Foråret var på vej, det var snart et år siden hændelserne i plantagen, men Sofie syntes ikke, at tiden ville besinde sig til at læge hendes sår. Savnet var dæmpet, det måtte hun erkende, men hun manglede et hjem for sine piger. Viktor havde ikke været nogen dårlig ægtemand, langt fra, og når han kunne lade flasken stå, var han både en god far og en ven, hun kunne dele glæder og sorger med. Men siden den forårsdag i skoven havde de ikke haft mulighed for at være en familie, og det rev i hende efter at flytte for sig selv og få Karen hjem. Det var bare ikke muligt.

En lørdag over middag kom Karen løbende til, hun havde fået lov til at tage fri og kunne vente med at komme tilbage til søndag eftermiddag. Det glædede Sofie, hver gang hun fik sin ældste datter at se, men det stak også i hende, at hun måtte følge hende sådan på afstand. Hver gang Karen kom, syntes Sofie at hun var vokset og havde fjernet sig endnu lidt mere fra hende. Sofie kunne ikke komme ind til hende, der var en hård skal yderst, som Karen ikke lod hende se ind bag. Hun var også bekymret for Ellen. Pigen trivedes ikke rigtig, gik omkring for sig selv og legede kun med dyrene. Hønsene og kattekillingerne var hendes bedste legekammerater, hun kunne tale med dem og sig selv i timevis. Ellen ville blive sær og utilnærmelig, hvis der ikke snart skete noget andet.

Karen kom med nyt fra Søndergård. En af sønnerne havde passet gæssene indtil nu, men han var blevet stor nok til at tage del i tungere opgaver på gården, så de kunne bruge en gåsepige. Karen kiggede ivrigt på sin mor, så på Ellen. Først rystede Sofie på hovedet og skældte Karen ud. Hvad havde hun tænkt sig? Hun kunne umuligt sende Ellen væk også. Men Karen mødte sin mors blik uden frygt. De to yngste småpiger på Søndergård var på Ellens alder, hun ville få legekammerater, når hun ikke skulle passe gæssene. Hun kunne gå i skole samme sted som Karen, når den tid kom, hun ville passe på hende.

Sofie sukkede. Karen havde ret, og hun hadede det. Hendes største bekymring var, om Karen var i stand til at passe ordentligt på Ellen, men det var ikke bedre her. Hun havde ikke tid til at se efter hende, al hendes overskydende tid gik til Viktoria, der stolprede rundt over det hele og var i konstant fare for at falde ned, brænde sig, løbe væk eller blive trampet på af en ko. Når hun var optaget af arbejdet i stalden, satte hun Viktoria ind i en tom bås, i køkkenet gav hun pigen sele på og bandt den til en stol eller et bordben, så hun ikke kom i nærheden af komfur og knivtøj. Det gik ikke meget længere, Viktoria kunne sagtens give sin utilfredshed til kende, og Grethe tolererede ikke, hvis Sofie lod barnet skrige.

Noget andet var, at hun ikke havde råd til nyt tøj til begge piger. Ellens skørt var blevet kort, ærmerne stumpede og den øverste knap kunne ikke længere knappes uden næsten at kvæle pigen. Hun havde forsøgt, så godt hun kunne, at lægge kjolerne ud, men der var ikke mere at give af. Det gik bedre med Viktoria, hun var så lille, der skulle ikke så meget stof til hendes kjoler og bluser, nogle få klude var nok, og Grethe stak ind imellem noget til side til hende.

Næste gang Karen kom hjem, tog hun Ellen med tilbage. Sofie kunne ikke holde ud at se dem gå. Ellen syntes, det var spændende, at hun skulle bo med Karen, men hun havde ikke forstået, at mor ikke skulle med. Da de gik, så hun sig tilbage flere gange, og sidste gang Sofie kiggede efter dem, kunne hun se, at Karen var i gang med at fortælle historier. Hun drejede Ellens hoved fremad, hver gang lillesøsteren ville se sig tilbage. Karen havde et godt tag på sin søster, hun havde lært meget i de måneder, hun havde tjent på Søndergård. Det ville komme hende til gavn senere, men det var svært at holde ud at tænke på, at andre folk tog sig af pigerne, og Sofie ikke selv havde mulighed for at være der for dem. Det var ikke sådan, hun havde tænkt sig deres liv, da hun sagde nej til Gerda og Kurts tilbud om at tage pigerne i pleje. Men i det mindste var de stadig hendes. Hvis hun havde efterladt dem der, ville Gerda have taget dem til sig som sine egne. Nu var der stadig håbet om, at de en dag kunne finde en tryg havn og blive en familie igen.