Hejsa Laika, jeg har ikke så meget tid, om lidt kommer Philip. Vi skal bare hænge ud, køre en tur ud i det blå og slå smut eller finde smukke sten ved stranden. Philip er min sol midt om natten, hans blik får mig til at smelte. Jeg føler mig som en diamant, ingen kender til … skjult dybt i jordens indre … når han holder mig tæt og elsker mig, til jeg ikke længere ved, hvor eksistensen hører op, og drømmene begynder. Så er det, jeg vender tilbage til Saturns ringe … løber uden at blive træt … rundt og rundt … til skiverne snurrer så stærkt under mig, at de skyder som frisbee’s ud mod de fjerneste galakser … jeg mister fodfæstet og falder frit gennem himmelrummet, til jeg lander på Jupiters måner … dem alle sammen på én gang … jeg er delt i hundredvis af småstykker … jeg er Europa … Eukelade … Kalyke … Io … jeg er Callisto … Amalthea … Leda. Philip er Zeus i sin mægtigste skikkelse, jeg tiltrækkes på tusindvis af måder, han forfører mig igen og igen. Han kan gøre, hvad han vil … forvandle mig til kvier … bjørne … hjælpeløse vandnymfer … bare jeg får lov til at tilhøre ham … made ham med gedemælk og honning fra mit bryst … tilfredsstille hans vildeste lyster … gemme mig i hans huds folder … blive væk i hans gudeslæb … Andromedas lysende kappefolder.
Forstår du det, Laika, jeg ved, du forstår det. Du er selv lavet af stjernestøv, næret af planeternes stadige rotation … månernes skygger løber over dig hver morgen og aften, når du flyver tæt forbi dem for at se, om de stadig er på deres plads. Hvis noget går galt, hvis de river sig løs og styrter sig i døden mod vores blå planet … så kom og fortæl mig det, jeg vil være forberedt. Jeg vil se det ske. Jeg vil ikke dø i min seng … jeg vil stå på det højeste punkt på jorden og hilse dem velkommen, tage dem i min favn ned til Hefaistos i jordens lavastrømme … smelte sammen med dem og lade ham smede os om til et mægtigt våben i hånden på Zeus. Så bliver vi omsider ét … vi kan aldrig mere skilles ad. Er det ikke sådan, det er, Laika? Kvinden er et våben i mandens hånd, uden hende er han ingenting, hun beskytter hans hjerte og liv, hun er ved hans side til evig tid … parat til at gå i kamp for ham, om hun så skal knækkes i forsøget på at frelse ham fra det værst tænkelige.
Jeg drømmer … du ved det … jeg fantaserer om storhed og ære, og ingen må vide det, for det er gået af mode. Den eneste ære, der er noget værd, er den, man kan få gennem en skærm … den ære er jeg ikke interesseret i. Jeg vil bare elskes, sættes højt af manden i mit liv … derfor bliver han en gud for mig … jeg vil ikke miste ham. Alle himlens stjerner lyser mod mig, når han lægger hånden på min ryg og fører mig frem ved siden af sig, jeg kan se stoltheden i hans øjne, mærke hans værdighed … den smitter af på mig. Jeg føler mig som hans dronning, når han træder ind i salen med mig ved sin side, når han fører mig rundt i dansen. Jeg mærker, hvad han vil have mig til at gøre, hans tanker er mine tanker, jeg følger hans mindste vink … det er i orden, han er god ved mig, han skubber mig ikke ud over … kanten … ikke med vilje. Han kan ikke allerede kende alle mine grænser, han skal lære mig rigtigt at kende … så skal du se … ja … så finder han ud af, hvordan han skal løfte mig op og sætte mig på tronen ved sin side … han kan gøre det … jeg ved, det kommer … han skal bare have tid.
Vi kører ud af byen, mit vindue er åbent, den kolde luft river i håret og får mig til at føle mig vågen og i live. Jeg elsker at se landskabet skifte og flyve af sted uden at vide, hvor vi skal hen, eller hvor lang tid det tager. Livet er uendeligt langt … jeg nyder hvert åndedrag … lader det ligge i lungerne længe, før jeg slipper det ud igen … nyder at mærke, at jeg har brugt den sidste rest af ilt … der er kun CO2 tilbage.
