Hvad kunne Sofie gøre andet end at rejse tilbage til sin hjemegn og finde husly hos slægtninge, indtil hun var kommet sig så meget, at hun kunne genoptage livet og forsørgelsen af sine piger. Hendes fætter Kurt og hans kone Gerda tog imod dem, men understregede, at det kun kunne blive en kort tid. De havde ikke meget plads og rigeligt med munde at mætte i forvejen.

Enlarge

– Der er noget, vi har tænkt over, sagde Kurt en aften, da de havde boet der et par måneder.

Sofie så op fra sytøjet. Børnene var lagt, og skumringstimen var ovre. Gerda havde tændt petroleumslampen, og de sad og nørklede med hver sit.

– Det er ikke let at være ene om børnene. Kurt skævede over mod Gerda, som holdt blikket stift rettet mod den strømpe, hun sad og bødede på. – Gerda og jeg tænkte …

Han gik i stå igen og så ubehjælpsomt på konen. Hun kastede hovedet tilbage med et ryk og stirrede arrigt tilbage. Hun var stadig tavs.

– Ja, altså, fortsatte han og rømmede sig. – Vi tænkte, at de to små kunne blive her, mens du fandt en plads.

Kurts stemme faldt i styrke mod slutningen af sætningen. Gerda stirrede stadig. Så rystede hun langsomt på hovedet.

– Det var ikke det, vi talte om, Kurt, kom det så. Hun vendte blikket mod Sofie. – Hvordan havde du tænkt dig at forsørge tre småpiger alene?

Gerda havde ladet sytøjet synke, og hendes blik granskede Sofie fra top til tå. Sofie svarede ikke. Hun sukkede næsten lydløst og fortsatte med at sy. Spørgsmålet måtte komme på et tidspunkt, men hun havde ikke forventet det allerede. Det føltes stadig, som om årerne flød med grus i stedet for blod, og Ellen blev ved med at spørge om, hvornår far kom hjem. Kurt og Gerda havde modtaget dem med åbne arme, men dog betinget, at hun og pigerne tog del i arbejdet på husmandsstedet, så meget de kunne. Det så Sofie ikke noget problem i, det manglede bare. Men den første gensynsglæde var overstået, og de vidste alle, at hun ikke kunne blive. Gerda og hende gik ikke godt i spænd, og de små daglige skærmydsler sled på gæstfriheden.
Gerda stirrede stadig på hende. Sofie sukkede igen.

– Jeg havde tænkt at spørge på gården i Assens, hvor vi boede før, om de har brug for en malkekone, eller om de kender til en plads på en gård i nabolaget, sagde Sofie. – Måske kan de også bruge en lillepige, og så er der sørget for Karen.

– Men hvad med de to små? blev Gerda ved. – Ellen er for lille til at gøre nogen særlig gavn, og Viktoria kan du ikke lade passe sig selv. Hvis du lader dem blive her, kan vi tage os af dem, og du har kun Karen at tænke på.

Sofie sad stille et øjeblik. Tanken var hende uendeligt fjern, men det ville ikke være høfligt at afslå tilbuddet for hurtigt. Hun rystede langsom på hovedet.

– Jeg ved det ikke. Lad mig tænke over det, sagde hun så.

Gerdas blik blev mildt.

– Ja, gør du det, min pige. Vi kan tale om det i morgen.

Sofie kunne ikke falde i søvn, hun lå og tænkte på, hvordan hun skulle få sagt til Gerda og Kurt, at hun ikke kunne tage imod deres tilbud. På den anden side havde de ret, hun kunne ikke regne med at få en plads, når hun havde tre piger at tage sig af.

Løsningen på hendes dilemma kom fra en uventet kant. Gerdas søster Grethe var madmor på en større gård ved Svendborg, og en af deres malkepiger var rendt fra pladsen, så de havde hårdt brug for en erstatning. De havde ikke brug for flere tyendebørn i øjeblikket, men i første omgang indvilgede de i at tage Sofies piger med, hvis hun gjorde sit arbejde godt og sørgede for, at de ikke gik i vejen. Så måtte hun finde på en løsning for dem, efterhånden som de faldt til på gården. Sådan nogle småpiger kunne ikke være så dyre i kost.