Jeg kommer hjem fra skole som sædvanligt, men der er noget anderledes ved huset. Først kan jeg ikke finde ud af, hvad det er. Jeg står stille i vindfanget … inden for hoveddøren … lytter. Ingen ukendte lyde. Noget bevæger sig i gangen, en skrabende lyd, klikkende fodspor på klinkerne … nå … ok … det er bare dig, Laika.

– Hej Laika, siger jeg.

Jeg bukker mig ned og nusser dine ører. Du kigger bebrejdende på mig … hvordan kunne jeg lade dig være alene så længe. Jeg sætter mig ned på gulvet, du lægger dit hoved på mit ene lår og triller om på ryggen … jeg nusser din mave, trækker dig i benene.

– Du må ikke komme med i skole, det ved du da, siger jeg.

Du piber lidt, så er fornærmelsen glemt. Der er stadig et eller andet anderledes. Jeg rejser mig op, lukker øjnene og står stille et øjeblik … så ved jeg det. Der hænger en lugt i huset, som ikke plejer at være der. Jeg kan ikke definere den. Jeg slår det hen. Måske … ja … måske har mor kogt noget, hun ikke plejer … måske har skraldespanden stået for længe. Mor kommer ud i gangen.

– Hej Silje, har du haft en god dag?

– Ja.

– Hvad har I lavet i dag?

– Det sædvanlige.

– Har du lektier?

– Ja.

– Du styrer det selv, ikke?

Jeg nikker. Ritualet slut … videre i programmet. Jeg stopper og kigger på mor, som hun står der og læner sig op ad dørkarmen ind til stuen. Hun ser … anderledes ud … hvad er det? … hm … hun har ikke været til frisør. Tøjet er heller ikke nyt, det er noget andet … ja … hvad … jo … nu ved jeg det. Hun ser glad ud. Glad på en underlig ny måde.

– Du ser godt ud i dag, mor.

Hun får et vagtsomt udtryk i ansigtet.

– Tak, siger hun, – hvorfor siger du det?

– Fordi jeg mener det.

Hun får et kram.

– Du er en dejlig pige, vidste du det?

– Ja, mor … du siger det hele tiden.

Vi står lidt forlegne … ved ikke, om vi er færdig med at snakke. Så pirker lugten igen til mig, jeg kan ikke lade være, jeg er nødt til at spørge.

– Hvad er det, her lugter af?

Det vagtsomme udtryk vender tilbage.

– Lugter? Det ved jeg ikke. Det har jeg ikke tænkt over.

– Der er en lugt, som ikke plejer at være her. Tror du, det er skraldespanden?

– Det kan da godt være, siger mor.

Hun ser lettet ud. Jeg går ind til mig selv. Laika, du daffer efter mig, som du plejer … det er hyggeligt. Jeg sætter mig ved skrivebordet, så kan jeg høre Mikkel komme ind ad døren … lidt senere kommer Kira også.

Der er noget forkert ved det minde, Laika. Jeg er nødt til at finde ud af, hvad det er, ellers tør jeg ikke fortsætte. Hvorfor er du der i huset, jeg blander tingene sammen … tror jeg. Vi havde da ikke en hund som dig. Jeg sidder og kigger på de ting, min wannabe-far efterlod mig. Alle papirerne … hæfterne … kameraet … rebet. Jeg tager kameraet op, det er sådan et digitalkamera, som rigtige fotografer bruger … ikke et kompaktkamera. Der er sikkert ikke mere batteri på det, jeg drejer på knapperne, trykker på tænd-knappen. Det tænder … uh … altså … jeg taber det næsten. Mine hænder ryster. Det har ligget der hele tiden … jeg har ikke tænkt på at prøve at tænde det. Jeg drejer mig rundt i værelset, fanger forskellige motiver på skærmen. Den viser, hvad der kommer på billedet … klik … et billede af dig, Laika … klik … mig selv. Det er svært at tage en ordentlig selfie med sådan et kamera. Jeg vender det om igen og kommer til at trykke på en eller anden knap … nu kan jeg se de billeder, jeg har taget. Det blev da ok, det af mig selv … lidt skævt … hårtoppen mangler … Laika, nu kommer … hey! … du er ikke med på billedet … kun et stoleben og gulvtæppet. Hårene rejser sig på mine arme, Laika … det er fucking spooky … pyh … rolig … rolig nu … hvad er der ellers i kameraet, jeg klikker videre. Det næste er et billede af mor … what! … hun sidder i bh og trusser på sengen i soveværelset … videre … videre. Mig selv som 12-årig foran skolen … jeg kigger ikke ind i linsen. Jeg ser glad ud … videre … en mand i et spejl … hm … der er noget bekendt ved ham … kan ikke helt sige … hvad det er. Jeg har set ham før … tror jeg … hvor? Brunt hår … og øjne, pjusket frisure, skævt smil, skægstubbe … sorte prikker … kommer ind i synsfeltet fra alle sider. Hurtigt … jeg lægger mig på knæ på gulvet, panden mod gulvtæppet.

Jeg ved ikke, hvor længe jeg har ligget der … kameraets display er sort. Jeg trykker på tænd-knappen … der sker ikke noget. Har jeg drømt det, eller var der liv i det lige før? Jeg lægger det tilbage i kassen. Måske er der en lader dernede, men jeg orker ikke lede efter den. Jeg er nødt til at gøre dette færdigt, jeg er så tæt på nu. Jeg klør dig bag øret, Laika … glad for, at du er her … så tager jeg godt fat i dit halsbånd.