Så er det snart nu, du skal holde dig klar med dine undvigemanøvrer, Laika … der er ikke mange timer, til det går løs. Jeg er på vej hen til Philip, han har på en eller anden måde fået overtalt sine forældre til at lægge hus til festen. De har en kæmpe kælder med gildesal … tv-stue … køkken … et badeværelse, der ligner en million. Philip har lovet, at han kan holde styr på flokken, så de ikke vælter hele huset. Hvis jeg kender hans forældre ret, er der forbud mod så meget som at sætte tåspidsen på trappen op til stueetagen, men det er heldigvis ikke mit problem, det må Philip selv rode med. Der er bestilt mad fra en kinesisk restaurant … jeg er sikker på, det bliver hyggeligt.

Vi har strenge ordrer om ikke at ringe på, men gå ind ad kælderdøren … den står på vid gab. Der er underligt stille. Jeg går ind og hænger min jakke på knagen i garderoben. Så står Philip der pludselig … det giver et sæt i mig … han materialiserer sig ud af ingenting. I virkeligheden har han vel gemt sig bag garderobegardinet for at overraske mig. Han tager om mig og kysser mig, et langt begærligt … sugende … tungekys … jeg gisper efter luft.

– Hvad siger du til, at vi hygger os lidt, før de andre kommer? siger han.

Udtrykket i hans ansigt siger noget andet, det er forventningsfuldt, som i … jeg er ligeglad med, hvad du siger, vi knepper uanset hvad.

– Hvad mener du, var det ikke klokken fem? Klokken er fire minutter over fem … de begynder vel at komme meget snart?

Han ryster på hovedet og tager min hånd … fører mig ind i tv-stuen.

– Det er klokken fem for dig, siger han, – de andre kommer først klokken seks.

– Philip, hvad sker der for dig, siger jeg, – det kan du ikke gøre. Du kunne da spørge mig, hvad jeg synes … ikke?

– Årh, hold op, du er altid klar til et knald, ikke babe? Vi skal have et nytårsknald, ikke sandt, og vi ved ikke, hvad vi kan præstere efter klokken tolv, det ville være fucking tamt, hvis vi blev nødt til at stå over.
Han trækker mig tættere på … begynder at lyne kjolen ned. Jeg sveder … benene er elastikker under mig … jeg vrikker om på den ene stilethæl … det giver et jag i anklen … smerten skyder helt op i knæet.

– Av, av, vent, hyler jeg, – jeg vrikkede om … stop lige.

– Nu skal du ikke komme med udflugter, hvisker Philip med munden inde i mit øre og krænger min kjole ned til livet. – Hvad skal vi ellers få tiden til at gå med til de andre kommer?

Han hægter min bh op, skubber mig foran sig over til sofaen. Jeg sparker skoene af og humper med på den friske ankel. Han har bestemt sig … han ved, hvad han vil. Hvorfor vil Philip lægge den her form for … spænding ind i vores sexliv? De andre kan begynde at komme om et øjeblik. Jeg skæver op mod kældervinduet under loftet. Der er ingen gardiner, jeg forventer hvert øjeblik at se et nysgerrigt ansigt deroppe. Philip har ikke lukket døren ind til tv-stuen … jeg kan se den åbne yderdør fra sofaen. Adrenalinen på kanten af … afgrunden giver ham ekstra lyst og nydelse, jeg ved det, han overrasker mig hele tiden, det var det, jeg faldt for … eller? Han river i min kjole … jeg skubber ham væk … krænger den selv af.

Klokken er halv seks, da han lader mig gå. Jeg skynder mig ind på badeværelset … så godt det nu lader sig gøre med min ømme ankel … får skyllet mig af … rettet makeuppen og håret til … glattet kjolen nogenlunde ud. Den er gået en smule op i syningen nederst ved lynlåsen, men det er vist ikke noget, man lægger mærke til. Jeg ser på mig selv i spejlet … der er ikke noget unormalt at se. Jeg skærer ansigter for at fjerne spændingen i halsen og stivheden i ansigtshuden. Så er jeg klar. Philip siger hej til de første på den anden side af døren. Det er svært at få skoen på, men det går. Hævelsen er ikke så kraftig … det går over i løbet af et par dage. I aften må jeg holde mig fra dansegulvet, bevæge mig mindst muligt. Jeg går ud til de andre.

