Laika, nu er det sket, Kira har virkelig lavet noget lort. Jeg har advaret hende mange gange … hun gider ikke høre på mig. Sådan har det været, siden jeg flyttede ind. Jeg har ikke taget noget fra hende, men hun vil ikke lade mig være i fred. Sidder du der og griner, eller er det en snerren, jeg kan høre fra din himmelcelle? Ja, jeg ved det … søskende kan slås nok så meget … de holder sammen, når det gælder … det har du ret i … ikke hos os. Kira hader mig. Hun tror, det er min skyld, at mor skred, men det er det ikke, det er jeg sikker på … helt sikker … blink … blink … selv om hun ikke sagde et ord til os, før hun forsvandt.

Mormor er kørt ud til Bilka efter Kira, hun blev taget på fersk gerning i parfumeafdelingen. Det er ikke første gang, hun putter ting i lommen i stedet for at betale for dem … de kender hende. Hun er en fucking tumpe, vi kan risikere at blive fjernet fra mormor, hvis hun laver mere ballade. Det er ikke perfekt at bo her … men har vi et bedre alternativ? Jeg kan ikke forestille mig, at en institution eller plejeforældre vil være bedre. Mormor kender os og ved, hvad vi har været igennem. Hun har følt det på sin egen krop … grædt sammen med os … i hvert fald et stykke hen ad vejen. Det tror jeg ikke, en fremmed kunne have gjort. Ja … ok … Laika … ja … der findes gode steder … men kan du garantere, det er et af dem, vi lander på? Nej … og nej igen … det kan du ikke … derfor er det bedst at blive her.

Mormor og Kira kommer ind i stuen, mormor lægger nøglerne på spisebordet og sukker. Hun har fået flere rynker på de par timer … ligner en tennisbold, der har ligget i haven en hel vinter. Kira er sur. Smider sig ned i sofaen … glor på mig med hold-din-kæft-blikket. Det gider jeg ikke rette mig efter.

– Nå, siger jeg, – de spærrede dig heller ikke inde denne gang?

Den fucking tøs skal vide, at det ikke er i orden. Hun svarer ikke … syregraden i blikket er himmelhøj.

– Vær lige sød, Silje, siger mormor.

Tonen i hendes stemme overrasker mig. Skarp og … rynket på samme tid, som om stemmebåndet er blevet hvæsset en gang for meget. Jeg nikker … langsomt … og venter på, at hun skal komme med en forklaring. Tavsheden er en boble af gele imellem os, jeg kan høre luftfriskeren sende en ladning lavendelduft ud i stuen … taffeluret på den falske kaminhylde tæller de sprøde sekunder … der ligger sten i struberne … de spærrer for ordene. Jeg kan ikke holde det ud, tavsheden gør ondt i ørerne, jeg må vide, hvilke konsekvenser det her har for mig. Ja … for mig … det er sandheden … jeg tænker kun på mig selv, og hvad jeg kan holde til at opleve.

– Hvad skete der? siger jeg.

Jeg vil gøre min stemme almindelig … nysgerrig … stenen ligger i vejen, og stemmen bliver skinger. Kira ved det … jeg er ligeglad med hende.

– Ingenting, siger hun og gider ikke engang løfte blikket.

– Nå, men det tror jeg så på, siger jeg.

Jeg bliver ved med at stirre på hende. Hun vrider sig i sofaen … jeg håber, det er ubehag. Måske endda dårlig samvittighed … kan jeg håbe på det? Nej, dumt håb, det er ikke andet end hidsighed … had mod mig … mig! Som om jeg har noget at gøre med hendes dumme vaner. Hun rejser sig op og skubber til sofabordet … det rammer mig lige over knæet. Jeg bander hende langt væk og synker ned i en stol. Jeg overreagerer … stemningen er ond … jeg kan ikke holde det ud. Hun skrider ud af stuen, tramper ovenpå. Vi kan høre noget tungt ryge på gulvet deroppe … hun råber et eller andet grimt … huset er heldigvis godt isoleret. Jeg kigger på mormor. Nu må hun sige noget, ellers går jeg også. Det ved hun.

– Politiet var der, siger mormor, – og en repræsentant for de sociale myndigheder. De har givet hende en advarsel. Hvis hun ikke stopper, vil de genoverveje anbringelse i en plejefamilie.

Jeg stirrer på hende, og uroen bruser i brystet. Hun kan se det på mig … ja … det er jeg sikker på, hun kan. Hun ser lige igennem mig … derfor kan jeg ikke betro mig til hende. Hun ser det, hun vil se … ofte er det alt for korrekt. Hun skulle have været psykolog, hun studerede nogle år, før hun blev grebet af en gal pensel … det sagde morfar altid. Mormor siger selv, at hun opdagede sit talent som kunstmaler og billedhugger, da hun begyndte at eksperimentere med hash og spiritualitet en gang i tresserne. Jeg ved ikke. Der er folk, der køber hendes kunst … mig siger det ikke så meget. Man kan ikke rigtig se, hvad det forestiller … det har jeg ikke sagt til mormor … selvfølgelig ikke. Hun ryger ikke mere … nu hører hun morgenandagt … hver eneste morgen. Så skal man ikke forstyrre hende … fandt vi hurtigt ud af.