– Hvorfor sukker du, siger Philip.
Han skæver over til mig. Lidt for længe, jeg kan ikke lide, når han ikke kigger på vejen.
– Jeg sukker ikke, svarer jeg, – jeg trækker så meget luft ned i lungerne som muligt. Jeg nyder livet og den friske luft sammen med dig.
Det er en fantastisk flot efterårsdag … snart vinter … jeg kan næsten mærke frosten blive til krystaller i mit indre. Jeg elsker sne … elsker at mærke frostluften rive i luftvejene, jeg håber vinteren bliver hvid.
– Gider du lukke vinduet, siger Philip, – det er koldt, vinden forstyrrer mig.
Jeg lukker vinduet. Egentlig kunne han selv gøre det, bilen har fjernbetjening. Man kan styre det hele fra førersædet. Magien er brudt, jeg bliver nysgerrig efter at vide, om han har planer for køreturen.
– Hvor kører vi hen? spørger jeg.
– Hvad tror du?
Han kigger på mig igen. Hans blik er … udfordrende … oplagt til sjov … sådan som jeg kan lide det.
– Til stranden? Kerteminde eller Bogense?
– Vil du gerne til stranden?
– Jaeh … hvis du vil. Jeg elsker at gå tur ved stranden.
– Det er lettere at finde et sted for os selv i skoven.
Hans blik giver mig gåsehud, ikke på den dårlige måde … nu ved jeg, hvad han vil. Jeg tænder automatisk. Det er kun Philip, der kan gøre det, jeg har ikke oplevet det med andre.
– Men vi kunne … gå en tur ved stranden først, siger jeg, – det kunne være så hyggeligt. Jeg elsker havet om efteråret … det minder mig om dig.
Det sidste skulle jeg ikke have sagt, han bliver stille og ser ikke over på mig igen.
– Det var ikke dårligt ment, siger jeg hurtigt, – jeg sagde jo, at jeg elsker det … ligesom jeg elsker dig, sådan som du er.
Jeg smiler og blinker, mine mundvige sitrer. Han drejer hovedet, blikket er tilbage ved turned on.
– Ok, siger han, – men jeg er mere til skoven i dag. Vi kan køre til Langesø, der er da også noget vand.
Han griner fjollet ad sin egen vits. En skovsø og havet kan overhovedet ikke sammenlignes, selv om det er en stor sø. Men det er fint nok … så længe vi er sammen. Forventningen sidder i kroppen som en stram elastik.
Philip er god til det her. Han kan få mig til at føle mig hundrede procent i live i dette nu, samtidig med at jeg opløses til atomer og bliver til intet. Vi går ind i … evigheden sammen, han bygger et rum kun til os to, livet holder aldrig op. Han fyrer op under mig … tilfredsstiller mig … bruger mig helt op … alle mine følelser slår sammen om mig … jeg griner og græder på samme tid … kroppen snurrer … tankerne river sig løs … lige inden kvalmen når mig, kastes jeg af karrusellen … tyngdekraften er ophævet … min krop er væk … tankerne slukket. Forløsningen kommer, og alting er stille, lydene er forsvundet, jeg er ingenting, kun ét med Philip … verden kan ikke nå mig. Jeg ved ikke, hvor længe der går, til han kommer … det er lige meget, jeg svæver inde i mig selv uden at være til. Måske lyder det mærkeligt … altså … ikke noget, man vil ønske sig … men det er godt … ja … det er lige det … præcis hvad jeg længes efter. Philip får alt i mig til at blive til intet … det er godt. Det er det tætteste, jeg kommer på indre ro.
Han sætter mig af ved kollegiet, han har forretninger at ordne, selv om det er lørdag, det er ok. Jeg er mæt og svimmel, han har gjort det igen … givet mig et døgn fuld af ro. Jeg kan sove og drømme uden angst. Laika … hør her … hvis du trænger til en pause, er det i orden. Jeg har ikke brug for din hundesnude i nat. Flyv du en tur ud til de fjerneste galakser, besøg de mest flammende stjerner og de sorteste huller … så kan du fortælle mig alt om dem i morgen.