Slægtsforskning i dag er noget helt andet, man kan nå meget langt ved at kende de rigtige internetsider, dengang måtte jeg opsøge arkiverne, hvor dokumenterne lå. Noget fandtes i flere eksemplarer på mikrofilm, ofte måtte jeg møde op personligt i arkivets åbningstid, bladre i gamle bøger, dokumenter. Nogle ting skulle man bestille på forhånd, jeg gik forgæves mange gange, efterhånden lærte jeg arbejdsgangen. På lokalarkiverne i mindre byer mødte jeg hyggelige ildsjæle, de brugte al deres ledige tid der, støvede rundt mellem stålreoler med stakke af papirer, fotos. De drak kaffe med tidligere kolleger, naboer, tidsbestemte gulnede fotografier med hjælp fra pensionerede håndværkere, brugsuddelere, de havde boet i byen hele deres liv, kunne genkende årstallene ud fra gadebilledets udseende, personerne på billederne. De var ofte selv pensionerede, man kunne få al den hjælp, man ville, bare man så ud til at være oprigtigt interesseret i byens gamle vandrehistorier. Der var ikke så meget at finde ud af de små steder, jeg måtte følge sporet, hvis jeg fandt den mindste tilknytning til min slægt. Sådan et sted fandt jeg Ejner, jeg besøgte ham mange gange, der var ikke noget at hente i hans arkiv, han hjalp mig med at ordne mine noter, skrive min slægts historie. Uden Ejner var jeg ikke kommet så langt, han tog sig af mig, gav min slægt krop, ansigter, måske digtede han for meget, det var i orden, jeg kunne lide ham.
Jeg begyndte i Svendborg, selvfølgelig gjorde jeg det. Det var ikke så sært, far blev sømand, det var let at stikke til søs i en søfartsby, jeg ville have gjort det samme. I dag er der mange muligheder, det betyder ikke noget, man ikke har haft den bedste start i livet, desværre udnytter folk det ikke, de forlader ikke deres synkende skude, de går ned med den. Man behøver ikke krydse Atlanterhavet for den amerikanske drøm, den ligger lige der for enden af ens fingerspidser, man skal række ud efter den, styre sine drifter, gøre sig klart, hvad man vil have ud af livet. Jeg var et eksempel på det som ung, nu ved jeg ikke, et sted gik det skævt. Jeg kan hævde, det var Lunas skyld, genernes skyld, det hjælper mig ikke. Man kan ikke ændre på fortiden, jeg ville have passet bedre på, gjort mange ting anderledes.

Far begyndte tidligt med sejladsen, jeg fandt et billede fra 1946 af tre drenge omviklet med tæpper på havnekajen i Svendborg. Bag på billedet står der redningsaktion 17. september 1946, Anders Møller Olsen, Jeppe Nielsen, Søren Holm. Det var første billede, jeg så af min far, et andet med samme dato viser en dame med tre børn, det er min farmor, far, hans to søskende, på trappen foran en beboelsesejendom. Hun ser slidt, gammel ud, hun er måske sidst i trediverne, Svendborg avis skrev en notits om episoden. Tre drenge reddede kun lige livet, de stak til havs på en hjemmelavet tømmerflåde. Politirapporten siger, de havde surret rustne olietønder, halvrådne forskallingsbrædder sammen med gamle reb, sat flåden i havet fra en strand i nærheden, de må have arbejdet på flåden i flere uger, imponerende. Det var fralandsvind den dag, de bestemte sig for at afprøve den, flåden drev til havs, ingen af dem kunne svømme, de brugte nogle brædder til årer, de duede ikke i den stærke strøm. En fiskekutter på vej i havn fik øje på drengene, slog alarm, skæbnens tilfældigheder, det er mærkeligt at tænke på. Min far kunne være druknet i det sydfynske øhav som otteårig, få tankeløse handlinger kan sætte punktum for et liv. Det lykkedes ham at overleve, vokse op, blive sømand. Min farmor arbejdede som rengøringskone på skolen i morgentimerne, hvad hun kunne finde af forefaldende arbejde, hendes tre børn passede sig selv. Min faster var ti år, hun skulle passe sine søskende, hun var født først, var pige. For resten var hun ikke født først, jeg fandt en søster mere i kirkebogen, min farmor var kun 15 år, hun forsvinder ud af billedet meget hurtigt. Min farfar døde i en arbejdsulykke lige før krigen, han hed Carl. Farmor flyttede til Svendborg efter ulykken, lillebroren var fra 1942, far ukendt, sådan stod der af en meget god grund.
Jeg var i Svendborg flere gange, ryddede kalenderen de dage, det tog tid at køre fra Kolding til Svendborg, det var før, de byggede motorvejen. Den sidste gang faldt jeg over et serie gamle fotos fra 1943, det såkaldte augustoprør mod besættelsesmagten, forskellige udsnit af menneskemængden i Svendborgs gader. Der var skud oppefra, fra vinduet i en lejlighed, nede fra gaden, billedkvaliteten var svingende, de var ikke fra samme kamera. Billederne oppefra var grynede, uskarpe. Fra gaden var de taget af en, der var vant til at håndtere et kamera, jeg kan stadig få gåsehud ved tanken. Jeg bladede hurtigt igennem dem, det havde jeg gjort mange gange tidligere på jagt efter et kendt ansigt, en begivenhed, mine slægtninge kunne have deltaget i. Et ansigt i mængden fangede min opmærksomhed, det kunne ikke passe. Selv i dag tænker jeg, det må være en tilfældig lighed, det kunne ikke have været hende, jeg kan ikke lægge det fra mig. Et par af billederne forestillede en halvnøgen kvinde med tjavset, skamklippet hår, hun snubler gennem gaden, folkemængden råber, hepper. Ansigtet har samme udtærede, bitre udtryk, som min farmors ansigt fra episoden med tømmerflåden tre år senere, jeg lagde bunken af fotos tilbage i mappen uden at tage en kopi.
Enlarge

Læs kun Kevins bog ->