Morgenfodringen var overstået, Sofie havde klaret dagens første malkning, og nu sad hun i køkkenet sammen med Grethe og det øvrige tyende, både karle og piger var samlet til morgenkaffen. Sofie var uopmærksom, hun tænkte ofte på Karen, og også Ellen var hun bekymret for. Hun gik meget for sig selv, ikke at hun gik i vejen eller lavede ulykker på nogen måde, men der var heller ikke tid til at tage sig ordentligt af hende. Lige nu sad hun ved kulspanden, sort som en arbejdsmand, men Sofie orkede ikke at gøre noget ved det. Pausen var tiltrængt, om lidt var den forbi. Viktoria sov i kammeret, hun måtte udnytte de få pauser, hun kunne få.

– Det var alligodt faens, lød Busses grove bas.

– Jeg ve’ ikke, hva’ det er for noget, nikkede Børste-Jens.

– Det er anden gang i denne uge, sagde Grethe, – vi løber snart tør for katte, hvis I ikke finder ud af, hvem det er.

Sofie blev med et nærværende. Ellen elskede kattene, men i den seneste tid var det tyndet ud i dem, og karlene havde fundet nogle af dem i stalden eller bag laden som kadavere med afskårne haler, manglende øjne, og en enkelt gang var skindet halvt flået af. Det var Sofies skræk, at Ellen skulle finde en af dem maltrakteret sådan. Godt nok var hun snart seks år, men der var ingen grund til at hun skulle møde verdens grusomhed på den måde endnu.

– Har I ikke en mistanke om, hvem det kan være? spurgte Sofie.

– Jou, sagde Busse, – men ingen beviser.

– Hvem da?

De to karle så på hinanden.

– Mon ikke det er Carl, sagde Børste-Jens forsigtigt. – Han har så mange mærkværdige lyster. Han er ikke go’ ve’ dyrene.

– Men han er kun otte år, indvendte Sofie, – det kan da ikke passe?

De to karle kiggede opgivende på hende og trak på skuldrene, og inderst inde vidste hun, at det sagtens kunne passe. Carl nøjedes ikke med at pille benene af edderkopper og skære regnorme over. Hans brutalitet var berygtet i landsbyen og på gårdene i området, han kendte ingen grænser, hverken hvad angik vold eller nærgående adfærd over for piger, som var yngre eller mindre af vækst end ham selv.

Sidste år havde Carl og et par andre drenge overfaldet Kræmmer-Knuds lille Emma på vej hjem fra skole. På det sted, hvor stien gik gennem birkelunden, havde de omringet hende og kommanderet hende til at smide kjolen. Det ville Emma selvfølgelig ikke, hun var klar over, at der ikke ventede noget godt fra de grinende drenge, men de havde valgt stedet med omhu. Man kunne hverken se dem fra skolebygningen eller fra de nærmeste husmandssteder. De nåede så langt som til at vælte pigen om på jorden og trække underbenklæderne af hende. Carl havde sat sig overskrævs på hendes mave og var ved at undersøge, hvordan sådan et væsen ser ud under kjolen. Den ene af kammeraterne holdt hendes arme, mens den anden holdt hendes ben og nysgerrigt fulgte med i Carls pilleri. Drengen, som havde opgaven med armene surmulede og råbte, at han hellere ville holde benene, det var kedeligt i hans ende, for pigen hylede og skreg, så han fik ondt i ørerne. Carl bad ham om at holde kæft og putte noget i munden på hende, så hun ikke skulle alarmere hele landsbyen. På det tidspunkt kom Emmas storebror spænende og afbrød legen. Moren var blevet urolig, da Emma ikke kom hjem til tiden, og havde sendt ham ud for at se efter hende. Broren var en stor kleppert på tolv år, og han fik hurtigt sat sig i respekt. Han delte næveslag ud til højre og venstre, kun Carl var hurtig nok til at dukke sig og stikke af.

