Laika, det her er for meget … det er helt forkert. Børn skal ikke dø. Børn skal leve … vokse … blive stærke … sunde … de skal grine … lege … udforske livets muligheder … uden død og smerte. Hvorfor er det ikke sådan, kan du svare på det? Selvfølgelig kan du ikke det. Du ved ingenting om børneliv … dit hundeliv var for kort til at vide sådan noget. Hvad skal jeg bruge dig til? Du kan ikke svare på mine spørgsmål. Lad nu være med at se så trist ud … hold dine hundeøjne væk fra mig. Flyv ud til din stjerne, så kan jeg sidde her og længes ud i universets tomme rum … måske … ja … det tror jeg … bliver smerten vægtløs derude … det må du fortælle mig om, når du kommer tilbage. Men før du flyver, vil jeg fortælle dig noget, der skete for længe siden … dengang jeg var barn. Jeg gik i anden klasse, og det skete i en gymnastiktime.

Jeg lukker mine øjne nu … træder ind i gymnastiksalen … ribber på væggene … streger i mange farver på gulvet … slidt af tusindtals børnefødder gennem årene. Læreren har lavet en forhindringsbane … jeg elsker det. Vi skal balancere på en bom … løbe slalom mellem kegler … slå kolbøtter på måtten … hoppe op på hesten … svinge os ned i et tov. Der er mange flere forhindringer, som jeg ikke kan huske nu. Vi spæner rundt, står i kø ved springbrættet, fjoller med den, som tilfældigvis står ved siden af, puffer og maser, men kun for sjov. Det er de bedste gymnastiktimer … det synes alle. Pludselig … uh … skriger en af pigerne som en sindssyg … det er Lina. Jeg tror først, hun er faldet ned og har brækket noget, men hun står bare med hænderne for øjnene … skriger … skriger. Læreren er derhenne med det samme … det er ikke hende, der er sket noget med … eller … hvad skal man sige … ikke kun … hun er i chok. Den virkelige ulykke er sket for en af drengene … Peter … han ligger livløs på gulvet ved bommen. Han er blå i hovedet … læreren går i gang med genoplivning med det samme, hun råber, dirigerer med os andre.

Jeg bliver sendt på kontoret efter hjælp, resten bliver kommanderet ud i omklædningen, bortset fra Lina. Læreren kan ikke tage sig af Peter og hende samtidig … hun får et par andre piger til at tage Lina med ud, for hun står bare der … glor på Peter … skriger. Jeg får Oliver og Emilie til at gå med mig … mine ben ryster … jeg er bange for at besvime på vejen. Vi spæner ned ad gangen, selv om det er strengt forbudt at løbe indenfor. Hver gang vi møder en lærer, hyler Oliver som en ambulance … Emilie råber, der er et nødstilfælde i gymnastiksalen. Vi når kontoret uden ret mange forsinkelser. Sekretæren ringer 112 … et par lærere løber ned til gymnastiksalen … en anden tager os med ind på lærerværelset … serverer saftevand og småkager for os. Jeg sidder der … stille … oplevelsen indhenter mig … mine arme og ben bliver sært matte … jeg har svært ved at holde mig oprejst … lægger hovedet på bordet for at få kontrollen igen. Det lykkes ikke, sorte prikker kryber ind i synsfeltet fra alle sider … jeg glider ned på gulvet. Jeg slår mig ikke, men da jeg vågner, er mit hoved lige så tungt som en af fars håndvægte … jeg er svimmel som bare pokker. Mor kommer og henter mig … de tør ikke lade mig cykle hjem.

Da vi kom i skole næste dag, havde pedellen hejst flaget på halv stang. Jeg standsede … midt i skolegården … stod der og gloede … så gik jeg hjem. Det var så underligt, Laika, jeg havde den her … følelse af, at jeg ikke var med i filmen. At virkeligheden var noget, der ikke kom mig ved … jeg var en … ufrivillig tilskuer, som ikke kunne finde ud af, hvordan man slukker. Mor holdt mig hjemme et par dage … altså … til hun mente, jeg opførte mig normalt igen. Vi talte om det i klassen. Peters hjerte havde en fejl, som ingen havde opdaget, det var ikke nogens … skyld. Som om det gjorde det bedre, at det ikke var nogens skyld. Vi lavede ikke forhindringsbane mere i anden klasse. Livet gik videre … det skal det … verden kan ikke stoppe, bare fordi … bare, Laika … bare fordi et barn dør, selv om det ville være mere end rimeligt. Man skal komme videre … komme over det … sådan er livet … man dør af det … nogle før andre … døden er der altid til sidst.

Men, Laika, jeg kom aldrig over det … når jeg tænker på det nu, er følelsen lige så virkelig som dengang. Lavasøen bevæger sig … den bobler ikke … den graver dybere huller, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal få den til at holde op. Jeg savner min kniv, jeg kender ikke andre måder, så jeg må nøjes med en gammel coladåse. Jeg presser mine fingre mod kanten … forsigtigt … jeg kan se fordybningerne glatte sig ud og blive væk igen. Så presser jeg igen … kanten går igennem huden … pegefinger … langfinger … fuck dig verden … fuck dig sølle liv … fuck alting. Den anden hånd … langfinger … ringfinger … lillefinger … ja … også dig lillefinger … de små bliver ikke sparet i det her fucking liv … hvorfor skulle jeg spare dig? Jeg holder hænderne op foran mig, røde striber kravler fra fingrene mod håndfladerne … kravler … løber … hvad skal jeg bruge det til? Hvordan får jeg alt det her til at holde op … hvor er slukknappen? … jeg kan ikke finde ud af det. Hænderne bevæger sig af sig selv, rammer mit ansigt samtidig fra begge sider … hårdt … igen … en gang mere. Et vådt spor løber ned over min kind … blod … tårer … jeg ved det ikke … som om det betyder noget, hvad det er.

Laika, din våde, kolde snude rører min kind … din tunge … du kan ikke slikke den tør, kinden bliver endnu mere våd af det. Jeg kan ikke lade dig flyve, kom … læg dig ved siden af mig … læg dit hoved i mit skød, så jeg ikke skal føle mig alene. Lad mig tørre mit ansigt og mine hænder i din pels … mormor skal ikke se, hvad jeg har gjort. Ingen må vide det, er du med, Laika? Jeg kom til at skære fingrene på et stykke papir. Du sladrer ikke. Bliv hos mig, så vil jeg aldrig mere tænke på døde børn … og verden, der er ligeglad.