Laika, her er jeg igen, og som du nok har forstået, kan jeg ikke lade være med at læse videre. Min mor har … boet sammen med ham typen, der vil være min far. Det skaber en masse billeder og spørgsmål i hovedet på mig. Lejligheden … hvordan så den ud … hvor lå den … hvordan så mor ud som … model … findes billederne … nogle af dem … stadig? Hvordan kunne hun falde for ham, når hun allerede havde far … altså … ham, jeg kender som far? Jeg er nødt til at fortælle dig om mor og far … så du forstår det … men først vil jeg fortælle dig om i dag.
Det er 1. december, det er ikke en god dag for mig, derfor har jeg lavet min egen … tradition. Jeg gør det hvert år, så jeg kan gå gennem december uden at … flippe ud. Mormor foreslog det for to år siden, dengang syntes jeg, det var lamt, men sidste år hjalp det mig, så jeg fortsætter. Jeg tager min julelysestage frem, den er ikke noget særligt, bare en blank messingstage … jeg bruger den kun i december. Så tager jeg lysekransen, den er af plastic med grankviste, røde kugler og lilla gaver på. For en uge siden købte jeg et kalenderlys med julemænd og engle på, det sætter jeg i stagen og trækker lysekransen ned over det. Jeg går ud i kollegiekøkkenet og laver te … en hel kande … og tager den med tilbage på værelset. Så tænder jeg en tændstik, får vægen til at brænde og henter den bog fra reolen, jeg er i gang med at læse. Jeg sidder og læser … drikker te … spiser chokolade … indtil lyset har brændt ettallet ned. Nogle gange tager det to timer, andre gange mere, det afhænger af, hvor meget hvidt der er på lyset oven for tallene. Når ettallet er væk, er jeg parat til at møde december uden … angst. Hver morgen i december tænder jeg lyset og sidder og stirrer ind i flammen, indtil datoen er brændt ned. Når jeg slukker det, ser jeg lysende punkter over det hele … et for hver dag i december. Det betyder, at dagen bliver god … jeg kan klare det … jeg går ikke i sort. Sådan var det sidste år, sådan skal det også være i år. Jeg kan klare det, jeg er stærk nu, jeg kan holde minderne ud … de kan ikke gøre mig fortræd.
Mor har fortalt, at hun og far gik i samme skole, han gik to klasser over hende. Hun var forelsket i ham helt fra femte klasse. Mattis … det er der ikke mange, der hedder i Danmark. Hans oldefar var svensker … tror jeg nok det var. Han så ikke til hendes side, før hun begyndte i syvende. Han havde et par kærester før hende, det er ikke så meget, hun har fortalt om det. Kun at hun nogle gange fulgte efter ham og stod uden for hans hus i flere timer i håb om at få et glimt af ham. Måske var det snarere i håb om, at han skulle lægge mærke til hende. Til sidst lykkedes det for hende at fange hans interesse, og de kom sammen i to år. Det første år gik de stadig på samme skole, men i tiende tog han på efterskole et sted i det mørke Jylland, som de siger … mor var ved at gå bananas over, at hun ikke kunne se ham så tit. Hun var også jaloux, man ved aldrig, hvad der kan ske på sådan en efterskole … hun blev syg af at være så langt væk fra ham. Hun stak af hjemmefra et par gange, tog den på tommelen derover, kun for at blive sendt hjem igen, så snart en lærer fandt hende på fars værelse.
Fars … sygdom var ikke for alvor brudt ud, mens han gik på efterskolen. Der var en enkelt episode, det var efter en af de gange, mor var taget derover, hvor han bagefter havde … snittet sig i håndleddet, men han havde ikke modet til at gøre alvor af det. Det har jeg ikke lyst til at skrive om, ikke her i december. Jeg fokuserer på de positive ting, så verden ikke … vælter for mig igen. Jeg kan lide min mors beslutsomhed, hendes oprør og mod til at gå efter det, der betyder noget for hende. Dengang gav hun ikke op, hvis hun først havde sat sig noget for. Det er nok rigtigt, hvad min wannabe-far skriver, at hun kom og ringede på midt om natten og lagde sig til at sove på hans sofa. Det kunne ligne min mor dengang, senere blev hun mere afdæmpet. Det impulsive er aldrig gået af hende, måske er det derfor, hun pludselig … forsvandt. Jeg kan lide at tænke på hende som en ulvemor … vild og sky på samme tid. Hun vil for enhver pris beskytte sine hvalpe, selv om verden ikke forstår hendes valg af alfahan. Hun shoppede … måske … lidt rundt, før hun bestemte sig for at blive ved far … men det er hun ikke ene om. Jeg kan mene, hvad jeg vil, om hendes valg, men jeg er nødt til at respektere det og leve med det … ja … hvad ellers kan jeg gøre … ikke vælge om for hende … nej … man vælger selv, hvordan man vil leve … så langt er jeg kommet. Det er ikke hendes skyld, at far i perioder opfattede mig som … omegaulven … den nederste i hierarkiet … hakkedyret. Laika, hjælp mig … nu er jeg på vej ind i min sorte hule igen … det går ikke … du må hjælpe mig … så jeg kan blive på den lysende mælkevej … kom og vend min snude mod flammen, der brænder i mørket, og jeg vil fortælle dig mine bedste minder fra december hjemme hos mor og far.
