Laika … jeg kan ikke holde ud at være i min krop fra … dengang, jeg er nødt til at tage en pause. Jeg står og ser på mig selv … jeg ligger og sover i min seng, en pige på 13 år, som hader julen uden sin mor. Pigen i sengen ligger krummet sammen om sin dyne … snøfter i søvne … bag øjnene flyver mareridtene forbi … hun har ingen redskaber til at stoppe dem. Det er ingen bebrejdelse, mormor og morfar har været fantastiske … de elsker både Kira og hende … ja … det gør de … det er jeg sikker på … men det er ikke nok, ser det ud til. Denne 13-årige pige har for et par dage siden ødelagt juleaften … ikke kun for sig selv … også for de andre. Jeg forstår ikke, at de gjorde det … tog imod hende i deres hjem. De kunne have accepteret tilbuddet om institution, men de ville ikke lade hende gå. Måske … uh … var det en fejl, så meget ville have været anderledes, hvis hun ikke havde fået lov til at bo i dette hus.

Jeg går ud af mit værelse, forlader mig selv sovende, åbner … forsigtigt … døren til Kiras værelse. Hun sover med sin bamse i armene, hun fik den i julegave af mormor og morfar. Hendes ansigt er roligt, hun smasker i søvne … vender sig om på den anden side. Jeg vil ikke forstyrre hende. Hun har det godt her … jeg er ked af de mange gange, jeg har ødelagt hendes ro og mindet hende om mor. Måske … ja … det tror jeg … måske havde hendes liv formet sig lysere, hvis hun ikke skulle se på mig … forholde sig til min vulkan.

Men, Laika, jeg kan ikke lave noget om. Hvad nytter det at gå tilbage … rode op i den gamle historie? Kan det bringe andet end mere smerte … mere næring til den bitre rod, der vokser bedst ved bredden af lavasøer?

Jeg lister ud af værelset … ned i gangen … åbner hoveddøren … sætter mig på trappen udenfor. De kolde klinker sender en gysen op gennem kroppen og får hårene til at rejse sig på mine arme. Jeg tænker på min wannabe-fars fortælling, der har sendt mig hele vejen tilbage til denne dag. Jeg kan ikke huske den episode, han fortæller om … min hjerne må have arkiveret den som ikke vigtig. Jeg lukker øjnene … forsøger at fremkalde mødet … se ham for mig … den fremmede, der spurgte om vej. En skikkelse toner frem, men den har intet ansigt … påklædning og frisure er uskarpe … billedet er taget for tæt på i modlys. Lad det ligge … lad det nu være … hvad skal jeg med det? Hans beskrivelse af far og vores liv stemmer ikke med de minder, jeg graver frem af erindringens arkivskabe. Jeg havde et godt liv … ja … det havde jeg … tror jeg nok … ikke dårligere end så mange andres … tror jeg … kan jeg huske … ja … sådan var det.

Laika, det tåger … støver … alting vælter ned fra hylderne. Kom her, god hund, læg dig ved siden af mig. Der er en hemmelig dør i arkivrummet … jeg vil ikke … har ikke lyst til at gå derind. Jeg ved ikke, hvad der gemmer sig derinde … jeg har længe vidst, den var der, men … altså … den er blokeret … ja … den er spærret af kisten med særligt gode minder. Hvis jeg skal flytte den kiste og gå ind ad den dør, så … pyh … så er du nødt til at gå med mig, for jeg overlever ikke uden dig. Det er vejen ind til jordens glødende kerne, trykket derinde … du kan ikke forestille dig noget lignende … trykket er så stort, så flydende metal bliver hårdt igen. Jeg er bange for at skrumpe ind … blive til ingenting … derfor tør jeg ikke. Men hvis jeg ikke gør det … hvis jeg bliver her i det flydende metal udenom … så vælger jeg en skæbne fyldt med Frederik’er og Philip’er. Den skæbne vil smelte mig om … pakke mig ind … spytte mig ud gennem jordskorpen som en fremmed … et samlesæt, der hele tiden kan sættes sammen på nye måder … ja … passe ind alle steder. Det må ikke ske … nej … nu kan jeg se det, Laika, jeg forstår det nu … jeg vil ikke miste mig selv.

Jeg går ind i huset … ind i mit værelse … betragter den 13-årige pige i sengen … længe … samler mod til at gå ind i hendes mareridt igen. Laika, du står der med hovedet på skrå og tungen ud af halsen … jeg stoler på dig. Jeg overlader det til dig at huske vejen tilbage. Hvis jeg farer vild … det kan ske … meget let ske … så må du love mig, at jeg kan tage fat i dit halsbånd og regne med, at du fører mig hjem igen.

Døren

Ok, før vi går ind ad døren, kan du jo teste, hvordan du har det med døre … sådan generelt. Så får jeg lige vejret imens.

Ville du gå ind ad denne dør?

Ja, selvfølgelig!

Never!

Måske

Måske ... ikke

Ja da ... tror jeg nok

Du får et spændende jobtilbud, men du har hidtil været godt tilfreds med dit nuværende job. Hvad tænker du?

Jeg er simpelthen nødt til at prøve det af!

Jeg siger sikkert ja. Måske kan jeg komme tilbage til mit gamle job, hvis det ikke går - og ellers finder jeg nok noget andet.

Det ved jeg ikke, før jeg står i situationen.

Det lyder interessant, men jeg kender ikke andre, der har gjort sådan noget. Man ved, hvad man har ...

Det tør jeg ikke. Tænk, hvis det ikke går!

Hvis nogen kommer med en ide, der laver om på dine planer for dagen ... ?