Søren løb meget sammen med Carl, selv om han var ældre, det var tydeligt, at han fandt Carls grænseløse måde at være på spændende. Derfor så man ofte Carl på gårdens område, men han kom aldrig nær nok til huset, til at man kunne komme til at give ham en skideballe. Sofie forstod ikke, at Grethe lod Søren være sammen med ham. Hvis det havde været hendes dreng, ville hun have forbudt det, men det var nu engang ikke hendes sag, det ville være dumt at lægge sig ud med madmor.

– Hvor kommer han egentlig fra, ham Carl, spurgte hun Grethe, da karlene var gået, og de to kvinder stod og skrællede kartofler i køkkenet.

– Du ved det altså ikke? sagde Grethe. Hun fik et vagtsomt udtryk i øjnene.

– Hvad ved jeg ikke?

– Det er Tyrens dattersøn, sagde Grethe hurtigt og fik meget travlt med at studere et kartoffeløje.

– Tyren? sagde Sofie. Grethe opførte sig, som om det skulle give mening for hende.

– Lasse Tyr, sagde Grethe, hendes mund var en smal streg i det ellers så godmodige ansigt.

Sofie greb uvilkårligt fat i bordet for ikke at miste taget på sig selv. Det var sådan, det hang sammen. Hun havde undret sig over de vigende blikke, når Carl kom på tale, men det vedkom ikke hende, hvor den skarnsunge kom fra. Det havde ikke noget med hende at gøre, han var undfanget lang tid før det, der skete i plantagen. Grethe skævede over til hende, Sofie rankede ryggen og fortsatte kartoffelskrælningen.

– Nå, sagde hun, – jeg vidste ikke, at morderen havde børn. Det havde ellers været bedst for alle, om han ikke lod sit dårlige blod gå videre til nye generationer.

– Sådan som han bærer sig ad, kan det ikke undgås at der kommer unger ud af det, sagde Grethe. Hendes hals og kinder var ildrøde. – Du kender åbenbart ikke historien om Carls undfangelse.

Sofie rystede på hovedet. Hun havde ikke lyst til at kende den, men når først Grethe kom i gang, var der ikke noget, der kunne stoppe hende. Egentlig skulle hun være glad for det. Arbejdet gik meget lettere, når man fortalte historier, og det var ofte sådan her i køkkenet, slet ikke som tonen hos Gerda og Kurt. Men denne historie fik blodet til at løbe sejt i årerne, det satte en kulde i kroppen, som Sofie ikke var klar til endnu. Det var hun bare nødt til at blive, for Grete var allerede gået i gang.

– Tyren var ikke gammel, før han første gang var i lag med en tøs. Jeg ved ikke, hvordan han slap for straf, men da han var omkring de 18 år, gik den ikke længere. Han tog en gårdmandsdatter, som var på vej gennem skoven, og det var endda midt på den lyse dag. Pigen kom hjem mere død end levende, Tyren havde tævet hende halvt fordærvet for at få hende til at holde kæft, men de fik det ud af hende, og så røg han ind og sidde. Da pigen havde født, kørte gårdmanden ned til Tyrens mor og afleverede ungen. Hun kunne selv bestemme, hvad hun ville stille op med den, sagde han, den skulle i hvert fald ikke bo på gården, for hans datter kastede op, hver gang hun fik øje på den. Ungen var en lille pige med lyst hår og brune øjne, som skreg uden ophør, så længe gårdmanden var i huset. Ane, Tyrens mor, syntes ikke, at pigen skulle på fattiggården, så selv om hun var for gammel til at opfostre flere børn, tog hun hende til sig og gav hende navnet Katrine.

Sofie var holdt op med at skrælle, men et puf fra Grethe fik hende i gang igen. Følelser og tanker var i vildt oprør, historien drejede hele situationen rundt og placerede dette ulykkelige barn i samme kategori som hende selv.

– Nå, men Katrine voksede til, fortsatte Grethe, – og det blev efterhånden tydeligt, at hun var idiot. Jeg ved ikke, hvad gårdmandsdatteren havde gjort ved hende, måske var det bare mangel på kærlighed, men Ane var stædig, og det lykkedes hende at lære hende nok til at hun kunne hjælpe til i husholdningen og sørge for hønsene. Pigen var ikke interesseret i at lege med andre børn, hun holdt sig for sig selv, lærte aldrig at læse og skrive, men som hendes skæbne nu var faldet ud, tror jeg faktisk, at hun havde det godt.

