Der gik et par dage, fra Luna flyttede ind, til hun indtog soveværelset, hun ryddede et par hylder i mit klædeskab, hentede sine ting, mens kæresten var på arbejde. Jeg gjorde ikke noget for at forhindre det, hun ville snart blive træt af mig, flytte igen. Jeg havde aldrig været i et fast forhold af længere varighed, jeg havde heller ingen planer om at prøve det. Hun blev, jeg kunne ikke tage mig sammen til at smide hende ud, jeg kunne ikke blive færdig med hende, ilden blev ved med at flamme op, jeg gik aldrig fra et brændende bål. Da kontrakten var til ende, spurgte hun om forlængelse, der var ikke mere at hente på fotosiden, jeg gav efter, skrev et par uger mere på. Hun ville forlænge igen, indtjeningen var begyndt at gå ned, vi var mere optagede af at elske end af at lave billeder, jeg afslog. Tårerne stod i øjnene på hende, det gjorde mig hidsig, sådan et billigt trick skulle hun ikke køre af på mig. Vi aftalte, hun kunne blive boende lidt endnu, hun var nødt til at finde på noget at bestille uden for lejligheden, jeg ville ikke have tilskuere til mit arbejde.
Hun boede hos mig i næsten et år, bølgerne gik højt ind imellem, vi var begge glade for modstand. Jeg forstod ikke, hvorfor hun flyttede fra sin kæreste, hun var ikke bange for at gå til den, et par blå mærker var ikke unormalt, en enkelt lussing kunne vel ikke få hende så meget ud af balance. Jeg forstår det stadig ikke, dengang mente jeg, hun havde planlagt det. Da hun flyttede fra mig, var det tilbage til kæresten fra før. Jeg gik i flere dage med pulsen dunkende i ørerne, skældte ud på pigen, jeg havde inde til fotosession, hun flygtede fra lejligheden uden at klæde sig ordentligt på. Jeg tabte porcelænet ud af hænderne, glemte mine aftaler, opførte mig som en lallende olding. Jeg købte en enkeltbillet til Ankara, indlogerede mig på et billigt hotel, drak tæt i flere uger, alting sejlede. Det var første gang, siden jeg flyttede hjemmefra, jeg for alvor mistede kontrollen over mit liv.
Jeg kan kun komme i tanke om et tilfælde, hvor jeg var lige så langt ude, vores lærer i hjemkundskab på efterskolen var en heks, hun var på nakken af mig. Det var et valgfag, jeg fik ikke lov til at hoppe fra. Hun gik rundt mellem grupperne, stak en teske ned i sovsen, hvad vi nu havde i gryden, hun ville kontrollere, om vi havde fulgt opskriften, det var så ulækkert, jeg mistede appetitten hver gang. Hvis ikke vi spiste af maden selv, fik vi ekstra rengøring, vi skulle blive efter timen, ordne viskestykker, klude. Hun holdt tit Flemming og mig tilbage uden grund, jeg tror hun var lun på mig.
Vi tilsatte ingredienser, som aldrig havde stået i en opskrift, vi var ved at dø af grin bag hendes ryg, når hun kom med sin ske. I begyndelsen var det en spytklat, opvaskemiddel, gammelt tyggegummi, efterhånden blev vi mere opfindsomme. Jeg opbyggede et regulært had, hun gav mig tit toilettjansen, blev stående, gloede på min røv, mens jeg arbejdede, hun stank af sved, forsmået elskov. Vi skulle lave svampesuppe, jeg havde sendt Flemming i skoven efter et par ureglementerede arter, han vidste ikke noget om, hvor farligt det kunne være, jeg undlod at fortælle ham det. Det var ikke min plan at slå hende ihjel, et par ugers sygemelding ville være i orden, desværre kunne hun lide vores suppe, hun valgte at spise sin portion fra vores gryde. Flemming og jeg spiste ingenting, vi fik kludetjansen igen, jeg vidste, den var gal, jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op. Jeg sendte Flemming ud efter sprut, drak til jeg faldt i søvn, vågnede ved middagstid dagen efter. Alting har en konsekvens, impulsive handlinger er dødens forhal, man skal lave nye planer alt for hurtigt, det ender galt.
Flemming reddede mig igen, konen meldte sig syg dagen efter, han sladrede til en lærer. Han sagde ikke noget om mig, vi havde en aftale om ikke at angive hinanden. Flemming røg hjem en uge, han kunne ikke kende forskel på en champignon og en hvid fluesvamp, han slap med skrækken. Læreren så vi ikke mere til, jeg slap for hendes sultne blikke, jeg aner ikke, hvad der blev af hende, på en måde havde hun fortjent det. Hjemkundskab var aflyst resten af året, det måtte vi høre meget for, det var en skam, jeg kunne lide faget. Jeg ved ikke, hvor Flemming er i dag, han flyttede tilbage til Herning, vi mistede kontakten, jeg er ikke god til relationer på afstand.
