De havde fået et kammer med alkove, der var lige nøjagtig plads til dem alle fire, hvis Karen lå på tværs i fodenden. De første nætter fik Sofie ikke meget søvn, hun var bange for at komme til at sparke til Karen eller mase luften ud af Viktoria, men da hun tog fat på arbejdet, fik hun så meget at gøre, at udmattelsen slog hende omkuld så snart, hun lagde sig.
Efter nogle uger kom der bud fra en gård i nærheden. De manglede en lillepige, og rygtet gik, at Karen var flink til at rubbe neglene og dygtig til at se efter sine yngre søskende. Det var ikke så langt væk, hun kunne få lov til at rende hjem om søndagen ind imellem, hvis hun havde ordnet sit arbejde, og der ikke var brug for hende på gården.
Sofie var ikke glad for tanken. Hun havde lovet sig selv, at de ikke skulle skilles, men hun havde dårligt overskud til at tage sig af Karen og Ellen, når hun også skulle passe sit arbejde og sørge for Viktoria. Karen sagde ikke så meget. Hun var blevet tynd og indesluttet, Sofie var bekymret, men hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre. Pigen skulle have lov til at sørge, hun havde mistet alt, da de flyttede, men hun mødte verden med en mistro, Sofie ikke brød sig om.
– Hvad siger du til det, sagde Grethe, – skal jeg sige til dem ovre fra Søndergård, at Karen kan begynde til den første?
– Tjae, sagde Sofie, – jeg ved ikke rigtig. Karen har det ikke så godt, tror jeg. Jeg ved ikke, om hun kan klare det.
– Men det er netop godt for hende at komme lidt væk, sagde Grethe. – Hun går og visner hen, du smitter hende med din sorg. Lad hende komme ud og opleve noget, det har hun kun godt af.
– Ja, måske.
Sofie var slet ikke sikker. Hun var bange for, at Karen skulle gå i stå, men hun var tilbøjelig til at give Grethe ret, og det var ikke så langt væk. Hun kunne løbe hjem på under en halv time. Hun sukkede og nikkede.
– Men så lad os sige det, sagde Grethe. – Til den første.
Karen sagde ikke noget, da hun fik nyheden. Hun drejede omkring og løb ud i marken. Et par timer senere kom hun tilbage, der var ikke noget at se på hende, kun et lille kast med hovedet, så fletningerne dansede på ryggen af hende. Hun så sin mor lige ind i øjnene uden at blinke.
– Jeg skal nok gøre det mor, jeg skal nok være artig.
– Men Karen, hvis du er ked af det, kan vi vente, sagde Sofie.
Karen rystede på hovedet.
– Nej, der er også så trist her, og Søren er efter mig hele tiden.
Søren var madmors dreng, han havde sine pligter, men de blev ikke altid gjort, og han slap fra sin dovenskab uden klø. Sofie havde set ham hive i Karens fletninger nogle gange, men sådan var det vel med drenge. Det var værre, at han ikke kunne lade hende være i fred på vej hjem fra skolen. Han var et par år ældre end Karen, og han havde en dårlig vane med at hive op i hendes skørter eller vælte hende om på jorden og kilde hende eller daske til hende. Sofie mistænkte Carl, en misrøgtet dreng fra landsbyen, som Søren rendte meget med, for at have en finger med i spillet. Selv om de kun havde været der i kort tid, havde hans ry allerede sat sig som en uro i kroppen på hende. Den dreng kom galt af sted, hvis han ikke passede på, og han var en type, som rev andre med sig i faldet, det var hun ikke i tvivl om. Det var kun godt at få Karen væk fra de drenge. Sofies eneste bekymring var, at hun ikke selv kunne se til, at Karen ikke led overlast fra anden kant. Hun var nødt til at stole på Grethe, når hun sagde, at gården var et ordentligt sted at være. Hendes ældste datter havde tjent der, godt nok efter sin konfirmation, men der havde ikke været noget at klage på.
Og sådan blev det. Første august begyndte Karen på sin nye plads. Hendes arbejde bestod i at sørge for at få børnene på gården op og i tøjet og i øvrigt se efter dem i løbet af dagen, så de ikke kom galt af sted. Når det var skoledag, fulgte hun dem på vej, og derudover skulle hun passe hønsene, hente brænde, og gå til hånde i køkkenet, når der var behov for det. Hun fik kost og logi samt det tøj og fodtøj, der måtte være behov for. Selvfølgelig ud fra husbonds vurdering, det var der ingen forhandling om.
Læs videre ->Læs kun Sofies bog ->