Laika, her er jeg igen. Jeg kan huske den dag, jeg så mormor og morfar for første gang. Jeg var ti år, og far var lige flyttet igen. Eller … måske mødte jeg dem, da jeg var helt lille … det ved jeg ikke … dette møde er det første, jeg kan huske. Mor talte næsten aldrig om dem … så pludselig en dag, da vi kom hjem fra skole, havde hun pakket bilen med vores dyner og et par tasker med tøj. Hun fortalte os ikke, hvor vi skulle hen … vi satte os ind, så kørte vi til Fyn. Vi var ikke så tit ude at køre … når det skete, var det som regel sydpå … over grænsen. Nu kørte vi i en anden retning … vejret var klart, da vi kørte over Lillebæltsbroen, og vi kunne se til verdens ende. Kira og jeg var helt overgearede, indtil mor bad os om at holde kæft. Hun havde ondt i hovedet. Det ville jeg også have haft, hvis jeg havde holdt så krampagtigt fast i rattet. Mikkel sagde ingenting. Han sad og gloede ned i sin skærm på hele turen, han så ikke en skid af landskabet. Han sad ellers foran og var den af os, der kunne have set mest.
Mormor står på trappen, da vi kører ind i indkørslen. Måske har hun stået der længe … måske har hun vadet frem og tilbage mellem stuen og trappen hundrede gange. Hun ved ikke, hvad hun skal stille op med sig selv … holder sig skiftevis for munden og folder armene stramt foran sig. Kira og jeg gemmer os bag mor … vi har ikke den fjerneste ide om, hvad det er for en dame, der står der. Mor har mistet stemmen … mormor siger heller ingenting … så falder de hinanden om halsen … det hele opløses i tårer og hulk. Mikkels mundvige sidder næsten nede på halsen … han løber tilbage til bilen og kravler ind på forsædet igen. Jeg har forstået så meget, at mor holder meget af damen … hun ligner også mor lidt … altså … der er flere rynker … men ellers … jeg tør ikke trække tanken længere end … ja … vi er sikkert i familie med hende.
– Tøser, det her er jeres mormor, får mor endelig fremstammet mellem to hulk.
Kira og jeg står og glor dumt. Mor puffer os i ryggen hen mod den fremmede dame … vi tager modvilligt et par skridt … Kira holder fast i min trøje … jeg kan mærke halskanten skære sig ind lige over nøglebenet. Situationen kan ikke blive mere akavet, og jeg beslutter mig for at gøre noget. Jeg river mig løs fra Kiras greb … hun står på næsen … jeg kaster mig fremad og lander lige i mormors arme. Mor får travlt med at redde Kira og standse det brøl, der er på vej … mormor bryder sammen i hulk igen, smigret over denne tilsyneladende hengivenhed fra sit næsten ukendte barnebarn. Mit stunt virker … det akavede løber væk og gemmer sig bag en busk … vi bliver alle inviteret indenfor. Mikkel vil ikke ud af bilen, og mor lader ham sidde, indtil han er sulten nok til at komme ind.
Morfar sidder i stuen bag en avis. Mormor kalder på ham, hun vil vise os frem, han stikker hovedet frem og brummer … gemmer sig så igen.
– Nej, hør nu, Gustav, siger mormor, – nu må du lægge den avis fra dig og komme her. Vores bortløbne datter er kommet hjem, og hun har noget med, hun gerne vil vise dig.
Morfar brummer igen og lægger modvilligt avisen fra sig. Det glimter vådt i øjenkrogen … ansigtsmusklerne er ikke i ro et øjeblik. Han synker noget spyt … hoster … rømmer sig … løfter øjenbrynene. Det skal vist forestille et smil. Kira gemmer sig bag mig igen.
– Det er Silje, siger mor og peger på mig, – og det er Kira. Mikkel sidder i bilen, ja, han er jo ikke min, men en del af familien alligevel.
Det er åbenbart forklaring nok … morfar nikker … nu smiler han rigtigt. Kira vover sig frem og giver ham hånden. Han har skæg i hele hovedet. Hun har senere fortalt mig, hun troede, det var julemanden.
