Næste formiddag stod jeg der igen, næste og næste med. Jeg levede igen, huden blev frisk, spændstig, gråtonen forsvandt fra blikket, håret revitaliserede, hang ikke længere i tjavser om mine skuldre, jeg var ung, hele verden lå foran mig, jeg var i nuet, kun der, så kom han hjem. De var færdige med projektet en dag tidligere, han havde ikke sagt noget, det skulle være en overraskelse. Jeg tror ikke på den forklaring, han stolede ikke på Luna, måske tog han slet ikke af sted, måske havde han udspioneret os i flere dage.

En uventet lyd svævede ud til os i kosmos, han stod i døren, blikket genspejlede flammerne fra vores elskov, i hånden havde han sit jagtgevær, han pegede på mig, på Luna, flammerne slikkede stadig op ad sengestolperne, så døde de langsomt ud. Alting sortnede, sengen var en askehob, Luna klynkede, jeg havde ingen ord tilbage, kun forkullede rester af det, der var engang. Kniven lå ved sengen, hvad kunne en kniv stille op mod et jagtgevær, jeg forbandede min naivitet, min lyst, mit livs fejltagelse, den dag jeg lukkede Luna ind i lejligheden midt om natten. Han stirrede på Luna, gjorde et kast med hovedet, hun krøb ud af sengen med dynen svøbt om sig, gik uendeligt langsomt hen mod ham, han greb hendes arm med venstre hånd, vred den rundt, så snart han kunne nå hende. Geværet havde han i højre, skæftet hvilede mod hans bryst, dynen lagde sig på gulvet med et suk, mine tanker var stadig et virvar af før og nu, jeg spejdede efter udveje, der var ingen.

Hvad var det, jeg så i hendes øjne i det nu, det vender tilbage til mig gang på gang, jeg vil fastholde det, alt kredser om det blik, mit håb om et andet liv, årsagen til, jeg stadig lever, jeg ikke har valgt at tage af sted endnu. I det nu så jeg hendes hjerte, hendes inderste længsler, alt det som drev hende frem i livet, hendes behov for tryghed midt i kaos, hendes ønske om at betyde noget for nogen, hendes selvhad, hendes bundløse beholder til anerkendelse. Jeg forstod, hvad jeg kunne have givet hende, hvordan, det var for sent.

Mattis holdt hendes arm fast, hun stod krummet forover, hendes bryster dinglede som tennisbolde i hvert sit net, hver gang han strammede grebet. Hun forsøgte at holde hovedet oppe, så på mig med det blik, jamrede over smerten i armen, livet, hendes sårbarhed strålede imod mig, jeg måtte knibe øjnene sammen af skam. Jeg havde brugt hende, som jeg havde brugt de andre piger, jeg havde brugt hende op, nu skulle forbruget afregnes.

Han skiftede greb om hendes arm, tog fat i hendes hår, geværet dinglede under armen, løbet ramte hende over øret, han tvang hende ned i knæ, fumlede ved sin lynlås, ville voldtage hende der foran mine øjne, han skiftede mening, turde vel ikke slippe geværet helt. Luna vred sig i smerte, Mattis havde mistet overblikket, optændt af raseri, liderlighed. Jeg rakte ud efter kniven, han slap sit greb i Luna, skubbede hende fra sig, tog fat om geværet med begge hænder, hun sank ned på gulvet foran ham. Braget flænsede bevidstheden, sengen gav efter under mig, jeg sprang ud på gulvet, så efter et sted at finde skjul for det andet skud, det blødte fra Lunas skulder, hun holdt sig for ørerne, skreg hans navn med en stemme, jeg ikke genkendte.