Kevin

Længsel

Mine bedste barndomsminder er turene med onkel Hans, vi gik i zoo, tivoli i Odense, i Legoland, da det åbnede, nogle gange var mor med. Det var sjovest, når det bare var onkel Hans, Karsten, Henrik og mig. Tante Kirsten var forsigtig, hylede hele tiden op, fætrene kravlede for højt op på hegnet, hang for langt ind over søløvebassinet, jeg kunne gøre, hvad jeg ville.

onkel-hans
Onkel Hans … går jeg ud fra. Ville gerne lige lave en 360 graders tur rundt i det billede … men … ja … you know. Hm … havde forestillet mig ham … sjovere … ham der er nærmest … kedelig … tja.

Hendes madkurv var fuld af leverpostejmadder, melede æbler, onkel Hans gad ikke lave madpakker, vi fik en hot dog, når vi var alene af sted med ham. Han gav altid is, også selv om tante Kirsten var med, hun så altid sur ud. Jeg kan huske engang, søløverne skulle fodres, han havde skaffet os de bedste pladser helt inde ved hegnet. Han sprang op på betonkanten, lænede sig langt ind over bassinet, fangede en af dyrepassernes fisk. Jeg var ved at dø af grin over udtrykket i hans ansigt, Karsten kiggede den anden vej, han så det ikke. Jeg fik lov til at kaste fisken ud til søløvehannen, året efter var vi i Legoland. Vi kunne se på legolandskaberne i timevis, skibene sejlede i rigtigt vand, togene kørte gennem landskabet, huse, slotte, modeller bygget af tusindvis af klodser, jeg drømte om at få nok klodser til at bygge min egen by hjemme på værelset. Vi prøvede udsigtstårnet, fik ondt i maven af at kigge ned, så højt var vi oppe, vi sejlede i små både, styrede dem selv, sad på skødet af en ægte indianer, blev højtideligt optaget i hans legoindianerstamme. Vi var guldgravere, fik medaljer af ægte guld, der skulle ikke meget til for at imponere os børn, i dag har de set det hele, før de fylder fem år. Livet er blevet kortere, selv om folk lever længere end nogensinde før.

Jeg ville gerne have taget Silje med i Legoland, det var umuligt. Jeg forsøgte at kontakte Luna, fortælle hende, hvad jeg havde lagt mærke til, da jeg var alene med pigen. Hun råbte efter mig, min datter har allerede en far, hun har ikke brug for en mere, politiet gav mig en advarsel. Jeg hyrede en privatdetektiv igen, et andet bureau, de tjekkede mig ikke. Jeg var nødt til at finde en måde at formilde Luna på, jeg anede ikke, hvordan jeg skulle bære mig ad. Jeg var overbevist om, at hun stadig havde følelser i klemme, hun opførte sig overgearet, hun ville ikke tænde på mig igen, måske var ilden aldrig slukket, hun var bange for sig selv.

Detektiven kom med ugentlige rapporter, det sædvanlige om tidspunkter, steder, mennesker, skoler, arbejdspladser, børneinstitutioner. Jeg kastede mig over Lunas fortid, jeg måtte vide, hvor hun kom fra, jeg kendte hendes fødselsdato, hun havde ikke introduceret mig for sine forældre, det rådede jeg selv bod på. Jeg kunne ikke ringe på, smide mig i sofaen, sige hej, det er så mig, der bortførte jeres barnebarn. Jeg fandt min pæneste telefonstemme frem, præsenterede mig som udspørger fra et analyseinstitut, undersøgelsen handlede om moderne samlivsmønstre, om de på nogen måde gives i arv til børnene. De anede ikke uråd, venlige mennesker med behagelige tonefald, veluddannede, eget galleri, stor villa i Hunderupkvarteret i Odense.

De satte telefonen på medhør, deltog ivrigt i interviewet begge to, Luna havde ikke meget kontakt med sine forældre, hendes ungdomsliv var vildt, hæmningsløst, hun flyttede hjemmefra som 16-årig, hendes første sambo hed Mattis. Hun gik fra ham flere gange, hun vendte altid tilbage. Nu boede de sammen igen med hans søn, hendes datter, deres fælles datter på få måneder, han havde taget faderskabet for hendes datter på sig. De savnede deres børnebørn, måske blev det bedre en dag, når Luna faldt til ro. Jo, de havde selv været lidt vilde som unge, boet i kollektiv, satset på at redde verden, Lunas far fik en anelse bittert anstrøg i stemmen, det var kun et øjeblik, moren lo hæst. Luna var en rigtig efternøler, forkælet, forkætret, feteret af sine tre større brødre. De andre var alle godt i vej, en i København, to boede i Århus med deres kærester, et par børnebørn var der også der, Luna i Kolding. Bryllup var der ikke udsigt til endnu, det var en skam, det var så livsbekræftende at fejre kærligheden, det gjorde man ikke så meget mere i dag. Man måtte tage til takke med barnedåben, dem havde der været et par stykker af, trods alt.

Jeg lagde på, forvirret over deres grænseløse åbenhed, min egen evne til at få dem til at snakke, ensomheden emmede ud af telefonen. Mattis dansede for øjnene af mig som et rødt sejl på en skonnert på vej ud af havnen mod Langtbortistan. Jeg åbnede en flaske rødvin, hældte op i et glas, hældte det hele i vasken, stirrede ned i gågaden, ønskede mig tilbage til før mit liv begyndte at få slagside. Samtalen mindede mig om aldersforskellen mellem Luna og jeg, fjorten år behøver ikke være noget problem, jeg er ungdommelig af udseende, de andre piger rynkede ikke på næsen. Luna var fra en helt anden tid, måske skulle man sige dimension, måske var det hendes efternølervaner, måske hendes hippieforældre, måske var det hendes karakter. Når jeg var sammen med hende, ophørte tiden med at eksistere, vi var som én krop, en fremmed eksistens med fire arme, fire ben, smeltet sammen i et lufttomt rum, fælles læber, fælles åndedræt, fælles hjerteslag. Intet eksisterede omkring os, kun den andens lyst, vildskab frem mod det øjeblik, vi begge forløstes i et fælles skrig, et overjordisk suk så intenst, at al ilt i rummet blev suget ind i samme punkt. Det var umuligt at trække vejret i endeløst lange sanseløse sekunder, lammende stilhed, ingen lyde kunne nå os, besvimelsen nær, i sidste øjeblik, før bevidstheden forlod os for evigt, gennembrød vi lydmuren, slugte luft i store, grådige mundfulde, lyden fra den fælles ekstase vendte tilbage med voldsom kraft, slog os begge omkuld i gispende kaskader af hulk, støn.

Jeg kan ikke tænke på det, uden at blive grebet af en fysisk længsel efter at besidde hende igen, hun er i mine drømme, mine minder, hun er min fantasi, årsagen til at jeg stadig er i live, årsagen til at mit liv er forbi. Nu, når jeg skriver dette, gribes jeg af ilden igen, jeg må stoppe med at skrive, få afladt de fulde batterier, jeg kan ikke tænke, ikke føle, ikke være til i denne krop, før lysten igen er drevet ud. Det brænder, dunker, spænder i alle muskler, jeg er stiv, hård i hele kroppen, jeg kan ikke skrive sådan mere, det slår mig ihjel. Jeg kan ikke drive hende ud af min krop, det er endnu værre nu, dengang kunne jeg lægge mig på lur i hendes have, håbe på at få et glimt af hende, før politiet kom.

Læs videre ->
Læs kun Kevins bog ->

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0