... bliver du usikker og har svært ved at få dagen til at hænge sammen.

... griber du dagen og muligheden for at kommer til at opleve noget anderledes.

... bliver du irriteret og brokker dig højlydt, men ved inderst inde, at der sagtens kan komme noget godt ud af det, hvis du giver det en chance.

... ærgrer du dig lidt over det, du ikke når i dag alligevel, men hopper hurtigt med på den andens ide.

... forsøger du først at blive ved dine egne planer, men lader dig så trække med og opdager, at det ikke var så dårligt alligevel.

Du er på rejse i udlandet og opdager, at din taske er væk. Hvad gør du?

Køber en ny - og finder det nærmeste konsulat, der kan hjælpe mig med nyt pas.

Går i panik, indtil nogen kommer og redder mig.

Bliver vred på den dumme tyv, spærrer kreditkortet og får lavet et nyt pas.

Sørger med det samme for at spærre visakortet, og går derefter tilbage ad samme rute for at se, om jeg har glemt den på en cafe et sted.

Ringer hjem for at få et godt råd om, hvad der er bedst at gøre i sådan en situation.

Du er faret vild et sted på den jyske hede, og der er ingen mobildækning. Hvad gør du?

Jeg farer ikke vild, jeg bor her.

Går efter solen og lyden af den nærmeste vej - så finder jeg nok ud til civilisationen på et eller andet tidspunkt.

Bygger et shelter og forbereder mig på at overnatte. Danmark er et lille land - de finder mig sikkert i morgen.

Sætter mig ned og venter på, at nogen finder mig. Det er bedre at blive på samme sted, jeg ved jo ikke, hvor de allerede har ledt.

Jeg kommer helt sikkert til at gå i ring. De finder mig aldrig. Håber, jeg aldrig lander i sådan en situation - må hellere holde mig langt væk fra den jyske hede.

Du får et godt råd af en af dine venner. Følger du det?

Godt spørgsmål! Kun hvis det, han siger er fornuftigt.

Selvfølgelig gør jeg det, jeg følger altid mine venners gode råd.

Nok ikke. Jeg ved, hvad jeg laver - og i øvrigt får jeg sjældent nogen rigtig gode råd.

Ja, som regel. Man får meget ud af at høre, hvordan andre har klaret en situation.

Hm - han kan sagtens komme med gode råd, når han er så dygtig til det hele. Så let går det aldig for mig.

En af dine venner har gang i noget, der tydeligvis overstiger han evner. Hvad gør du?

Ikke noget. Jeg vil ikke gøre ham ked af det.

Stiller nogle ledende spørgsmål og lader ham ellers køre sit løb, hvis han ikke forstår min fine hentydning. Og hvad ved jeg i øvrigt om hans evner?

Tilbyder at hjælpe ham med projektet. Så lærer jeg sikkert også noget selv, uden at jeg behøver gå foran.

Siger det ligeud til ham. Hvis ingen andre tør konfrontere ham, må jeg jo atter engang træde til.

Tager en snak med ham for at finde ud af, om han har styr på detaljerne og kender konsekvenserne, hvis det mislykkes.

Døren

Eventyreren

Du er modig ... ja ... og dumdristig nogle gange. Du har opnået meget ... for du lader ikke tilsyneladende uoverstigelige mure stoppe dig. Du braser hellere lige igennem ... end kravler over. Du bryder mure ned ... ja ... men af og til går du for vidt og sårer andre ... eller dig selv. Du kunne godt ... en gang imellem ... stoppe op, før du løber panden mod en mur ... eller ødelægger noget, der skulle have haft lov til at stå ... altså.

Rødhætte

Du er ikke bange for udfordringer ... men kan alligevel godt blive lidt bange, hvis du ikke føler dig tryg ved en situation. Du følger ikke altid den lige vej ... det giver dig både sejre og nederlag. Din nysgerrighed driver dig til at tage chancer ... så tager du de tæsk, det giver ... bliver stærkere af det. En gang imellem kunne du godt bruge at lytte ... lidt mere ... til andres råd ... ja ... prøv det.

Tvivleren

Du er usikker på, hvad der er på den anden side af døren ... du undersøger det ikke nærmere. Du går hurtigt forbi ... lader andre om at åbne den. Men når de først har vist vejen ... er du ikke bange for at følge efter. Det har du det ... sådan set ... fint med, men nogle gange er det ... for sent ... mulighederne forsvinder. Næste gang skulle du tage at åbne døren ... selv ... ja ... måske er der nogen, der følger efter dig ... hvis du tør.

Betragteren

Du ser tit andre prøve nye ting af ... men du har ikke lyst til at gøre det selv. Du står og ... kigger ind gennem nøglehullet ... de andre klarer udfordringerne, men forhindringerne ... skræmmer dig. Du bliver tit på den sikre side af døren ... der er bare det ved det ... du får aldrig hele billedet gennem et nøglehul. Næste gang kunne du prøve at tage i dørhåndtaget ... åbne døren på klem ... ja ... måske selv vove dig ud i det.

Bangebuksen

Du har faktisk slet ikke lyst til at ... kigge på den dør. Du har det fint i dit trygge musehul ... alting er så forudsigeligt og rart. Der er alt for mange ... katte derude. Andre åbner døre hele tiden ... men du finder hurtigt på en undskyldning. Det er godt at være tryg ... men nogle gange skal man have en ... forskrækkelse for at komme videre. Prøv næste gang at forestille dig, hvordan det ville være ... at åbne døren. Så får du ... måske ... også lyst til at gøre det ... en dag.