Sofie vidste, at Carl var vanskelig, men han overraskede hende gang på gang. Det var ikke hendes opgave at have med ham at gøre, men han var overalt og ingen steder på samme tid, og det var umuligt at være på møllergården uden at ramle ind i ham. Efter fruens død gik mølleren ind i sig selv og blev der i flere måneder, og det kunne mærkes på Carl. Han blev rastløs og gnaven, de gale streger voksede i antal, uden at det havde tilstrækkelige konsekvenser.
Mølleren havde taget Carl ind, det var ham, der stod for hans oplæring og tugtelse, og med held. Carl var glad for at bruge sine kræfter på nyttige ting, havde det vist sig, og mølleren kørte ham hårdt. En af karlene havde tjansen med at sætte Carl i gang, så snart han var færdig med en opgave. Han havde også bemyndigelse til at tugte drengen, hvis han dovnede eller ikke gjorde arbejdet ordentligt, og det havde den fornødne virkning. Når aftenen kom, var Carl så udmattet, at han ikke havde kræfter til at lave ret meget ballade. De gange, han kom galt af sted og fik ødelagt noget eller skadet et dyr, tog mølleren ham personligt under behandling. Han kaldte drengen ind til sig og talte med ham under fire øjne, mand til mand, selv om Carl kun lige var fyldt ti år. Mølleren slog ikke selv, det havde han karlene til, men samtalerne var alligevel det, som Carl frygtede mest. Mølleren havde overtaget og kunne sende ham væk, hvornår det skulle være. Han vidste, at han havde været heldig. Han havde det godt på møllergården, og han gjorde sit bedste for at få lov til at blive.
Sofie tog ham ind imellem i at gå i spisekammeret på egen hånd, det fandt hun sig ikke i. Køkkenet var hendes domæne, og Carl skulle ikke vise sig der uden for spisetiderne, men han gjorde det alligevel. Det var en af de ting, mølleren ikke tog sig af. Nu var det blevet endnu værre, og Sofie vidste ikke, hvad hun skulle stille op. Hun var nødt til at vinde drengens respekt og fylde ud for møllerens manglende opdragelse, indtil han kom ud af sorgens spøgelseshus og kunne være der for drengen igen. Hun vidste bare ikke, hvordan hun skulle bære sig ad.
En dag hun igen havde taget ham i spisekammeret, fik hun en ide. Det var ikke nogen hemmelighed, at Carl ikke havde noget ud af skolen, og selv om det ikke var lovligt at holde børn hjemme for at lade dem arbejde på gården, så frøken Jensen gennem fingre med, at Carl efterhånden var en sjælden gæst. Han kunne ikke sidde stille længe nok til at få noget ud af en skoletime, og efter to års skolegang kunne han stadig hverken læse eller regne. Mølleren mente, at Carl var kvik nok, han kunne bare ikke sortere sine indfald hurtigt nok til at undgå ballade. Når en tanke landede i hovedet på drengen, blev den til ord eller handling, før han kunne nå at tænke på konsekvenserne. På samme måde var der ingen lyd eller lugt, der undgik Carls opmærksomhed, og hver gang skulle han undersøge, hvor den kom fra.
Sofie havde fat i Carls arm og hans øre, hun kunne ikke holde ham fast uden hjælp fra smerten, selv om hun ikke brød sig om den metode. Drengen var bomstærk, efter måneders hårdt arbejde kunne han sagtens overmande hende, hvis det var det, han ville. Men smerte var han ikke glad for, det var lidt grinagtigt, som om den virkede dobbelt så stærkt på Carl som på andre smådrenge. Sofie havde set ham besvime på gårdspladsen, da et gedekid stangede ham i maven.
– Aaav, skreg Carl, – slip mig, jeg gør det aldrig mere!
– Nå da, hvor længe er aldrig denne gang, sagde Sofie, – et par dage?
– Jeg looover det, hylede han, – nu skal jeg nok holde op.
– Hør her, Carl, sagde Sofie, – jeg synes, at vi to skal lave en aftale, nu mens mølleren går i sorg.
– Hvad?
Carl skævede mistroisk op på hende og skar ansigt.
– Hvis jeg nu slipper dig, lover du så at blive, til vi har talt sammen, og ikke stikke af med det samme?
Carl nikkede så meget, som han kunne komme til uden at skabe ekstra smerte i øret, som Sofie stadig havde et godt tag i.
– Fint, nu skal du høre, sagde Sofie og slap ham. – Jeg ved, du gerne vil lære at læse, men du kan ikke finde ud af at lære noget i skolen. Er det sandt?
Carl stod foran hende og gned sit ømme øre. Hans mistro var ikke væk, Sofie var ikke en af hans allierede. Han nikkede forsigtigt, som om han var ræd for at gå i en fælde.
– Hvis du kan holde dig i skindet og lade være med at lave ulykker, kan du komme herud i køkkenet, når du har lavet dine morgenpligter. Så vil jeg gerne lære dig at læse og regne. Hvis du er flink og gør dig umage, kan du få lidt godt at gumle på, når timen er slut. Hvad siger du til det?
Carls øjne var blevet store og runde, mens Sofie talte. Han nikkede forsigtigt.
– Men frøken Jensen siger, jeg ikke kan lære noget, sagde han. – Jeg er for dum til bogstaver og tal.
– Det tror jeg ikke, sagde Sofie, – hvis du virkelig vil, kan du også. Du er ikke dum, du har for mange ting i hovedet på samme tid. Men du skal holde dig på måtten. Jeg vil ikke undervise en ballademager.
Carls ansigt var stadig fyldt af tvivl, da han langsomt trak sig over mod døren.
– Har vi en aftale?
Sofie forsøgte sig med et lille smil. Jo, det gik faktisk an at smile til Carl, uden at det stak hende i hjertet, selv om han lignede sin morfar alt for meget. Carls ansigt flækkede i et svedent grin, så nikkede han og sprang ud på gårdspladsen, glad over at være sluppet så billigt denne gang.
Læs videre ->Læs kun Sofies bog ->