffe?
– Gustav, lad nu være, siger mormor.
Morfar er kommet godt i gang, det er svært at stoppe ham.
– Jeg skulle … skære noget karton.
Dårligt svar, jeg er ikke forberedt, forbander mig selv for det elendige gemmested. Han undersøger de røde skjolder på bladet … måske er han er sur over, at jeg engang for meget længe siden tog hans kniv, måske forstår han … langsomt … hvad jeg bruger den til.
– Har du skåret dig, siger han, – sådan en kniv er ikke legetøj, man skal være forsigtig med den.
– Ja, morfar … det var kun en lille rift.
Jeg er stiv … hård … indeni, kroppen lystrer ikke, jeg kan ikke engang blinke. Han kommer ned til os, hans blik trænger ind gennem min hud, graver sig ned under min blanke maske. Jeg kan ikke skjule noget for morfar, jeg holder for meget af ham, det er svært at huske at sætte paraderne op hele tiden. Måske … ja … det tror jeg … det er netop derfor, det er ham, jeg skændes med … aldrig mormor. Jeg har taget overtøjet af, står og venter på, at han skal flytte sig, så jeg kan stikke af … op på værelset. Morfar tænder lyset i gangen. Mine strømper er stribede … pink og orange på den ene fod … lilla og rød på den anden … jeg ser det nu … i lyset. Det er så mørkt om morgenen på denne tid, så farvespekteret flyder sammen og får øjnene til at blive sløve. Lyset fra lampen i gangen lader alting stå knivskarpt … alting … klart som dagen … man kan ikke gemme sig. Morfar klikker bladet på kniven helt ud … kigger på blodpletterne igen.
– Det er lidt voldsomt det der, siger han, – hvor har du skåret dig?
– Gustav, siger mormor igen.
Morfar sidder fast i hjulsporet … kan ikke skifte retning. Han lægger kniven på trappen, griber min venstre hånd og drejer håndfladen opad … hiver i mit ærme. Lavasøen … uh … den bobler … rolig nu … rolig … det hjælper ikke, den er ikke modtagelig for lydighedstræning … morfars fingre strammer … hårdt … om håndleddet. Jeg kan ikke lade være, jeg må stritte imod … ja … lavaen giver mig ekstra kræfter, men morfar holder fast. Jeg rykker til … en gang mere … det lykkes … min hånd smutter ud af hans greb. Jeg hiver begge ærmer op og strækker underarmene op … helt op i næsen på ham.
– Se bare efter, råber jeg, – så det er det, du tænker! Kig bare! Se! Ingenting her … ingenting der … er det virkelig det, du tror om mig?
Jeg sitrer over hele kroppen, holder armene op … længe … min bedste optræden til dato. Han træder et skridt tilbage … glemmer, han står ved trappen og mister balancen … falder bagover … når at redde det ved at tage fra med overarmen … lander på det andet trin.
– Så, så, siger han, – jeg er bare bekymret for dig.
Hans ansigt er slapt … chokeret over min reaktion.
– Bekymret! råber jeg.
Vulkanen er ude af kontrol … jeg er blind og døv … følelsesløs … kold og varm på samme tid.
– Har du ikke hørt om tillid, fortsætter jeg.
Jeg hører min egen stemme, den er mere hysterisk, end jeg selv bryder mig om. Jeg kan ikke styre det … vil ikke have det til at ske. Jeg står ved siden af mig selv og rykker mig i ærmet … jeg lader mig ikke stoppe.
– Silje, siger han og vil rejse sig op … hans stemme er hård, – fald ned!
– FALD NED! Du kan selv falde ned.
Min stemme skærer dybere end kniven, jeg skubber ham hårdt i brystet, og han lander skævt på trappen igen … jeg snupper kniven … stormer op på værelset. Han trækker vejret tungt … jeg er ligeglad, han skal passe sine egne sager … ikke blande sig i mine. Gennem døren hører jeg deres stemmer, morfar taler i stød, jeg låser og smider mig på sengen. De har glemt kniven … ingen kommer efter mig op ad trappen. Så har mit udbrud haft en gavnlig bivirkning … ja … det tænker jeg … min kniv har jeg stadig … så … så sker det, Laika … det må ikke ske … det sker. Jeg hører et skrig dernede … det river mig ud af min hud og kaster mig nøgen … forsvarsløs … ud i min egen lavasø.
– Silje! råber mormor fra trappen, og der er glas og istapper i stemmen, – ring 112, skynd dig!
Jeg leder febrilsk efter min mobiltelefon, ikke et øjeblik … nej … ikke et sekund er jeg i tvivl … jeg har udløst en katastrofe. Min nye tilværelse bliver suget ind i det nu … det sorte hul, som nuet er … lige nu … det hele forsvinder i det nu. Ingenting kan blive det samme efter det. Ingenting … det sidste, jeg har tilbage.