Julie kommer … så kan det ikke gå helt galt. Hun er blændende, perfekt makeup, håret sat op i en kæk top oppe på hovedet, pyntet med serpentiner og små paraplyer. Hendes kjole glimter og blinker om kapmed diskokuglen i loftet.

– Hej Silje, råber hun gennem larmen fra de andres forventningsfulde nytårsstemmer.

– Hej, du ser mega flot ud! svarer jeg.

– Tak i lige måde, siger hun.

Hun mener det ikke, jeg ved det, selv om hun blinker koket til mig. Julie synes, min stil er borgerligt provinsiel.

– Hvor har du fået fat i de sko, de er fede, siger jeg for at punktere den akavede stemning, – dem har jeg ikke set før … har jeg?

– Nej, de er nye. Jeg fik dem i julegave af min far, siger Julie. – De har garanteret kostet en million, men hvad gør man ikke for at formilde sin eneste datter.

Hun blinker igen … nu kommer der en eller anden historie om, at hun har gjort sig kostbar eller spillet muggen for at få ham til at punge ud. Jeg hører halvt efter og siger de rigtige lyde på de rigtige tidspunkter, mens jeg folder antennerne ud og følger med i, hvad der ellers foregår i kælderen.

Alberte og Sandra har allerede fået de første drinks hjemmefra, ser det ud til. Alberte hænger i Sebastians arm og fniser uhæmmet af Sandras kiksede hårpynt: En lyserød hårbøjle med fjer og miniaturehat. Farven er helt forkert til hendes falske blondinehår. Hun har sprayet grøn farve i håret. Kjolen er pink. Sandra er skideligeglad med, hvad andre tænker om hendes påklædning … hun gør, hvad der passer hende, men det er vel også en slags stil. Det er i hvert fald ikke noget, der ødelægger hendes plads i den øverste halvdel af klassens hierarki. Hun er ved at knække sammen af grin, midtpunkt i en påtaget mobbe-ceremoni, og hun nyder det i fulde drag. Der er mange måder at få opmærksomhed på.

Alberte er perfekt klædt i en lille sort selskabskjole … stiletter … tung, mørk makeup, der står eminent til hendes kulsorte hår. Jeg har ingen anelse om, hvad hendes naturlige hårfarve er, men for det meste er håret sort eller kastanjebrunt med lyse striber. I øjeblikket er hun kortklippet, før det var hendes hår skulderlangt med et glatbarberet stykke på højre side af hovedet … helt op til tindingen. Jeg sagde ikke noget, da hun kom i skole sådan, selv om det var fristende at spørge, om hun havde været ude for et uheld eller en hjerneoperation i weekenden. Alberte skal man ikke spøge med, det kommer der kun ballade ud af … i hvert fald hvis man hedder Silje. Julie kommer af sted med mere … hun kan være flabet, uden Alberte flipper ud. Hun fører sig frem over for de fleste, uden det har konsekvenser. Albertes kjole er uden ærmer … hm-hm … det sker sjældent. Man kan se hendes … ar. Der er ingen friske … måske er det derfor, hun tør flashe sine underarme. Vi kender alle historien, ingen stiller spørgsmål længere. Alberte har gjort det helt klart, at hun ikke har mere at fortælle … end of story. Opmærksomheden, som strømmer imod hende fra resten af klassen, er åbenbart nok til at holde hende på den lysende sti mod indre ro … godt for hende. Mine ar sidder helt andre steder.

Mads og Sabine står næsten helt inde i garderoben med ansigterne lidt for tæt på hinanden … mon de har gang i noget? Det ville undre mig. Mads er for lækker til hende, men der sker de mærkeligste ting sådan en nytårsaften. De er begge wannabe-genier, får topkarakterer både i matematik og dansk stil. Måske står de og diskuterer den næste fysikrapport, det kunne ligne dem. Mads har jeans og T-shirt på … kedeligt. Sabine har hat på, en rød cowboyhat med glimmer … tja … så har man set det med. Ellers den samme nederdel, som hun altid har på til fest, en lang, sort velourting, den dækker hendes lidt for brede røv pænt. Skjorten er ny, snittet fra 90’erne. Flade pumps på fødderne, de er i hvert fald ikke nye. Måske har hun gjort sig umage, bare synd hun ikke har sans for stil. Hun kunne komme til at se helt godt ud, hvis nogen gad give hende et par tip om makeup og tøj … men det interesserer hende ikke. Hvad skal man også bruge det til, hvis man skal gå rundt i kittel på et laboratorium resten af sit liv.

