Luna

Luna slog på nogle strenge i mig, jeg ikke vidste, jeg havde. Først ignorerede jeg det, kørte rutinemæssigt over i det professionelle tonefald, når jeg talte med hende, forsøgte at betragte hende som et forretningsanliggende, et objekt. Det plejede at virke, når en af pigerne en sjælden gang udløste andet i mig end begæret, trangen til at nedbryde hendes forsvarsværker, tage hende i besiddelse. Jeg havde gjort det så mange gange, følelserne stak ikke dybt. Når jobbet var ovre, kontrakten opfyldt, gled pigerne en for en ud i strømmen af vellykkede affærer, korte kontrakter på et par dage, mere faste aftaler på månedsbasis. Der var aldrig tale om fastansættelser, kontrakterne var tidsbegrænsede, ind imellem ”med mulighed for forlængelse”. Nogle af pigerne så i den sætning håb om et fast job, måske også et fast forhold, det var ikke intentionen fra min side. En gang imellem forblev kontrakten rent forretningsmæssig, det var sjældent, jeg fik som regel min vilje igennem. Jeg var den eneste i det spil, som næsten var sikker på gennembrud hver gang.

Luna rummede noget andet, mere. Hun kunne få mig helt op i det røde felt, hun kom med forslag til forbedringer af settet, ville ikke give sig, før vi havde prøvet det af. Hun kunne bare med sit blik gøre mig blød i knæene, få mit hjerte, mit skridt til at dunke som en teenagers, jeg kunne ikke gøre noget ved det, hun havde mig i sin hule hånd. Jeg skulle have brudt kontrakten, sagt det ikke fungerede, hun passede ikke ind, jeg ville ikke lade hende gå. Hun gjorde mig vild som en sulten isbjørn, jeg havde en trang til at kaste mig over hende, flå hendes tøj af, tilfredsstille min lyst på hende, om det så skulle koste mig alt. Lysten var en stor del af min identitet, jeg havde altid været i stand til at styre den, kanalisere den ind i mere acceptable former, bruge den kreativt. Selvkontrol var min stærkeste egenskab, ud af den kom evnen til at kontrollere mine omgivelser. Luna ødelagde det, jeg måtte bruge alle mine mentale teknikker for at beherske mig, hun var en stjerne, hun spillede kostbar.

Hun var meget bevidst om, hvad hun tændte i mig, hun brugte det mod mig, kørte mig ud over afgrunden med vilje, jeg kunne ikke se det dengang. Jeg gjorde, som jeg plejede, charmerede hende, brugte de kneb, tricks, jeg havde lært mig hen ad vejen, nøje afpasset efter hendes personlighedstype, de reaktioner, jeg fik tilbage på de første, diskrete tilnærmelser. Jeg var forsigtig, hun havde en aggressiv undertone i sin respons, hun gjorde med det samme opmærksom på, hun havde en kæreste, ikke var interesseret i en flirt med mig. Det havde jeg hørt før, det plejede ikke at være et problem, det gjorde legen mere interessant. Jeg skruede ned for charmen, branden i mig blev stærkere. Hver dag var en voldsom udfordring, jeg tog den op, blev enig med mig selv om, det kun var godt ind imellem at se ryggen af trivialitetens grå spøgelse. Tilværelsen kunne mærkes helt fysisk, hver dag var en intens oplevelse af desperation, begær, raseri, voldsomme adrenalinkick, nøje planlagte berøringer, højeste beredskab hvad angik kontrol, styring af mine ord. Jeg analyserede hendes reaktioner i øjeblikket, senere, alene i lejligheden, planlagde jeg næste skridt, mens jeg tilfredsstillede mig selv foran dagens optagelser.

Til sidst flyttede hun ind, det var helt uden for nummer, noget jeg aldrig i min vildeste fantasi havde forestillet mig, ønsket. Jeg led af momentan sindssyge, alle mine parader var nede, hun vadede lige ind, trampede hele mit livsværk ned. Hun havde fået overtaget, kontrollen var hendes, jeg var hendes villige slave. En nat stod hun foran min dør i opgangen, kimede på dørklokken uden ophør. Kæresten havde smidt hende ud, sagde hun. Han troede ikke på, hun ikke havde noget kørende med mig, hun bestilte ikke andet end at tale om mig hele tiden. Hun havde tigget, bedt ham om at forstå, holde ud til kontrakten var opfyldt, han havde ikke været til at få fra det, til sidst havde han smækket hende en lussing. Hun snøftede, han havde aldrig slået hende før, om hun kunne få lov til at overnatte på min sofa i nat, til han blev god igen. Jeg lukkede hende uden videre ind, hun krummede sig sammen på sofaen, faldt i søvn. Jeg sad længe i lænestolen ved siden af, stirrede på hende. Det røde mærke på kinden var ægte nok, jeg var ikke sikker på, jeg kunne stole på hendes historie. Hun havde været så afvisende den dag, jeg var ved at opgive, nu lå hun der, sov uden den mindste frygt for, jeg ville forgribe mig på hende. Måske ønskede hun det faktisk, jeg skubbede tanken fra mig, en ting var at kontrollere driften, alle sanser i løbet af dagen, noget andet var at gøre det hele døgnet rundt.

Enlarge

IMG_20170330_081031
Seriøst … altså! Det har mor da aldrig fortalt noget om. Vidste godt, hun ville være model … engang … men flytte ind hos fotografen … helt ærligt.

Jeg gik i seng, vågnede næste morgen til duften af kaffe, lune rundstykker fra fryseren. Hun stod i døren til soveværelset, betragtede mig kun iført trusser, bh, hendes makeup var perfekt, håret sad, som det skulle. Lysten gik på med fuldt blus, jeg kunne ikke nå at reagere, trak diskret dynen op fra gulvet. Ingen misforståelser, ikke vække hendes afsky. Hun lod, som om hun ikke havde bemærket det, jeg kunne se det i hendes øjne, gåsehuden på hendes lår, hun var også på, der var ingen vej tilbage.

Senere ved morgenkaffen gjorde jeg hende klart, hun ikke kunne bo i min lejlighed mere end et par dage, der var ikke plads, det ville forstyrre mit arbejde, jeg skulle også lave optagelser med andre piger. Hun nikkede, jeg troede, vi havde en aftale.

Læs videre ->
Læs kun Kevins bog ->

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0