Sødeste Laika … der er så meget vold i verden … det er til at kaste op over. Hvorfor er nogle mennesker onde? Hvorfor ved man det ikke, før det er for sent? Hvordan kan det være, at man ikke stopper ondskaben, hver gang man ser et glimt af den? Jeg troede, jeg så forkert … jeg stolede ikke på mine egne sanser, han kan ikke være sådan … tænkte jeg … det kan ikke passe. Når jeg læser i Sofies bog, kommer jeg til at tænke på Frederik igen, selv om jeg helst vil glemme ham. Min krop glemmer ikke så let længere, sporene sidder der og vrænger ad mig. Kroppen sladrer til sjælen … så er jeg der igen, ved kanten af afgrunden, på vej ned i jordens dyb. Han var ikke god ved mig … det ved jeg nu … der er noget underligt ved at være midt i noget. Nuet er en flaskehals … man ved alt om, hvad der lige er sket … ikke hvad der vil ske lige om lidt. I et splitsekund skal man bestemme sig for, hvordan man vil reagere … ofte reagerer man helt forkert. Hvis man kunne se konsekvenserne af sine valg … før man tog dem … ville verden se meget anderledes ud. Men … Laika … nuet er ikke noget problem i de lange, dovne sekunder i hyggelig venindesnak med Julie, ikke engang i de hurtige, rytmiske tusindedele sekunder en fredag aften på et diskotek i byen. Der er et skema for sådan nogle nuer … det giver sig selv … der sker ingen katastrofer, hvis man kommer til at kludre i det. Med Frederik var det anderledes … nuerne med ham var fyldt af kvalme og ondt i maven. Da det endelig gik op for mig, var det … for sent. Jeg var fanget i hans nu … jeg kom aldrig ud af flaskehalsen … den kvalte mig næsten … og da det endelig var slut, gik vejen ud gennem helvedes ild.

Jeg har ikke meldt nogen til politiet før … det ville jeg heller ikke, men mormor stod fast. Hun hjalp mig igennem det, nu føles det godt. Jeg håber, han får en lærestreg, så han ikke gør det igen. Jeg er færdig med ham, men han fortsætter med den næste pige, hvis ingen stopper ham. Jeg krydser mine fingre for, at en eller anden højere magt … skæbne … hvad det nu er … vil sørge for fairness i det her.

Laika, du ved, hvordan det føles ikke at kunne bestemme over sin egen fremtid … sådan skal det ikke være … mere … for mig. Jeg vil bestemme, at min fremtid findes … ja … den findes … og den er god.