Så skærer en klokke skiver af samtalerne. Philips stemme lyder klart hen over den aftagende summen.

– Velkommen til, nu er alle vist kommet, inklusive maden.

Hans hvide tænder glimter mod mig … øjnene svøber sig om mig … får mig til at svæve et par centimeter over gulvet. Smerten i anklen er væk … det suger i maven … han er så dejlig, når han fører sig frem foran en flok … så selvsikker … charmerende … jeg er solgt hver gang. Tænk … han er min … jeg bliver svimmel, selv om jeg ikke har taget en velkomstdrink endnu. Han nikker ganske let, kun jeg bemærker det … jeg ved, hvad han vil have mig til at gøre. Jeg svæver … lydløst … hen over gulvet, lander sikkert ved hans side uden et eneste hump, han lægger sin arm om min skulder.

– Nu skal I tage for jer af retterne, fortsætter Philip, – der er kun tre små ting, vi skal huske. Nummer et: Vær søde at lægge betalingen i plastickassen på buffetbordet eller send pengene til Sandra med mobilepay, der ligger en seddel med nummeret i kassen. Husk at krydse jer af på listen, når I har betalt, og skriv på, hvis I har sendt pengene digitalt, så det er til at finde ud af. Nummer to: Hvis I ikke har drikkelse med selv, kan der købes øl, vand, vin og shots af mig, det sker i baren. Nummer tre: Og det er det vigtigste. Vi må være her i kælderen og i baghaven, vær rare IKKE at pisse i haven, jeg vil gerne bo her nogle måneder endnu. Hvis I har fyrværkeri med, foregår det oppe ved ringvejen, mine forældre vil have Langelinie for sig selv. Er I med?

Spredt mumlen, det med fyrværkeriet er nyt, de er ikke tilfredse. Der er en halv kilometer op til ringvejen herfra.

– ER I MED?

Philip hæver stemmen, strammer grebet om min skulder og løfter sit glas. Han rebooter sin charme og får utilfredsheden til at sive ned gennem gulvtæppet. Han kan noget med ord, min Philip, jeg bliver svimmel og varm igen … nyder at mærke hans faste greb om min krop foran hele klassen. Et par af pigerne sender misundelsespile imod mig … deres øjne er mørke … et øjeblik vender mundvigene næsten nedad … så tager de sig sammen og går med på hans show. Pilene kan ikke nå mig her, jeg er på toppen af bjerget. Julie er neutral, hun viser ikke tegn på at ønske sig i mit sted, men jeg kender hende. Hun fatter stadig ikke, at det var mig, han valgte og ikke hende. Jeg er så glad for, at jeg kan stole på hende … nu … hun klarer det flot.

Jeg sidder ved siden af Philip og spiser kinamad, det smager fantastisk … vinen summer i kroppen … han er glad … galant … den perfekte bordherre for både mig og Julie. Hun sidder på den anden side af ham. Jeg sammenligner med andre nytårsaftner, men det giver ingen mening. Det her er den bedste nogensinde, jeg svæver endnu. Jeg har kun én følelse i kroppen, og det er prikkende velvære, måske er det det, man kalder … lykke … selv om jeg har svært ved at tage så store ord i min mund. Hvad var jeg bange for? Det er godt, jeg ikke meldte afbud.

Philip slår på glasset og rejser sig op. De fleste er færdige med at spise, nu skal bordene ryddes af vejen, gulvet skal bruges til noget andet. Musikken bølger ud i rummet, en eller anden skruer op, Philip løfter armen. Han er ikke færdig med at tale, der bliver skruet ned igen. Jeg kan ikke følge med i det, han nu siger. Hans ord runger mellem væggene … kastes tilbage med hundredvis af ekkoer … de blander sig sammen for mig … dunker mod ørerne som en trommesalve uden ende. Den prikkende fornemmelse i kroppen bliver til nålestik … varmen stiger op i nakken på mig … rødmen breder sig ud over kinderne … sveden begynder at pible frem under armene.

