Hej Laika, sommerferie er godt, jeg sidder i haven og nyder livet. Det har været en elendig sommer indtil nu, men i dag skinner solen … varmen trænger ind gennem huden … lægger sig som et tæppe om mine knogler, så jeg ikke behøver at fryse. Jeg driver kulden ud af knoglerne … den har sat sig som en sygdom … ja … sygdom … jeg kan ikke komme af med den. Hele tiden er den der … når jeg er sammen med Frederik … når jeg fester med Julie … skændes med Kira. Når mormor ser på mig med sit mest frosne blik, bliver blodårerne også til is … jeg skynder mig at se væk, så de ikke skal sprænges i frosten … bagefter tø og lade alt mit blod løbe ud i muskler og hud. Den kommer fra jorden … kulden kommer fra jorden … derfor går jeg ikke med bare tæer i græsset. Den vil vende tilbage, hvor den kom fra og trække mig med derned … jeg har ikke nok varme i mig … endnu … til at erstatte kulden, hvis den forsvinder. Det er sært med jorden … at den er så kold. Et sted dernede fyres der op … der brænder en ild, som aldrig slukkes. Den dag, Laika, den kommer … jeg ved det … men når det sker, når jorden bliver kold helt ind til kernen … den dag er den også … igen … blevet øde og tom, intet liv kan trives og gro. Kulden trækker i mine fødder, jeg mærker den under mig … jeg tager klip-klappere på … går ned bagest i haven … der kan mormor ikke se mig fra vinduerne.

Hernede er min solcirkel … en lysning mellem birketræerne … solen trænger igennem her om eftermiddagen. Jeg tager tøjet af … det hele … breder et neongult tæppe ud over en flisestabel. Det er den grimmeste del af haven … ingen blomster … kun hækken bag mig … et gammelt skur til haveredskaber … en trillebør med bunden i vejret på en skidtstak. Jeg er ligeglad … skal mærke med kroppen nu … ikke bruge øjnene. Jeg sætter mig med ansigtet vendt op … hænderne ud til siden … benene strakt skråt frem for mig i hver sin retning. Jeg siger til solen, han skal komme og tage mig i besiddelse … helt … kulden skal gå for evigt … solen bo i mig i stedet for. Jeg gør det hver dag, hvis solen er fremme … det er mit helt eget solritual, ingen må vide noget om det, Laika … er du med?

Jeg lukker øjnene og mærker solstrålerne prikke til mig … de trænger ind alle steder … varmer min krop op til kogepunktet … blodet bobler i årerne … jeg tænker på Frederik … kun de gode minder … hans varme, når vi ligger tæt sammen på hans sofaseng … hud mod hud … han holder mig fast … jeg kan ikke røre mig ud af stedet. Han er rundt om mig … inden i mig … overalt omkring mig … ingen smerte … ingen tanker … ingen drømme … ingenting at vælge mellem … ingenting at tage stilling til … bare to kroppe så tæt … så tæt … som om de kun er én.

Jeg tænker på Julie … alle de gange, vi har grinet … danset hele aftenen … jeg skifter diskolyset ud med solstråler. Vi danser på en eng mellem mælkebøtter og smørblomster … de dækker græsset … det grønne er næsten forsvundet … vi vender ansigterne opad … solen kilder os på kinderne … ned ad ryggen … strålerne går lige igennem os … svider blomsterne under vores fødder. Så meget varme … så meget ild producerer den i vores kroppe, at engen til sidst står i flammer … vi danser i flammerne … vi er selv flammer … vi danser på solens overflade, bliver ét med den … drukner i havet af brændende gasser. Så … et lysglimt … samme billede … ny vinkel … vi danser ikke på solen … vi er under jorden med lava under vores fødder … vi har danset på engen så længe … nu har vi slidt hul ned gennem jordlaget … ind i lavastrømmene under os. Jeg ser Julies rædsel, da hun opdager det … hendes øjne vidt opspilede … hendes hænder mod mig … jeg griber efter hende … hun forsvinder i lavasøen under mig.

Jeg tænkte mig ikke om, jeg er jo vant til at svømme i lava … det er hun ikke. Næste gang må jeg tage en anden med … en lavasvømmer som jeg. Jeg åbner øjnene. Det dunker i kroppen. Ekstasen er forsvundet, men fornemmelsen sidder der endnu. Lidt mere varme … lidt minde kulde. Sommeren er for kort … for kold … for regnfuld … for overskyet … der er ikke nok af disse timer … der går for længe mellem mine møder med solguden. Varmen når at fordampe, før jeg kan genoplade knoglerne med solenergi, der er ikke nok til den vinter, som allerede er på vej. Jeg kan lugte den … jo … det kan jeg … sig mig ikke imod … efterårets fugtighed er her, den ligger og lurer i skovbunden mellem bladene fra sidste år … næsten formuldede … alligevel aktive … de kalder på de andre blade … dem, som endnu sidder på træerne. Snart … snart … siger de … snart … ligger I også og rådner ligesom os.

I tresserne ville de have kaldt det et bad trip, men jeg behøver ikke medicin for at tage på rejse. Min fantasi har sit eget liv, nogle gange bliver jeg bange for den … ønsker, den var død. Måske … ja … det tror jeg … måske … kunne jeg så leve et helt almindeligt liv og ikke konstant kravle rundt under jorden eller ønske mig ud mellem stjernerne. Det begyndte for længe siden … jeg var stadig kun et barn. Jeg kunne vågne midt om natten af et mareridt … se det fortsætte … ja … selv med åbne øjne. Jeg sad stiv … ubevægelig … i min seng og holdt fast om sengekanten for ikke at falde ned i lavasøen på gulvet, flyve op gennem hullet i taget til ufoen eller forsvinde ind i gabet på den tyrannosaurus, der havde stukket hovedet ind gennem væggen. Hvordan kunne Kira ligge så stille i sengen under mig og sove, mens så spooky ting gik for sig lige ved siden af? Jeg turde ikke råbe … kalde på mor … hun ville blive sur, hvis jeg kom til at vække Kira. Jeg turde ikke stå ud af sengen … ikke røre mig … så ville jeg blive ædt … bortført … brændt op i lavasøen. Det var før … Laika … før jeg fandt ud af det … jeg er jo … altså … lavaen kan ikke skade mig. Jeg er så kold, at jeg ikke kan brænde.

Jeg er ikke syg mere … siger de … men jeg er stadig kold. Jeg har prøvet at forklare det, men de forstår det ikke. Jeg er nødt til at gøre noget ved det selv. Jeg må tø knoglerne op … der bliver ved med at komme isklumper om hjertet, og så bliver jeg aldrig varm igen. Du forstår det, Laika … jeg kan se det i dine øjne. Du er samme slags som mig. Min rumhund … du kan tåle at flyve i det tomme rum … være tæt på stjernerne … en lille lavasø kan ikke skade dig, har jeg ret? Det tænkte jeg nok. Næste gang tager jeg dig med, ikke Julie … hold dig klar, vi gør det igen i morgen … hvis solen også er med på en aftale.