– Men hvad har det med Carl at gøre, sagde Sofie, som ikke kunne få brikkerne til at falde på plads. – En pige som Katrine får vel ikke børn?

Grethe så på Sofie med et blik så fuldt af smerte, at man skulle tro, det var hendes eget barn, hun talte om.

– Det er det ulykkeligste ved hele historien, sagde Grethe. – Jeg var ofte forbi huset med flæsk eller andre ting, vi havde overskud af her på gården.

Sofie nikkede, det var, som hun havde regnet ud. Grethe kunne ikke lade være med at hjælpe, hvor der virkelig var behov.

– En dag kom Katrine hjem fra marken med tøjet i vild uorden og et forstyrret udtryk i ansigtet. Ane forstod, at hun var blevet overfaldet, det er, hvad hun har fortalt mig. Hun viste mig Katrines blodplettede, ødelagte skørt. I landsbyen gik der andre rygter. Man mente, det var Lasse, der havde forgrebet sig på sin egen datter, men Ane hævdede hårdnakket, at han slet ikke havde været i nærheden. Hele landsbyen vidste, at han var sluppet ud af tugthuset, og nogle mente, at de havde set ham ved gadekæret lørdagen før under byghøsten, men Ane veg ikke fra sit. Hun havde ikke set ham i månedsvis, sagde hun.

– Hvorfor skulle hun beskytte Lasse, sagde Sofie, – han har ikke bragt hende noget godt overhovedet.

– Sådan er Ane, sagde Grethe, – hun kæmper med næb og klør for sine, uanset hvor råddent de opfører sig. Det kunne ligne hende at dække over sin søn, selv om han havde forgrebet sig på sin egen datter. Men jeg skal ikke kunne sige det. Det var belejligt for landsbyen, at man kunne skyde skylden på Tyren, så skulle de ikke til at lede efter gerningsmanden blandt deres egne unge mænd. Der var ikke andre, der blev anklaget for overgrebet, for ingen havde set noget, heller ikke Katrine på vej hjem med ødelagt og blodigt skørt. Under alle omstændigheder er Carl meget værre end sin morfar. Tyren var også slem som barn, men Carl er et kapitel for sig. Om det er fordi, Ane ikke kan styre ham, eller han har fået Tyrens blod i dobbelt mål, det ved jeg ikke. Måske kommer det af, at han ikke har noget at bestille. Drenge på hans alder burde oplæres til arbejde i stedet for at gå ledige omkring.

– Hvorfor lader du Søren rende med ham, røg det ud af Sofie.

Hun fortrød med det samme, men Grethe blev ikke sur.

– Det er ikke drengens skyld, at han er kommet galt ind i denne verden, sagde hun og sukkede. – Jeg har sagt til Søren, at han ikke skal tage efter Carl, men det er vanskeligt for ham. Ingen vil have med Carl at gøre, han ender som sin far, hvis der ikke snart bliver gjort noget for at få ham på ret køl.

Enlarge

Sofie sagde ikke mere. Hun ville tage fat i Grethe, ruske hende og spørge, om hun tilmed var villig til at ofre sin egen søn for at hjælpe andre, men hun sagde ingenting. Sofie havde allerede trukket den langt ved at antyde, at Grethe ikke handlede ret i forhold til Søren. Samtalen havde givet hende noget at tænke over. Hun var ikke det eneste offer for Lasses brist. Der var mange triste skæbner i verden, selv her i landsbyen var der mere end en. Hun kunne vælge at sørge til sine dages ende og koncentrere sig om at tage vare på sine egne, eller hun kunne vælge at lægge fortiden bag sig og se at vinde livsmod, så hun kunne gøre en forskel for de andre, som hun ville møde på sin vej, akkurat ligesom Grethe havde valgt at gøre. Lige nu havde hun kun kræfter til det første. Det andet måtte komme, hvis skæbnen lagde det sådan til rette. Men Carl ville hun for alt i verden ikke have noget at skaffe med.