– Silje, siger han igen, – er du med på det?

Han kigger på mig med sit mest charmerende smil, men jeg har ikke fattet, hvad han vil have mig til. Jeg ser spørgende på ham og forsøger at få sammenhæng i ordene … det lykkes ikke. Jeg vil ikke have det til at lykkes.

– Kom nu, vi har jo aftalt det, ikke? Alberte er også med på den. Du kan ikke bakke ud nu.

Hans grin fylder hele ansigtet. Flokken ved bordet kigger på mig med forventningsfuld undren. Julies ansigt siger … What? Det har du ikke fortalt, hvorfor har du ikke fortalt mig det, er vi ikke veninder?
Hvad sker der, hvis jeg siger nej? Det ville være det samme som at slå op … det kan jeg ikke. Ikke nytårsaften … ikke her i hans eget hjem … foran hele klassen. Jeg ryster ubehaget af mig, laver et kast med hovedet og siger, at jeg selvfølgelig ikke bakker ud … jeg troede, det skulle være senere. Nytårsaften bliver aldrig min aften … ikke nogensinde. Skæbnen har bestemt, at den aften kun kan indeholde rædsel … svigt … dårlige minder. Der er ikke noget, jeg kan gøre … andet end at låse min dør og gemme mig under dynen, til den er overstået. Det er for sent i år … jeg må huske det næste gang.

Philip tryller et tørklæde frem … trækker mig på benene og binder det fast hen over øjnene på mig. Jeg roder med fødderne efter mine sko, mens jeg holder fast i bordet … jeg sparkede dem af, mens vi spiste. Jeg finder kun den ene, men Philip siger, det er bedre uden sko … vi kan ikke have, du vrikker om.

Jeg kan ikke fortælle dig mere, Laika, men jeg er nødt til det. Hvis det kan få mig til at glemme ydmygelsen … ikke huske følelsen af mørke … totalt forræderi … så er det et forsøg værd. Jeg hører lyden af borde, der bliver flyttet, bestik falder på gulvet, tallerkner bliver samlet sammen. Jeg står helt stille ved væggen … læner skulderen mod den … kulden hjælper mig til at fastholde bevidstheden ved dette nu … ikke flyve op til dig … Laika … hvorfor sker sådan noget altid for mig? Der må findes særlige naturlove, der kun gælder for piger som mig … en formel for tiltrækningskraften i skæbner som min for en strøm af overgreb og umulige relationer. Følelsesløsheden i kroppen får mig til at svæve igen, men på en anden måde … jeg kan ikke mærke mig selv … lydene forsvinder … jeg går ind i en boble af selvopfundet intethed.

– Så går det løs, lyder Philips stemme pludselig tæt på mit øre.

Det er nærmest en hvislen, som prikker hul på min boble og får luften til at strømme ind i lungerne igen.

– Nu ikke noget med at blamere dig, tilføjer han, – du gør mig ikke til grin, vel?

Jeg ryster på hovedet, men så svagt at han ikke fanger det. Han tager fat om min arm og strammer til, jeg ryster på hovedet igen … lidt kraftigere … samler mig sammen og håber på, det hurtigt er ovre.

Det er det ikke, de endeløse minutter føles som timer. Legen går ud på, at jeg og Alberte som blindebukke skal fange de andre. Det er fint nok … den leg kender jeg … selv om jeg hader at have bind for øjnene, og min ankel dunker værre end før. Men Philips … twist er grænseoverskridende. Jeg forstår ikke, at han som er så jaloux, har fundet på det … og at Alberte har sagt ja til at være med. Når vi har fanget en person, skal vi kysse ham eller hende og gætte, hvem det er. Målet er at finde vores egen kæreste mellem alle de andre. Alt er tilladt, har Philip sagt, vi bør kunne genkende vores egen kærestes mund og hænder blandt alle de andres. Jeg er ikke ihærdig nok … får ikke fat i nogen til at begynde med. Philip laver reglerne om, nu skal de andre fange os. Den første, der tager mig, er Sebastian. Jeg kan høre Albertes hyl hen over de andres heppen, da han … går i gang. Jeg gør mig fri … hvordan ved Alberte, hvad han laver? Hun hvæser til mig, at jeg kommer til at fortryde det … Philips latter klirrer som tusinde glasskår over hovederne på os. Efter Sebastian kommer Mads, så Sandra. Hun tager rigtig fat, smager af gammelt tyggegummi, jeg er ved at brække mig … vil gøre mig fri, men hun hænger på, som om hun skal hævne det med Sebastian for Alberte. Jeg samler kræfterne og vil give hende et ordentligt skub … i samme øjeblik giver hun slip, og vi trimler begge om … jeg slår hovedet hårdt mod væggen og bliver liggende på gulvet … håber at nogen vil stoppe vanviddet.