Jeg kom hjem fra Tyrkiet, alting var ved at falde fra hinanden. Telefonen ringede hele tiden, kreditorerne ville have penge, pigerne var sure, de var kommet til en låst dør, de ville have deres honorar, de havde ikke lavet en skid. Jeg pudsede min advokat på dem, gik selv i gang med at flytte midler fra det ene selskab til det andet, det lukkede kæften på kreditorerne for en tid. Jeg gik i en konstant rus, det var Smirnoff, coke, jeg kunne ikke arbejde, forbandede Luna langt væk. Hun var en gift i blodet, lige meget hvad jeg prøvede, kunne jeg ikke få hende drevet ud. Jeg havde mistet lysten til andre piger, Luna var længere væk end nogensinde, så sprang bomben. Hun ringede, hun var gravid, barnet var ikke mit, jeg havde at holde mig langt væk, hun lagde på. Jeg ringede tilbage mange gange, hun tog den ikke.
Jeg havde aldrig ønsket mig et barn, det var fint nok at slutte slægten her, de ting, jeg gravede frem om århundreders glemte liv, var ikke opmuntrende. Der manglede hele tiden en far, en mor, der var voldtægter, brudte aftaler, bortløbne sønner, incest, utroskab, død, nød, elendighed fra den ene ende til den anden. Min egen opvækst var ingen undtagelse, jeg havde klaret mig på trods, mine opdagelser om forfædrene havde givet mig et stærkt ønske om ikke at gentage historien. Hvad skulle jeg med et barn, min lille business var mit livsværk, det var ikke den type forretning, man stolt overdrager til næste generation, ingen ville være kede af, hvis den døde med mig. Jeg ville glemme det hele, forsøge at få gang i forretningen igen, der var stadig penge på kontoen i to af mine selskaber, beholdningen ville ikke vare evigt. Jeg prøvede, det fungerede ikke, jeg havde mistet lysten til at flirte med pigerne, lægge dem ned, det blev kedeligt, trivielt. De gav ikke deres bedste, billederne blev uden liv, ude af stand til at tænde selv den mest fyrige hingst. Jeg mistede kunder, noget måtte der ske, hvis jeg ikke skulle dreje nøglen om.
Enlarge

Det var umuligt at glemme Luna, barnet var mit, hun havde ringet for at holde mig væk. Hun havde andre fyre, mens hun boede hos mig, vi tog vores slagsmål, hun var helt uimodtagelig over for fornuft. Hvis jeg skulle bestemme over hende på det punkt, ville hun sætte sig i sofaen, når jeg lavede optagelser, sagde hun, det var ikke nogen hemmelighed, jeg stadig ikke kunne holde nallerne fra en villig hoppe. Hun stirrede mig lige ind i øjnene uden at blinke, jeg kunne ikke holde hendes blik, hun havde ret, jeg kunne ikke forlange, hun skulle holde sig til én partner. Hendes drift var lige så stærk som min, vores forhold ville have været forbi meget hurtigere, hvis vi havde lavet en eksklusivaftale, nu var der kommet et barn ud af det, jeg kunne mærke det helt ind i sjælen: Det var mit, hun ville holde det væk fra mig, det skulle hun ikke have lov til.
Jeg kunne ikke få mit arbejdsliv til at fungere, jeg fik ikke stillet mine basale behov, mit forbrug af alkohol, stoffer var ude af kontrol, min hjerne slog klik, længere er den ikke, den dag Luna ringede var begyndelsen til enden. Det lyder så melodramatisk, slet ikke noget, jeg ville have sagt, sådan er det alligevel. Mine planer var ikke længere rationelle, jeg begyndte at handle impulsivt, uden kontrol. En aften stod jeg ved havnen, stirrede på lygternes genspejling i vandet, jeg var for beruset til at tænke klart, forestillede mig hvad aviserne ville skrive dagen efter, når man hev mig op af vandet. Der kom en hundelufter forbi, jeg droppede det, der skete ikke noget godt i mit liv efter den dag. Jeg samlede en tilfældig luder op på gaden, gav hende det glatte lag, smed hende af ved banegården, hun fik sine penge, hun anmeldte mig ikke. Så mange små ting kunne have stoppet mig, hvorfor fik jeg lov til at fortsætte?
Læs videre ->Læs kun Kevins bog ->