Hej Laika … er du der? Det er midt om natten … jeg kan ikke sove. Hvad med dig … er det ok, at jeg vækker dig? Måske … hm … sover du aldrig, det er jo ikke rigtig nat eller dag i rummet. Jeg savner en til at ligge ved siden af mig i sengen … mormor vil ikke have fyre til at overnatte. Jeg har sovet henne ved Frederik en gang … mormor var ved at flække på langs. Jeg er for ung til det der … siger hun … hvad skal jeg bruge det til. Hun var da sikkert ikke ældre selv. De glade tressere … alt det der. Hun har glemt, hvordan det er at være ung. Hun er ikke ældre end en attenårig indeni … siger hun … bullshit. Hendes sjæl er gammel som Jellingestenen … der er kun runer derinde … hun fatter ikke en flueklat af det, Kira og jeg går igennem. Men det er rart at bo her alligevel. Hellere her end … alle mulige andre steder.

Jeg savner Frederik … tæt på … om natten … en gang imellem. Når jeg vågner og ikke kan sove, føles dagen og lyset så langt væk. Laika … du er der for mig, det er jeg glad for … stræk nu dine hundeører helt ned til mig, så kan jeg nøjes med at hviske. Jeg vil ikke vække de andre.

Jeg gider ikke fortælle mere om Frederik … nej … heller ikke til dig. Alle vil vide noget om ham … jeg fortæller ingenting … de forstår det ikke. Julie spørger hele tiden … vi falder tit for den samme fyr. Vi har lovet hinanden ikke at snuppe den andens fyr eller komme sammen med den andens eks. Det er ikke nødvendigt med Frederik … han er ulækker … siger hun … ikke pænt … vel? Julie siger lige, hvad hun mener. Så vi er vist … ægte veninder … ja … altså … ikke bange for, at den anden skrider, hvis man kommer til at dumme sig. Alligevel, Laika, jeg gider ikke fortælle hende noget … hun er ligeglad med ham.

Kira vil også vide mere. Frederik har været med hjemme … en gang … Kira lagde op til ham hele aftenen … klamt. Hun er ikke engang 13 og han er 19. Han gik med på hendes flirt … nu er hun helt væk i ham. Så det er bedst, vi ses hos ham eller ude i byen. Jeg vil ikke dele ham med min lillesøster. Det sagde jeg til ham. Han rykkede mig bare i håret og kyssede mig, til jeg næsten mistede pusten. Jeg skal ikke være jaloux … jeg ved det godt.

Jeg vil hellere fortælle dig om Kira. Vi er meget forskellige. Måske … nej … helt sikkert … det er derfor, vi har svært ved at enes. Da vi var små, gik det godt. Vi delte værelse … vi var nødt til at få det bedste ud af det. Nu har vi hvert sit, så vi undgår hinanden. Hun laver nogle dumme ting … jeg har opgivet at sige noget. Jeg lader mormor tage sig af det … jeg gør det værre … meget værre … jeg blander mig udenom. Dengang Kira flyttede ind her, ville kommunen have anbragt hende i pleje et andet sted … de mener, hun er svær at styre. Mormor og morfar overbeviste dem om, at de sagtens kunne håndtere det … de havde trods alt opdraget fire børn … de senere år havde de set en del til os. Mormor var skrækslagen for at miste kontakten til os igen. Måske var det en fejl. Kira har det ikke godt … jeg kan se det på hende … hvad skal jeg gøre? Hun er en såret ulveunge, jeg prøver at hjælpe, men jeg får bare hendes skarpe kløer at føle. Hun ved ikke, hvad der er bedst for hende selv … nej … desværre. Shh … hvad var det? … vær stille, der er en lyd … det er Kira ved døren. Hun må ikke vide, jeg taler med dig … så tror hun, jeg er gået fra forstanden igen.

– Er det dig Kira? siger jeg.

Min stemme lyder som et råb, selv om det kun er lidt højere end en hvisken.

– Ja, lyder det på den anden side af døren.

– Kom dog ind … det er koldt på gangen, siger jeg.

Jeg er glad for at miste min ensomhed i mørket.

– Er du alene?

– Ja.

– Jeg syntes, jeg hørte nogen …

– Måske talte jeg i søvne.

Kira åbner døren … smutter indenfor. Det sker af og til … nej … faktisk tit. Om natten er vi venner … vi er begge bange for mørket og de små timer … vores sjæle har lavet en fælles pagt … uden vi har kunnet gøre noget for at forhindre det. Hvis den ene af os vågner … ligger i mørket og tænker på den anden … så vågner den anden også. Så kommer Kira ind til mig … vi ligger sammen under dynen … finder børneværelsets fortrolighed mellem os, som en gammel ven, vi ikke har set længe. Også i nat er det sådan … hun stikker sine hænder ind under min natkjole … finder min navle … mine bryster … tæller mine ribben … jeg fniser … beder hende holde fingrene for sig selv. Vi falder i søvn med kroppene tæt ind til hinanden … som dengang, når far var gået, og vi ikke vidste hvorfor … om han kom tilbage igen … eller når mor gemte sig på soveværelset og glemte at putte os. Vi sover og drømmer ingenting … natten er som blåbærgele … sort … blå … lilla … svøber den os ind i sit skæve univers … vugger os blidt til daggryet kommer, og Kira forlader mig, så ingen skal vide, vi har været børn sammen igen i nat.