Hej Laika, jeg er endelig på vej ud i livet igen. I dag flytter jeg ind hos mormor og morfar. Kira har allerede boet her nogle måneder, mens jeg har været indlagt. De har indrettet et værelse til mig … det har stået her lige så længe, som Kira har boet her … ventet på at jeg skulle blive rask nok til at komme hjem. Det er mærkeligt at sige det ord … hjem. Jeg vil tro på, at jeg kan få et hjem her, men lige nu er det mormor og morfars hus, hvor jeg skal bo … et stykke tid. Hvis vi kan få det til at fungere, kan jeg få lov til at blive boende. Jeg går ud af bilen … står foran trappen. Det er ikke første gang, jeg står her … alle de andre gange har været sammen med mor … ja … det er mærkeligt at være her … uden hende.

– Hej Silje! råber Kira.

Hun står på trappen og hopper op og ned som en gummibold.

– Hej Kira, hvor er det godt at se dig, svarer jeg.

– Kom, så skal jeg vise dig dit værelse, det er lige ved siden af mit.

Kiras stemme skingrer ud i sommerdagen … folk på gaden og i de andre forhaver vender sig om og kigger efter os. Nogle af dem holder op med at arbejde og står og glor efter os. Måske … ved de det. Mormor er god til at snakke, hun har sikkert fortalt dem noget, men hvis jeg kender hende ret, har hun pyntet på historien.

– Et øjeblik, Kira … jeg skal have min taske med, så kommer jeg.

Jeg går om til bagagerummet, åbner det, så får jeg øje på en skygge ved hækken. Jeg vender mig om … der står Philip. Han bor længere nede ad vejen, jeg legede en del med ham, da vi boede her før … sammen med mor. Siden har han haft en evne til at dukke op, hver gang vi er på besøg.

– Hej Philip, siger jeg, – godt at se dig.

– I lige måde, siger han og smiler bredt. – Hvordan går det?

– Jo tak … godt … hvad med dig?

Hvad ellers skal jeg sige? Situationen er ikke til lange forklaringer.

– Også godt, siger han.

Så løber han tør for ord. Det ligner ikke Philip.

– Jeg er ved at flytte ind, siger jeg, – vi kan snakkes ved senere … ikke?

Han nikker … klør sig i nakken. Philip er svær at blive klog på. Han kan have de mest fantastiske ideer … være sjov at snakke med … så pludselig skifter han om og er den mest irriterende møgunge på jordens overflade. Han virker forlegen … det klæder ham. Jeg tager tasken og lukker bagagerummet. Philip hæver hånden til en hilsen … kaster sig på sin cykel og spurter ned ad vejen. Skøre skid.

Oppe på værelset går Kira i gang med at forklare. Jeg er vist ankommet fra en fremmed planet og skal have det hele at vide forfra. Jeg kan ikke lade være med at fnise … så bliver hun fornærmet.

– Du hører ikke efter, siger hun.

Hendes øjne sender giftige pile mod mig. Nu kender jeg min søster igen.

– Jo, jeg gør, jeg hører alt, du siger, men jeg er ingen baby. Jeg ved, hvordan man tænder lyset.

– Men jeg ville bare vise dig, hvor lyskontakten sidder.

Hun tænder og slukker for lampen i loftet et par gange mere.

– Tak, Kira … nu har jeg forstået det.

– Ok!

Hun går ind til sig selv og smækker døren efter sig … endelig alene. Jeg lægger mig på sengen … lukker øjnene. Om dagen kan jeg gøre det uden angst, for jeg laver selv mine billeder. Jeg spiller en film med køer, som græsser på en grøn eng ved åen uden for byen. Jeg vil flytte ind med god karma … ikke udfordre skæbnen til at lave krumspring … igen. Jeg åbner øjnene … lader dem løbe rundt i værelset. Mormor har hængt nogle af mine plakater og billeder op … sat mine bøger i reolen … nipsting rundt omkring på hylderne … på skrivebordet … i vindueskarmen … gjort det hyggeligt. Om et par dage flytter jeg lidt rundt, så det kan blive rigtigt mit. Jeg passer på … ja … det er jeg nødt til … ikke lade blikket hvile for meget det samme sted, for mine sanser … hm … er ikke helt … altså … til at stole på … endnu. Ud ad øjenkrogen ser jeg en skygge, der ikke var der før … drejer hovedet, før jeg når at tænke mig om. Ned ad væggen over for sengen løber der noget … brunligt … det kommer ud, hvor væggen møder loftet … jeg blinker et par gange, så er det væk. I stedet drypper det fra lampen ned på sofabordet … jeg lukker øjnene og spiller filmen igen. Jeg siger Sols karma-remse syv gange efter hinanden … for en sikkerheds skyld. Måske virker det denne gang. Jeg åbner langsomt øjnene. Væggene er hvide som før. Så skynder jeg mig ned til de andre i stuen.

Laika, du må aldrig … aldrig … sige til nogen, at jeg stadig … ser ting. Jeg vil ikke være på hospitalet længere … ok? … jeg bliver mere syg af det … lover du mig det? Du logrer … ja … det betyder ja … ikke sandt? … god hund … klog hund.

Hvordan skal det gå?

Uh … det er sværere, end jeg troede.

Jeg ved ikke, om jeg klarer det her. Hvad tror du?

• Bare du aldrig giver op. Så kommer du igennem hvad som helst. (100%, 1 stemmer)
• Svært at svare på. Der er nok af udfordringer. (0%, 0 stemmer)
• Luk øjnene og kast dig ud i det, så skal det nok gå. (0%, 0 stemmer)
• Pas på dig selv. Det er det bedste, du kan gøre. (0%, 0 stemmer)
• Du er modig og sej. Du klarer det. (0%, 0 stemmer)
• Lad nu være med at fortrænge din fortid. Det gør bare det hele værre. (0%, 0 stemmer)
• Du bliver nok aldrig helt dig selv igen. Væn dig til dit nye jeg og klø på. (0%, 0 stemmer)

Stemmer i alt: 1

 Indlæser ...