Vi var der et par måneder. Mor ordnede det med skolen, for os var det som en ekstra ferie. Det skete efter en lang periode med ufred og krig … mor havde brug for en pause … det havde vi også. Far var flyttet ud … så kom han tilbage igen … det var svært at finde ud af, om han boede hos os eller ej. Jeg har sagt, at far ikke slog Kira og mig, det er også rigtigt … helt sandt … men når han var langt ude, kunne han finde på at tage fat i mig eller stå i vejen for mig, så jeg gik ind i kommoden eller faldt over noget. Jeg sagde det til mor engang … hun så på mig og hævede øjenbrynene, det var åbenbart noget mærkeligt noget at sige. Måske var jeg klodset, det er svært at huske nøjagtigt så lang tid efter. Men jeg kan sagtens huske, hvorfor far flyttede denne gang.
Det sker en aften … måske er det nat. Vi er blevet puttet, mor har læst en godnathistorie for Kira og mig … det er så hyggeligt, hun gør det ikke så tit. Vi har lavet en hule i hjørnet på den anden side af køjesengen … det får vi nogle gange lov til. Så slæber vi madrasserne ud af sengene … hænger tæpper op … ligger og læser eller kigger billedbøger med lommelygter. Mor har ligget imellem os og læst, og vi er alle tre faldet i søvn. Jeg vågner … far ligger og maser rundt ved siden af mig. Han er åbenbart kommet ind og har set, at vi alle ligger og sover ved siden af hinanden … så vil han også være med. Han lugter af øl og har gang i … noget med mor. Jeg er ikke så gammel og har ikke forstand på de ting, men det er irriterende, at han ikke kan ligge stille, når vi skal sove. Jeg sætter mig op … skubber til ham og siger, han skal holde op og ligge ordentligt. Så vender han sig om mod mig med … fremmede øjne. Jeg bliver iskold, har ikke set ham sådan før.
Jeg gider ikke fortælle mere om det, Laika … nej … ikke mere nu … det var uhyggeligt … mor vågnede og skreg op om, at han skulle skamme sig … skrubbe af … blive væk. Så tog han fat i hende … trak hende med ud af værelset. Jeg holdt mig for ørerne … gemte hovedet under dynen for ikke at høre larmen fra soveværelset. Næste morgen stod mor ikke op … far sendte os i skole … da vi kom hjem, havde mor pakket bilen.
Laika, jeg er stor nu … burde kunne lægge det bag mig … men det kommer til mig … igen … igen … som om der er noget, jeg ikke er færdig med. Måske nærmer jeg mig et svar, jeg bliver mere og mere kold, jo længere tid, jeg bruger med at huske. Når jeg lukker øjnene og rækker hænderne frem, kan jeg næsten nå det … svaret … ja … det er rigtigt … jeg stirrer ikke … mine øjne er lukket helt tæt … mine fingerspidser strejfer et eller andet … men jeg er stadig ikke tæt nok på til at gribe om det. Bare Julie var her, hun er rejst til Italien sammen med sin familie … de skal være der i tre uger … heldige skid. Hun er min bedste veninde, men jeg har svært ved at glæde mig på hendes vegne … er det meget slemt? Jeg er slet ikke misundelig, sagde jeg til hende i går … uden at blinke … overhovedet. Jeg har aldrig været sydpå … jeg har så meget brug for sol og varme … mere end nogensinde før. Frederik, siger du Laika … ja … men han fatter det ikke … ingenting … han vil bolle … ikke snakke … men det er svært at forklare, for han giver mig den varme, som solen ikke kan levere denne sommer … det kan jeg ikke undvære. Nu lyder det, som om jeg ikke elsker ham … det gør jeg … virkelig … blink … blink … tro mig, Laika … han er sjov … tager mig tit med i byen … han giver mig opmærksomhed … holder mig så tæt … så tæt … jeg mister næsten pusten … jeg glemmer mig selv … er kun hans. Jeg tænker ikke over, hvor meget han ligner far … han slår mig ikke. Han kan være voldsom, sådan er han … det kan han ikke gøre for. På en måde visker han min smerte ud, og jeg glemmer, at mormor fik mig til at smide min kniv væk. Når jeg har Frederik … ja … så kan jeg godt klare det.
Læs videre ->