Søde Laika … hvis min mor havde været her, ville jeg gemme mit hoved i hendes trøje … trække vejret dybt ind og mærke hendes duft … hendes arme omkring mig … jeg ville tude mine øjne helt tørre, så jeg aldrig … aldrig … skulle til det igen … bagefter ville hun gå ind og skifte til en tør T-shirt. Men hun er her ikke, Laika, hun forlod mig … og sådan noget kan jeg ikke gøre med mormor … tude … sådan … på den måde … jeg mener … hun er sød nok … men jeg har lavet nok sorte huller i det her hus. Jeg er nødt til at holde mine tårer for mig selv. Derfor bliver de ved med at komme, jeg kan aldrig tømme tårekanalerne helt … det går ikke alene … man skal have nogen at tude sammen med, hvis man skal blive færdig med det.

Jeg skulle ikke have læst i Sofies bog på sådan en dag … nu ved jeg ikke, hvordan jeg skal komme op igen. Strømmen er stærk … den river mig med sig … min blyant stikker huller i håndfladen … prik … prik … prik … jeg kan mærke, at jeg stadig er levende og ikke druknet. Det bliver til et … F … det var ikke meningen … det skulle ikke forestille noget … bare et tilfældigt mønster som stjernernes genskin i åens sorte vand under broen. Jeg sprang ikke … vandet var ikke dybt nok … tror jeg.

Brevet fra politiet er svært at læse, det røde mønster dækker for tilfældige ord … sætningerne bliver meningsløse. Det var de i forvejen … meningsløse … alligevel har de ætset sig ind i min hjerne. Jeg lukker øjnene … bogstaverne danser i mørket … de finder deres plads i sætningerne igen. Påtale opgivet … siger de. Det vurderes, at mistænkte var i … god tro. Forurettede har ret til at … klage over afgørelsen.

Det nytter ikke, jeg orker ikke at have mere med det at gøre … jeg lukker det ud af min krop … dryp … dryp … dryp. Frederik … du er ikke længere en del af mit liv … hvis det stod til mig, skulle du aldrig have været det. Hvad er det for en skæbne, som sender sådan en som dig forbi min husbåd? Jeg lod dig fortøje din latterlige vandscooter ved min skrøbelige ræling … det var en fejl … jeg indrømmer … det var en fejl. Men du skulle slet ikke være kommet forbi. Vandscootere som dig hører til på det åbne hav … ikke på min salte flod. Jeg har kastet fortøjningen … din altså … dit fartøj flyder af sig selv derud, hvor det hører til. Farvel … for evigt … håber jeg. Lad det ikke ske igen … skæbne … hvis du findes.

Jeg vil hellere tro på dig, Laika … måske kan du vende mine tanker væk fra dybet og ud i stjernernes hav. Det er bundløst på en anden måde … der tør jeg godt forsvinde … jeg er ikke alene … du flyder også rundt derude. Tag mig med i din dykkerkapsel … lad os gå ned til tusind millioner favne mørkt stof … mærke vægtløsheden splitte atomerne i vores kroppe … se på ukendte himmelvæsner gennem koøjerne. Asteroiderne er forklædte aliens … børn af stjernerne … vidste du det, Laika? Måske er de levende. Inde bag deres hårde skal banker stjernehjerter af kød og blod … en dag vil de bestemme sig for at skifte retning … falde ned på jorden … ligesom dengang dinosaurerne uddøde. Jeg vil se det, Laika … jeg vil se jorden sprænges i millioner af stumper og blive til støv. Lad os hænge herude lidt endnu … vente … måske bliver det i nat … så får mine tårer endelig en anden årsag end mig selv.