Så redder Julie mig, men hun kunne godt have gjort det noget før. Hun sætter sig på gulvet og holder om mig.

– Hvorfor gik du også med til det her? hvisker hun.

– Det gjorde jeg … ikke, svarer jeg.

Hun lægger hovedet på skrå … tror ikke på mig.

– Alberte var slet ikke med alligevel, det var fejt, siger hun, – det synes jeg ikke var i orden. Det var sikkert hendes ide. Philip er så nem at lokke.

– Han har ikke sagt noget om den her leg, siger jeg igen.

Hun svarer ikke, sidder bare og stryger mig over håret og ryggen. Mit hoved dunker … jeg har en ordentlig bule i tindingen. Philip skæver til mig, hans blik er stenalderfjendsk … nu gjorde jeg det igen … fik ham til at tage sig dårligt ud foran de andre. Han glatter ud, skruer op for musikken, giver en gratis omgang, og kort efter er dansegulvet fyldt op. Episoden er glemt for nu … forhåbentlig er de for fulde til at huske at minde mig om det, når vi kommer tilbage til skolen efter ferien.

Julie vil følge mig hjem, jeg siger nej tak … har ikke lyst til mere selskab for i år. Den kølige luft udenfor klarer mit hoved, jeg føler mig frisk nok til at cykle hjem selv. Philip kommer ikke ud og siger farvel … måske ved han ikke, jeg er på vej hjem. Jeg har ikke lyst til at gå ind og lede efter ham.

Stjernerne blinker til mig fra nattehimlen … et sted deroppe sejler et lille rødt lys forbi … måske er det dig, Laika, der følger mig hjem … det har jeg brug for. Jeg har brug for en ledestjerne, nogle gange er der for … mørkt i mit univers, til at jeg kan se, hvor vejen går. Jeg savner mælkevejen på himlen over mig i al sin majestætiske rummelighed … den gemmer sig for mig i byen, hvor lysene aldrig går ud. Byens lys er falske og utilregnelige, uden varme og dybde. Det er ikke noget, jeg fortæller til andre end dig, Laika, du forstår det … du flyver tæt forbi mælkevejens stjerner og planeter hele tiden. De andre synes, stjernernes lys er koldt og fjernt … de har ikke prøvet at flyve derude blandt glødende himmellegemer … gå på galaksens skjulte stier … lege tagfat med kometer og asteroider, sådan som vi to har. De kommer aldrig til at forstå det. Hvor er det godt, jeg har dig … du lytter uden at sige mig imod. Du er ikke bange for, at dit univers kollapser, når jeg fortæller dig om ting, du ikke troede fandtes. Kom til mit vindue i nat, jeg vil hvile mit ømme hoved mod din pelsede ryg, og du kan slikke min fod, til den holder op med at værke. I morgen er alting godt igen … det har jeg bestemt … ja … det har jeg … og sådan bliver det.

Okay ... er jeg ... nærtagende, eller var det sygt ... det stunt Philip lavede der?

• Top sygt (33%, 1 stemmer)
• Sjovt twist på en kedelig leg (33%, 1 stemmer)
• Mere sygt at Julie ikke gjorde noget (33%, 1 stemmer)
• Way out (0%, 0 stemmer)
• Helt ærligt ... hvorfor siger du ikke stop? (0%, 0 stemmer)
• Stunt ... hvad mener du? (0%, 0 stemmer)
• Nærtagende ... helt klart (0%, 0 stemmer)
• Drop ham (0%, 0 stemmer)

Stemmer i alt: 3

 Indlæser ...