Oliver var her, han ville besøge mig, Laika, jeg lod ham ikke komme ind. Jeg er bange for, at jeg smitter ham. De fortæller mig ikke, hvad jeg fejler … nej … ikke så jeg kan forstå det. Jeg vil ikke have, at Oliver skal blive syg … jeg har det ad helvede til … det brænder … syder omkring mig … jeg går på glødende lava hver eneste dag. Gulvene er lavet af flydende metal, væggene af papir … der går ild i dem, hvis jeg rører ved dem. Hvordan kan man finde på at indrette et hospital på den måde? Jeg er en brændende fakkel, så snart mine fødder rører gulvet … de vil ikke tro på mig. Sådan skulle ingen have det … ikke engang min værste fjende, hvis jeg havde sådan en. Måske er det mig selv. Oliver er min bedste ven, han skal ikke i nærheden af det her sted … han skal holde sig langt væk. Hvis jeg nogensinde bliver rask igen … ja … så måske vil jeg tale med ham … ellers er det bedre for ham at glemme mig.

Der er et sort hul i mit hoved, jeg tør ikke gå derhen … det vil suge alt til sig. Jeg har ikke så meget tilbage af mig selv … det sidste forsvinder derind, hvis jeg kommer for tæt på. Jeg går rundt om det … forsigtigt … forsigtigt … om på den anden side … der ser jeg Oliver og mig, vi sidder under birketræet i haven. Vi snakker, hygger os, det er ikke så længe siden … måske en måned … eller flere år, men vi har samme alder som nu. Hvor meget tid har det sorte hul slugt? Måske har det strukket tiden … vi har været 12 år i flere år nu, Oliver og jeg. Vi sidder der, det er lidt for koldt, men vi har ikke andre steder. Kira er hjemme … mor og Mikkel også. Far er på et job i København, det sker af og til, hans firma har sendt ham af sted nogle dage.

Så er der fred i huset … ingen sorte skyer … ingen vilde planer. Det sker ikke så tit mere, men jeg har ikke helt vænnet mig til det endnu. Tænk … Laika … hvis han langt om længe har fundet sit hjem hos os. Men lige nu er det bare Oliver og mig på et tæppe i haven.

– Du er det bedste, jeg ved, siger han.

– Årh … hold op, siger jeg, – du ved, jeg ikke vil have, at du siger det.

Han kysser mig på kinden, sådan et forsigtigt Oliver-kys … så får han lov til at kysse mig på munden også.

– Så er det godt.

Han vil noget mere … jeg er stadig ikke klar. Vi har al tid i verden, der er ikke noget at skynde sig efter.

– Ja, siger han og griner, – det er nemlig rigtigt.

– Hvad? siger jeg.

Jeg er forvirret og alligevel glad … jeg behøver ikke være på vagt over for ham.

– Det er så godt, siger han, – at være her sammen med dig.

– Du er fjollet.

Jeg tjatter til ham.

– Det er jeg nemlig, og det er jeg stolt af.

Hans øjne spiller bold med mine … solen skinner gennem grenene på birketræet … jeg lægger mig fladt ned på ryggen og ser på den gennem de bladløse grene.

– Du må ikke kigge lige op i solen, siger han, – det ved du da godt.

– Det gør jeg heller ikke, siger jeg, – det ser bare sådan ud. I virkeligheden lader jeg den dryppe vitaminer ind gennem alle åbninger i min krop, så den kan vågne og blive stærk igen efter vinterens mørke.

– Du siger så mange mærkelige ting, Silje. Men det får mig til at tænke, og det er noget af det bedste ved dig.

Jeg kigger på ham, venter på fortsættelsen og lægger hovedet på skrå … det er det samme som et spørgsmålstegn.

– Ja, altså, du vender tingene på hovedet, så man er nødt til at se på dem fra nye vinkler. Det er ligesom at smage et nyt krydderi. Bagefter er det svært at forklare, hvordan det smagte, men det var nyt på en god måde.

– Det lyder indviklet.

Jeg ser alvorligt på ham … mest for at drille. Han er så sød, når han haler i land.

– Men det er det ikke, det er godt, siger han.

Han bed ikke på denne gang.

– I april venter jeg bare på, at birketræet får blade, siger jeg så. – Vinteren har varet så længe, at jeg har glemt, hvordan træer ser ud med blade på. Når birken begynder at lave museører, sker der noget … magisk.

– Magisk ligefrem?

Han ser forventningsfuldt på mig.

– Ja … magisk. En morgen, når jeg kommer ud af huset og ser på birken, falder solens stråler skråt ind på kronen, så det glitrer og spiller i alle verdens lysegrønne nuancer. Bladene er drysset ned fra himlen i løbet af natten … som nysne på en frostklar vintermorgen. Så ved jeg, at foråret er kommet, at der er længe til næste vinter.

– Hvor nice. Hvad så, hvis du misser den morgen og ikke ser det, bliver det så ikke forår? siger Oliver.

Han siger det ikke for at drille, han vil virkelig gerne vide det.

– Jeg misser det aldrig, siger jeg, og denne gang er det rigtig alvor, – jeg kigger på birken hver morgen, indtil det sker.

Oliver nikker. Han gør aldrig nar … derfor kan vi være bedste venner. Jeg kender ingen anden som ham.

Jeg kan se dig, Laika … du ligger i skyggen under træet og vogter på os. Kom herover, Oliver gør dig ikke noget. Du rejser dig, står der med tungen hængende ud mellem tænderne … halen næsten usynlig, så meget logrer du.

– Laika, kom her, god hund, kalder Oliver og laver kysselyde med munden.

Du lunter hen til ham og slikker hans hånd. Så lægger du dig ned midt mellem os.

Læs videre ->