Der var røde hjerter og nissehuer over hele huset fra sidst i november og langt ind i januar. Mor kunne ikke tage sig sammen til at rydde det væk … det var så hyggeligt … den lune, vattede stemning fra julelandskaberne … duften af tørt gran … stearin … appelsiner med nelliker. Mor tog det ikke ned, før appelsinerne havde fået grønne pletter og ikke lugtede spor af jul mere. Vi havde ikke kun ét julelandskab … de var over det hele. Kira og jeg havde et på værelset, der var et på kommoden i gangen og mindst et i stuen. I vindueskarmen i køkkenet havde mor også fået plads til en fyrfadskirke og nogle nissebørn på et stykke vat. Der var ingen i soveværelset, far syntes det var noget pjat, og derfor lod mor det rum være julefrit, bortset fra julemandskanen på hendes eget sengebord. Den havde hun fået som barn … ingen skulle pille ved den, derfor stod den, hvor vi børn ikke havde nogen adgang.
Vi skrev ønskesedler hele november måned, Kira og jeg kappedes om at sætte flest krydser i legetøjskatalogerne, hun med en sort kuglepen, jeg med en blå. Mikkel satte ingen krydser, han sagde, hvad han ville have … så gik far ud og købte det til ham. Han fik flere gaver end os, far købte gaver til ham fra hans tavse mor, som vi aldrig så skyggen af. Nogle gange tvivlede jeg på, at hun havde eksisteret. Før jeg forstod mig på … de ting, var jeg overbevist om, at far havde født ham helt selv. Senere regnede jeg ud, at han måtte være et hittebarn, eller at far havde fået ham med hjem fra hospitalet en af de gange, han var indlagt … de vidste nok ikke, hvad de skulle gøre af ham. Han var i hvert fald ikke normal. Far opdragede ham med lussinger og endefulde, så langt kom det ikke med os … vi holdt os på måtten … turde kun at træde et ganske lille skridt uden for den en gang imellem … så vi nøjedes med skideballer og tavshed. Hver gang, Mikkel fik tæv, gjorde det ondt på mor … jeg kunne se det på hendes stive ryg og måden, hun pludselig fik travlt i køkkenet på … hun turde ikke gribe ind. Bagefter … når far var gået … gik hun ind til Mikkel med kage eller slik. Han var næsten som hendes egen søn, han var kun tre år, da han flyttede ind hos os, og mor forelskede sig i ham lige på stedet. Han lignede far … alt for meget.
Laika, julen glider hele tiden fra mig, det er svært at blive ved de gode minder … jeg tror, vægen i lyset er for lang … det soder helt vildt. Nu klipper jeg den ned … så brænder det roligt igen … jeg vil fremkalde de lyse billeder, men det er hele tiden kun negativerne, jeg kan få øje på. Det er ikke godt … december skal blive god i år … det har jeg brug for. Jeg prøver igen. Vi så julekalender i fjernsynet hver aften, den ene efter den anden. Vi sad alle sammen i stuen i stedet for på værelserne og så det … undtagen far … selvfølgelig … han forsvandt hver gang … jeg ved ikke hvorhen. Mor elskede julekalender, hun stressede med at få maden færdig, så hun kunne nå at rydde væk og se det sammen med os. Kira og jeg sloges om at sidde og læne os op ad hende, til sidst måtte hun lave en turnus, først Kira og så mig, dagen efter var det omvendt. Mikkel lå på gulvet foran fjernsynet, nogle gange trillede han rundt og stak hovedet eller benene op foran skærmen … hver gang fik han et møgfald af Kira og mig, så vi gik glip af et par replikker. Han kunne ikke sidde stille så længe, men han fulgte godt nok med … bagefter kunne han give et komplet referat af, hvad der var sket, også de replikker, vi andre missede. På en eller anden måde gjorde det ikke noget … vi var sammen … det var den fredeligste tid, jeg har kendt på jorden.
Flammen foran mig flækker og splitter op i identiske kopier af sig selv, der er stjerner overalt … selv om værelset omkring mig er mørkt. Hvorfor sidder jeg og tuder igen, Laika … det er gode minder, ikke noget at være ked af. Mine følelser er en … karrusel, de kaster mig rundt og rundt … det ender altid med kvalme. Vi kan ikke tåle at høre mere om jul, måske en anden gang … nej … vær ikke for sikker. Har du fundet julestjernen, Laika? Måske er det bare et dårligt eventyr for piger som jeg, der har brug for noget at klamre sig til for ikke at … forsvinde … blive suget ud i verdensrummets uendelig mørke. Hvis den virkelig er der … du ved det, Laika … så send den til mit vindue i nat. Jeg har brug for dens stærke lys, det kan … måske … give mig håb nok til at leve endnu en måned uden … rædslen som følgesvend.
Læs videre ->