– Du skal ikke være bange, siger hun så, og der er en sarkastisk tone i stemmen, – det gælder ikke dig.

Så blinker hun alligevel til mig … uden at smile … og går ud i køkkenet. Ikke mere snak, ikke flere forklaringer. Egentlig kan jeg godt lide det. Når hun siger sådan, kan jeg stole på det. Jeg vil gerne have alle detaljerne … vide hvad der skete … hvad de mere sagde. Mormor holder munden lukket, hun vil ikke sladre om Kira … det gælder også den anden vej. Det føles godt … der er mange ting, Kira ikke behøver at vide noget om. Hun er … trods alt … kun 13 år.

Jeg lister ovenpå og banker på Kiras dør. Der er stille. Jeg vil vædde på, hun har høj musik i ørerne … hun hører sikkert intet andet. Derfor giver det et sæt i mig, da døren bliver revet op og smækker ind i væggen med et brag. Kira ligner en vild bjørn.

– Hvad vil du NU! råber hun, – din håneret er udløbet. Jeg gider ikke snakke med dig mere.

– Slap dog af.

Jeg siger det så roligt, jeg kan … det er ikke godt nok.

– Nej, DU skal slappe af, du har hundset med mig længe nok. Det var så fredeligt her, før du flyttede ind. Kan du ikke tage og rejse langt væk, hoppe ud foran et tog eller noget andet smart i stedet for at plage mig.

– Jamen, hvad har jeg gjort? siger jeg.

Min stemme lyder som en rusten stålbørste … jeg ved ikke, hvorfor hun er så pissed.

– Hvad har du GJORT? Kom ikke og sig, at du ikke ved det. Du har smadret mit liv, det er hvad du har gjort. Jeg ville ønske, du aldrig var født, så var mor her endnu.

– Nå, det er … sådan, siger jeg, – men det er jo løgn. Jeg har ikke gjort noget … og jeg var her først …

Jeg vil råbe, sætte hende på plads, men min stemme lystrer overhovedet ikke.

– Vel var du ej. Kunne du ikke være blevet på det hospital, så du ikke går her og minder mig om mor hver eneste dag. Jeg er FÆRDIG med dig, hold dig væk fra mig.

Kira smækker døren i, før jeg kan nå at svare. Jeg orker ikke råbe til en lukket dør, selv om mit indre ligner en aktiv vulkan. Det nytter ikke. Hun er uden for rækkevidde … det er bedre at lade hende være. Forhåbentlig bliver hun god igen. Hvis ikke, må jeg klare mig … hun hjælper mig alligevel ikke … tværtimod. Saltfloden skyller hen over lavasøen … det syder … damper … vulkanen må gå i udbrud en anden dag.

Laika, Kira har fået et eller andet galt i halsen … jeg er ikke den rette til at trække det op. Hun når at bide hånden af mig, før jeg er halvvejs. Har du bidt nogen før? De siger, du var en gadehund, før du blev forfremmet til videnskaben. De udvalgte dig på grund af dine særlige egenskaber … du var nok ikke bidsk. Godt … for mig. Jeg har ikke brug for flere tandmærker, Kiras er mere end rigeligt.

Jeg husker en gang, vi var små … måske var jeg syv år. Jeg havde købt en Barbie for mine lommepenge … jeg sad og gav hende tøj på, da Kira kom ind. Hun ville lege med dukken, men jeg sagde nej, for jeg havde lige fået den. Så ville hun bare lige prøve at holde den … det kunne jeg ikke sige nej til. Hun er min søster, hvad kan der ske. Så snart hun mærkede mit greb løsne sig, rev hun den til sig og løb med den. Jeg hylede op, løb efter hende ud i køkkenet … hun gemte sig bag mor … hvem fik skældud? Ja … selvfølgelig … det gjorde jeg.

Lad dog Kira låne din dukke, det sker der ikke noget ved … du er så stor … det kan du nok forstå. Hvor tit har jeg ikke hørt det? Jeg kunne protestere så meget, jeg ville, mor ville have fred. Det var en konkurrence om, hvem der var mest udspekuleret. Kira vidste, hvordan hun skulle få min lavasø til at boble. Før Kira kom til verden, var det mig, der regerede … hun knipsede mig af tronen så let som ingenting.

Mor vil have fred. Lær at lede flodens løb ind over søen. Damp … hvid damp … dårlig stemning … så ro. Jeg fik min Barbie tilbage med tuschfarvet kindrødt og kun én stilethæl på skoene. Da jeg skældte hende ud, bed hun mig i fingeren.

Kan du forstå, hvorfor jeg ikke lod vulkanen leve? Nej, Laika … jeg forstår det heller ikke. Nu er det for sent. Den virker ikke længere … jeg kan ikke få den i gang. Når lavasøen bobler og vil ud, løber saltfloden hen over den … i stedet for en søjle af ild, arbejder søen sig længere ned i grundfjeldet. Jeg svømmer i den, det brænder omkring mig, men vulkanen er død, der er låg på. Det er tåget … man kan ikke se noget for dampen … den salte damp. Nu løber floden over igen … jeg kan ikke fortælle mere. Måske bliver Kira god igen … måske ikke. Måske vil det være en befrielse, hvis hun holder op med at tale til mig.

Læs videre ->